6 års fængsel og udvisning: Unge mænd dømt for skudepisode i Næstved

To unge mænd får seks års fængsel for skudepisode ved tatovørbutik i Næstved i april sidste år. Den ene udvises samtidig af Danmark.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Retten i Næstved har her til eftermiddag dømt to mænd på henholdsvis 22 og 23 år for deres medvirken til et skyderi foran en tatovørbutik i Næstved.

Den 23-årige blev idømt 6 års fængsel og udvisning af Danmark for bestandig.

Den 22-årige blev idømt seks års fængsel. Han har en lang række domme for overtrædelse af narkotikalovgivningen og lov om euforiserende stoffer bag sig, og han har tidligere fået en dom for overtrædelse af våbenlovgivningen, fordi han var i besiddelse af en kniv og en økse i en bil.

Samtidig er offeret for skudepisoden blevet tildelt 10.000 kroner i erstatning. Begge domme er anket på stedet.

De dømtes forsvarere var ikke glade for dommen. Hør deres reaktion i videoen her.

Anklager tilfreds

Anklager Siw Olsen fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi gik efter seks et halvt til syv et halvt års ubetinget fængsel og udvisning af Danmark for bestandigt til den 23-årige, og var tilfreds med dommen, som hun efter dommen sagde var forventelig. Den 23-årige er tidligere straffet for grov vold. 

Anklagerens argument for at udvise den 23-årige var, at han ikke har hverken uddannelse eller arbejde, at han tidligere er blevet idømt en betinget udvisning, han har hverken kone eller børn, og at han godt kan tale sproget i Irak, som han kommer fra.

For den 22-åriges vedkommende gik anklageren efter mellem seks til syv års fængsel. Den 22-årige har en lang række domme for overtrædelse af narkotikalovgivningen og lov om euforiserende stoffer bag sig, og han har tidligere fået en dom for overtrædelse af våbenlovgivningen, fordi han var i besiddelse af en kniv og en økse i en bil.

En tredje gerningsmand efterlyst

Skudepisoden fandt sted den 20. april sidste år, hvor en mand blev skudt i benet foran tatovørforretningen Don't Fear Ink, mens han sad og nød en øl i aftensolen

Udover de nu to dømte mænd fandt retten, at der var tre gerningsmænd ved skyderiet, den tredje er efterlyst og gemmer sig i Marokko. Nævnetinget mener, at det var den tredje mand, som mindst to gange affyrede en skarpladt pistol, men at den ene af de to dømte havde udpeget offeret for ham. Det ene skud ramte offeret i benet og har ikke fået men af det.

Flygtede til København

Efter skyderiet flygtede de tre mænd til København. Den 23-årige har nægtet, at han var med i bilen og har fortalt i retten, at han befandt sig i Rådmandshaven i Næstved. Politiet har dog ved hjælp af masteoplysninger fra mændenes mobiler kunne bevise, at de ikke har været forbi Rådmandshaven, før de kørte til København, men at de kørte direkte fra gerningsstedet. Samtidig har politiet kunne se på overvågningsbilleder, at der var tre mænd i bilen.

Den 22-årige har erkendt, at han kørte bilen, og at han flygtede til Marokko sammen med den tredje mand. Den 22-årige vendte senere frivilligt tilbage til Danmark.

Ifølge retten har den 22-årige med sin adfærd accepteret skyderiet, ligesom det for den 23-åriges vedkommende viser, at han accepterede, at andres liv kom i fare, fordi han var med i flugtbilen.

Politiopbuddet var stort efter skudepisoden i Næstved.

Nyhedsoverblik