Den 7. december sidste år døde en 76-årig mandlig passager i en Flextrafik minibus fra Movia, da minibussen kørte ud foran en almindelig rutebus i krydset Rugkrogsvej/Skælskørvej ved Fuglebjerg.
Nu skal Movias ledelse svare på, om forholdene er gode nok. Det skriver Sjællandske mandag.
Næstved Kommune vil vide om Flextrafik gør nok for at sikre, at kørslen med blandt andet ældre og børn foregår under forsvarlige forhold.
Kører med hovedet under armen
Efter dødsulykken i december har flere passagerer og pårørende kritiseret Flextrafik-chaufførerne for at køre alt for uansvarligt. I Sjællandske fortæller den dræbte mands datter, at hendes far før sin død har klaget over, at chaufførerne har kørt med hovedet under armen, været fartgale og ukoncentrerede.
Den kritik er også nået frem til borgmesterkontoret i Næstved, og derfor skal Movia svare på en lang række spørgsmål fra Næstved Kommune på et møde d. 9. marts.
Kommunen vil blandt andet vide, om det er korrekt, at Flextrafik-chaufførerne ofte kører i 12-13 timer, og om det i så fald er forsvarligt.
De nærmere omstændigheder omkring ulykken i december er endnu ikke klarlagt.