DNA-match får 21-årig hjemmerøver anholdt

I 2015 var ældre fra blandt andet Vordingborg og Rødby ofre for hjemmerøveri. Nu er en 21-årig mand fra Polen blevet anholdt på baggrund af et DNA-hit.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I 2015 var ældre, gangbesværede mennesker nemme ofre, da hjemmerøvere slog til mod tre adresser i Vissenbjerg, Vordingborg og Rødby. 

Det hele foregik mellem august og september, hvor røverne også udøvede tricktyverier mod flere ældre. 

Men nu er en 21-årig polsk mand blevet tiltalt for de tre hjemmerøverier samt for 22 tricktyverier over det meste af landet, mens en 26-årig polak i maj sidste år blev idømt 6 års fængsel for sin andel i Vissenbjerg-røveriet og en lang række tricktyverier.

Det skriver Ekstra Bladet. 

Opmærksomhed afledt

Gerningsmændene ville henvende sig til de ældre i deres hjem for at sælge nogle kort og samtidig spejdede efter værdier.

- Det er ældre, i vidt omfang gangbesværede mennesker, der blev opsøgt på deres bopæl. Ved tricktyverierne blev de ældres opmærksomhed afledt, imens de blev bestjålet, siger anklager, Stephanie Reby til Ekstra Bladet. 

- Ved hjemmerøverierne var fremgangsmåden den samme, altså at man henvender sig for at sælge kort, men herefter begår røveri mod de ældre for at få værdier.

DNA-match fik 21-årig anholdt

Ofrene ved hjemmerøverierne var henholdsvis 73, 82 og 94 år. De har alle skader efter røverierne - men ikke alvorlige.

Det var et DNA-match ved et hjemmerøveriet i Vissenbjerg, der gjorde, at den 21-årige mand blev anholdt. For manden sad nemlig allerede i fængsel i forbindelse med en sag hos Midt- og Vestsjællands Politi, hvor hans DNA var registreret. 

Sagen er samlet på Fyn, da det var under efterforskning i Fyns Politi, at der kom DNA og fingeraftryks-match på de to sager fra Sjælland.

Sagen skal køre som en nævningesag ved Retten i Odense i maj og juni 2017.


Nyhedsoverblik