DMI advarer: Drilske vejrforhold kan give skybrud flere steder

DMI har udsendt et skybrudsvarsel for hele regionen, fordi varmt vejr sydpå kan give flere skybrud.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er en meget drilsk situation, og derfor har vi også varslet for et stort område.

Sådan siger DMIs vagtchef, Jesper Eriksen, onsdag aften om vejret i Region Sjælland natten til og i løbet af torsdagen.

I første omgang truer et større uvejr nattefreden, når varm og fugtig luft skabt hos vore naboer mod syd driver op over Sjælland og øerne.

- Det er noget, der kommer nede fra det nordøstlige Tyskland og Polen, og lige nu ligger det et par hundrede kilometer fra Østersøen, så det skal bruge nogle timer på at komme herop, siger Jesper Eriksen, da TV ØST taler med ham onsdag aften klokken 20.

Op til 50 mm nedbør

Allerede tidligere onsdag udsendte DMI et skybrudsvarsel, der gælder hele landet, men især i Region Sjælland og hovedstadsområdet og på Bornholm er der risiko for intenst nedbør og skybrud.

Et varsel, der gælder fra klokken 02 natten til torsdag og strækker sig til fredag klokken 14. Over den 36 timer lange varslingsperiode kan der ifølge DMIs prognoser falde op mod 50 mm nedbør.

Men som Jesper Eriksen påpeger, gør de konkrete vejrforhold det meget svært at forudsige det endelige udfald.

Nye risici torsdag

Torsdag middag og eftermiddag er der igen mulighed for voldsomt vejr, når en ny "bølge" varmt, fugtig luft fra Polen bevæger sig op over Danmark.

- Igen i morgen kommer solopvarmningen til at danne noget nede over Polen, som bliver meget, meget kraftigt. Det driver ud over det kolde vand og kan så blive til en ny bølge torsdag, siger Jesper Eriksen.

DMI-vagtchefen nævner også, at det potentielt kan være et dårligt tegn, at det bevæger sig relativt langsomt. Langsomtbevægende systemer indebærer nemlig oftere skybrud. 

- Bevæger de sig hurtigere, spreder de typisk nedbøren over et større område.


Nyhedsoverblik