Disse tre sager kan afgøre valget i Stevns Kommune

Stevns Klint. Foto: TV ØST

Få overblikket over de vigtigste, politiske sager i Stevns Kommune lige her.

Kommunalvalget er i fuld gang, og inden længe skal du være med til at beslutte, hvem der bliver valgt ind i byrådet i Stevns Kommune.

TV ØST har samlet tre sager, der diskuteres højlydt og splitter politikerne.

Sagerne kan måske være med til at afgøre, hvor du skal sætte dit kryds på valgdagen den 21. november.

Disse tre sager kan afgøre valget

  • Stevns er en rodebutik. Venstre har været i opløsning det meste af valgperioden, og en intern magtkamp efter fredningssagen om Stevns Klint har kostet partiet flertallet i byrådet. Situationen lammede i perioder kommunen, og socialdemokraten Steen S. Hansen har fået en enestående chance for at blive borgmester. Men det bliver en valgkamp, der kommer til at handle meget om den siddende borgmester Mogens Haugaard Nielsen og listen Ny Stevns, som han oprettede efter at være blevet vraget af sine partikolleger i januar 2017.
     
  • Afstanden til ungdomsuddannelse er allerede et varmt tema. Flere elever fra Stevns Kommune er nemlig blevet afvist på Køge Gymnasium med den begrundelse, at de bor for langt væk fra gymnasiet. Det er en ny bekendtgørelse om optagelse på de gymnasiale uddannelser, der fanger eleverne i en problematik.
     
  • Stevns Klint er UNESCO verdensarv, og det trækker af turister til kommunen. Kommunen er med i et turistsamarbejde med VisitSydsjælland-Møn, som de fleste partier er glade for. K mener dog, at man skal satse mere på lokale aktører. Det tog dog Stevns Kommune mere end to år at godkende Fredningsnævnets forslag om fredningen af Stevns Klint. Men sagen spøger stadig på grund af stridigheder om placeringen af et nyt besøgscenter til over 100 millioner kroner i Boesdal.

Tip os Har du et godt tip?