Det vi har sammen

Disse tre sager kan afgøre valget i Odsherred Kommune

Rørvig Havn. Foto: TV ØST

Få overblikket over de vigtigste, politiske sager i Odsherred Kommune lige her.

Kommunalvalget er i fuld gang, og inden længe skal du være med til at beslutte, hvem der bliver valgt ind i byrådet i Odsherred Kommune.

TV ØST har samlet tre sager, der diskuteres højlydt og splitter politikerne.

Sagerne kan måske være med til at afgøre, hvor du skal sætte dit kryds på valgdagen den 21. november.

Disse tre sager kan afgøre valget

  • For tredje gang udfordrer Morten Egeskov (S) borgmester Thomas Adelskov (S). Det ligner en svær opgave set i forhold til sidste valg, hvor hver fjerde kryds blev sat ved Thomas Adelskovs navn. Men Morten Egeskov er klar til at tage kampen op. Det demonstrerede han i debatten om udvidelsen af medicinalvirksomheden Lundbeck i Lumsås, der har skabt strid om lokalplanen. Her fremlagde venstremanden sikkert kommunens argumenter overfor de berørte sommerhusejere. Det er på erhvervsområdet, at Morten Egeskov kan udfordre den siddende borgmester.
     
  • Striden om kommunens skolestruktur kommer til at fylde i valgdebatten. I stedet for lukninger af folkeskoler rundt omkring i den nordvestsjællandske kommune diskuterer byrådspolitikerne, om man skal have mere lokal ledelse og iværksætte en større decentralisering.
     
  • Livet i kommunens mindre bysamfund er på dagsordenen i valgkampen. Det sker efter den heftige debat om, hvorvidt der skulle opføres endnu en dagligvareforretning i Fårevejle Kirkeby. Venstre mente, det var en fordel for kommunen. Men økonomiudvalget vendte i marts tomlen nedad til byggeplanerne, og borgmester Thomas Adelskov forklarede, at kommunen skulle passe på sine bycentre og udvikle de muligheder.

Tip os Har du et godt tip?