Direktør for væksthus: Vedholdenhed er vigtig for iværksætteren

Bedre økonomi og en generelt større interesse for iværksætteri kan forklare stigningen i antallet af nye virksomheder. Men det kræver is i maven.

Flere og flere bliver iværksættere her i regionen. 

Ifølge tal fra Væksthus Sjælland er antallet af iværksættere steget 21 procent fra 2009 til 2016. Og spørger man direktør for Væksthus Sjælland, Mads Váczy Kragh, er der to ting, der gør sig gældende for stigningen.

- For det første har vi bedre konjunkturer. Det går bedre i Region Sjælland. Den anden ting er, at der generelt er større interesse for at starte egen virksomhed i Danmark. Der er en tendens til flere iværksættere. Og når det går bedre med økonomien, så kommer der også flere iværksættere, siger han. 

Ud og snak med kunderne og så vær opmærksom på, at ting tager tid

Mads Váczy Kragh, direktør for Væksthus Sjælland

Ikke alle overlever

Men det er ikke alle, der når i mål med deres projekt. Overlevelsesraten er nemlig på 55 procent her i regionen. 

- Der er noget naturligt i iværksætteri. Det er, at man er ude og tage en chance. Og så er der nogle, der finder ud af, at det gik ikke rigtig alligevel. Der er en del, der oplever, at man troede, man kunne sælge sit produkt, og så var der ikke nogen kunder, siger Mads Váczy Kragh.

- Så er der nogle, der finder ud af, at de ikke er dygtige nok til at drive forretning. Og endelig er der en gruppe, der finder ud af, at det civile liv på en offentlig eller privat arbejdsplads, det tiltaler mere.

Direktøren fortæller dog, at de 55 procent er tilfredsstillende.

- Vi ligger egentlig rimelig godt i Danmark - også i Region Sjælland i forhold til internationale sammenhænge. Så det er ikke noget, jeg er voldsomt bekymret for, siger Mads Váczy Kragh. 

Læs også Flere og flere bliver iværksættere: Vi vil være vores egne chefer

Gode råd fra direktøren

Går man med en lille iværksætterdrøm i maven, så er der nogle gode råd fra væksthusets direktør.

- Vi siger: Ud og snak med kunderne og så vær opmærksom på, at ting tager tid. Vedholdenhed er vigtig for iværksætteren. Så er man godt på vej, siger Mads Váczy Kragh. 

- Det bedste råd er i virkeligheden, at man skal være klar til at ofre noget ekstraordinært for at leve sin drøm ud. Så det her med at droppe bryllupsrejsen er i virkeligheden et godt bevis på, at man tror på sin ting, og man vil det. Mit bedste råd er: Ha' is i maven, når man starter op. Det går ikke altid så hurtigt, som man regner med. Og så vær vedholdende og snak med kunderne. Det er virkeligheden alfa omega. Den bedste information får du fra dem, der skal købe dine varer. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App