DF vil lade borgere stemme sig til mindre kommuner

Foto: Morten Spuhr - TV ØST

Indbyggere skal ved folkeafstemning kunne forlade storkommuner, mener DF's formand, Kristian Thulesen Dahl.

I storkommuner skal borgerne kunne stemme sig tilbage i mindre enheder, blot den ny kommune har mellem 30.000 og 50.000 indbyggere. Det skal ske ved lokale folkeafstemninger.

Det mener Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

- Når vi ønsker bindende folkeafstemninger, er det fordi, at vi skal tage borgernes udsagn alvorligt. Får man udskrevet en folkeafstemning, så skal man rette sig efter den, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Folkeafstemningen vil handle om, at man splitter kommunen op. Hvorfor skal man kun kunne træffe beslutninger, hvor det hele handler om, at noget bliver større? Hvorfor skal man ikke også kunne gå den modsatte vej? 

Skal ikke være en grænse

Før kommunalreformen foreslog Strukturkommissionen, at en kommune helst skulle have 30.000-50.000 indbyggere. Men 34 af 98 kommuner, især de jyske, har over 50.000 indbyggere, siger han til Kristeligt Dagblad.

Han nævner sin egen kommune, Vejle. Kommunen havde over 50.000 indbyggere, inden den opslugte flere mindre nabokommuner.

Dengang kunne myndighederne have sagt, at nabokommunerne undtagen Jelling, måtte gå sammen i en anden kommune, mener DF's formand.

- Så længe man overholder et fagligt forsvarligt niveau på 30.000-50.000 indbyggere, skal der ikke være en grænse for, hvad borgerne skal have lov at lave af folkeafstemninger, siger Kristian Thulesen Dahl.

Skal ikke tilbage til 271 kommuner

Regeringen er kommet DF i møde med et forslag, der anerkender bindende, lokale folkeafstemninger. Det er et "klart fremskridt", mener han.

Skeptikere frygter, at 98 kommuner igen bliver til 271 kommuner?

- Mit forslag betyder ikke, at vi vender tilbage til 271 kommuner, siger Kristian Thulesen Dahl.

Han afviser, at forslaget skyldes kommunalvalget. DF har i årevis foreslået bindende folkeafstemninger, siger han.

Kommunernes størrelse:

I vores sendeområde er antallet af indbyggere i kommunerne således pr. 1. januar 2017:
  • Næstved Kommune: 82.581 indbyggere
  • Slagelse Kommune: 78.828  indbyggere
  • Holbæk Kommune: 70.950  indbyggere
  • Guldborgsund Kommune: 61.257  indbyggere
  • Kalundborg Kommune: 48.736  indbyggere
  • Vordingborg Kommune: 46.037  indbyggere
  • Lolland Kommune: 42.285  indbyggere
  • Faxe Kommune: 35.916  indbyggere
  • Ringsted Kommune: 34.259  indbyggere
  • Odsherred Kommune: 33.023  indbyggere
  • Stevns Kommune: 22.492  indbyggere

Kilde: Økonomi- og Indenrigsministeriet

Tip os Har du et godt tip?