DF-lokalpolitikere vil standse udflytning af statslige arbejdspladser

Arkivfoto. Foto: TV ØST

Flere af DFs byrådsmedlemmer fra kommunerne omkring København mener, at partitoppen skal standse udflytningen af arbejdspladser fra hovedstaden.

Grænsen er nået.

Udflytningen af statslige arbejdspladser fra København skal standses, mener flere af Dansk Folkepartis byrådsmedlemmer fra kommunerne omkring København.

Det skriver DR Nyheder.

- Der er flyttet det, der skal flyttes. Der er flyttet nok nu. Der skal jo også være arbejdspladser tilbage til københavnerne. Nu stopper vi, siger Peter Hemmingsen (DF), der sidder i byrådet i Egedal Kommune.

Han bakkes op af andre byrådsmedlemmer fra Dansk Folkeparti.

Man river for mange familier midt over

Rene Langhorn (DF), Hvidovre Kommune

- Der er ikke behov for at flytte flere arbejdspladser. Jeg synes ikke, vi skal affolke flere herfra, siger Poul Rikardt Jørgensen (DF) fra Ishøj Kommune, der bakkes op af byrådsmedlem Rene Langhorn fra Hvidovre Kommune

- Nu synes jeg, vi skal stoppe. Nu skal der altså ikke ske mere, siger Rene Langhorn (DF).

6.000 statslige arbejdspladser fra København til provinsen

Siden folketingsvalget i 2015 har den borgerlige regering med støtte fra Dansk Folkeparti ad to omgange flyttet omkring 6.000 statslige arbejdspladser fra København til provinsen.

Læs også 667 nye arbejdspladser: Her får du overblikket over udflytningen

De to udflytningsrunder støtter de byrådsmedlemmer, som DR Nyheder har talt med, men nu er grænsen nået, mener de.

- Set fra mit synspunkt i Nordsjælland, så er vi ved at nå det punkt, hvor det er nok, siger Carsten Svensson, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Furesø Kommune.

Så hvad er din opfordring til din partiledelse?

- At det ser fornuftigt ud nu. Men vi skal ikke presse citronen mere, end den allerede er blevet presset, siger Carsten Svensson.

Vi har en forpligtelse til at se på landet som en helhed

Søren Espersen (DF), næstformand og medlem af Dansk Folkepartis ledelse 

De store udflytningsrunder har haft store omkostninger for de medarbejdere, som har set deres arbejde flytte vestpå, mener flere af byrådsmedlemmerne fra Dansk Folkeparti.

- Det går jo hårdt ud over de medarbejdere, som skal tage stilling til, om de vil flytte med eller finde nyt job. Det skal man først og fremmest tage hensyn til. Så jeg forestiller mig, at man lige klapper hesten, siger Lars Thelander Bostrøm (DF), viceborgmester i Frederikssund Kommune.

Ifølge Rene Langhorn (DF) fra byrådet i Hvidovre Kommune går udflytninger alt for meget ud over familierne.

- Man river for mange familier midt over, siger han.

Samme bekymringer kommer fra Poul Rikardt Jørgensen i Ishøj Kommune

- Det har jo givet problemer for mange familier. Det kan jeg jo ikke lide som familiemenneske, siger han.

Flere af de kritiske lokalpolitikere mener også, at partiet har bidraget til at skabe en negativ tone over for hovedstaden i udflytningsdebatten.

Espersen: Sørger for at bringe Danmark i balance

Næstformand og medlem af Dansk Folkepartis ledelse Søren Espersen har forståelse får byrådsmedlemmernes skepsis, men fastholder, at partiets udflytningskurs ikke står til at ændre.

- Vi har en forpligtelse til at se på landet som en helhed, og det vil sige, at vi så vidt muligt skal sørge for at bringe Danmark i balance, siger Søren Espersen.

Der er ingen, der elsker København mere, end vi gør

Søren Espersen (DF), næstformand og medlem af Dansk Folkepartis ledelse 

Mener du, at der er mere, der kan flyttes ud?

- Det mener jeg bestemt, der er. Vi skal have en god snak med regeringen omkring det, men det er klart, at der er mange andre ting, der eventuelt kan flyttes ud.

Læs også Rigsrevisionen: Udflytning af statslige arbejdspladser virker

Et af byrådsmedlemmerne beskriver det som en form for landskamp mellem hovedstaden og resten af landet. Hvorfor skal det være sådan?

- Prøv lige at høre her. Jeg synes, det er vildt overdrevet. Der er ingen, der elsker København mere, end vi gør. København er vores hovedstad, og vi skal være rigtig stolte af den, siger Søren Espersen.

Ifølge den seneste opgørelse er 2.738 ud af de knap 3.900 arbejdspladser fra regeringens første udflytningsrunde flyttet ind i byer rundt om i landet.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App