DF-kandidat i stormvejr efter islamkritiske opslag: Hvad må man, før det er strafbart?

Paw Pedersen (DF) er endt i et stormvejr, efter han har delt islamkritiske opslag i en lukket gruppe på Facebook. Men hvad kan man egentlig tillade sig, før det er strafbart? Foto: Arkivfoto

Spidskandidaten fra DF i Odsherred er kommet i stormvejr efter islamkritiske opslag. Men hvad kan man tillade sig, før det er strafbart?

"Det lyder hårdt, men det er et faktum, at de store befolkningsgrupper i de arabiske lande slet ikke er udviklet nok til at kunne integreres i Europa (Danmark)".

Sådan skriver Dansk Folkepartis spidskandidat i Odsherred Kommune, Paw Pedersen, i en lukket gruppe på Facebook. Det viser dokumenter, som Nordvestnyt er i besiddelse i.

Paw Pedersen var tidligere administrator af siden ”Danskere, der vil bevare Danmark”, som han stiftede, fordi han ville oprette en gruppe, der var tryghedsskabende. Gruppen har i dag 1.300 medlemmer.

Her skriver han blandt andet også, at "Nazismen kom snigende i 30’erne og i 40’erne. Det var tæt på, at de fik verdensherredømmet. Heldigvis var der allierede, modstandsfolk og ikke mindst russere, som gik i krig for at redde Europa og Danmark".

Nu hedder det islamisme, og de har været smartere, end Hitler var … De har infiltreret alle nationer, og de får verdensherredømmet!

Truende, forhånende, nedværdigende

Man må ikke sige noget truende, forhånende eller nedværdigende om nogle bestemte befolkningsgrupper

Trine Baumbach, strafferetsekspert

Men hvad kan man egentlig tillade sig at skrive, før det bliver strafbart?

Strafferetsekspert ved Københavns Universitet, Trine Baumbach, udtaler sig ikke om den konkrete sag, men forklarer, at det skal være velbegrundet, hvis man gør indskrænkninger i ytringsfriheden.

- Men det forhold, at der er ytringsfrihed, er ikke det samme som, at alt er tilladt. Det er valgt - ikke bare i Danmark, men også internationalt - at racistiske udsagn ikke er tilladt, siger hun.

- Vi har i Danmark straffebestemmelsen §266 linje b, som kriminaliserer racistiske udtalelser. For at noget kan være racistisk, så skal det være af en vis grovhed. Man må ikke sige noget truende, forhånende eller nedværdigende om nogle bestemte befolkningsgrupper på baggrund af deres racer, tro, etnisk oprindelser eller seksuel orientering.

Læs også DFs spidskandidat opfordrede til selvtægt: - Vi må oprette et tæskehold på 1.000 mand

Drop sammenligninger eller generaliseringer

Trine Baumbach nævner, at det i politiske debatter for eksempel er ganske lovligt at have holdninger til udlændinge, asylansøgere, indvandrere og så videre.

- Så det er altså ikke det samme som, at man slet ikke må sige noget om de her grupper. Det, man ikke må, er at begrunde noget. For eksempel ”jeg synes ikke, at vi skal lukke flere flygtninge ind fra det her område, fordi de er” … og så noget truende, forhånende eller nedværdigende, siger Trine Baumbach.

- Det, som vi ser i praksis, er typisk, når nogle sammenligner for eksempel muslimer med dyr eller alvorlige sygdomme. Det er ulovligt. Og det synes jeg også, man kan sige sig selv, at det er truende, forhånende eller nedværdigende. For hvem gider at blive sammenlignet med det?

Samtidig må man heller ikke generalisere.

-  Man må ikke sige, at alle fra den og den befolkningsgruppe er terrorister. Man må godt sige, hvis det er rigtigt, at en gruppe er overrepræsenteret, men man må ikke komme med generaliseringer. Det siger også lidt sig selv. For det første er det ikke rigtigt, og for det andet er det nedværdigende at blive kaldt for eksempel en terrorist, siger Trine Baumbach.

Så sammenligninger eller unødige generaliseringer er forbudt. Og det er her, vi har de fleste sager.

Men, der er bare et stort men: For hvad er så en lukket gruppe? 

Trine Baumbach, strafferetsekspert

Offentlig versus lukket Facebook-gruppe

Trine Baumbach forklarer, at det bliver ulovligt så snart, man udtaler sig racistisk i det offentlige rum. Og det er de samme regler, der gælder på internettet som i den fysiske verden.

- Hvad nu hvis det foregår i en lukket gruppe, hvad gælder så? Som udgangspunkt, fordi der er et krav om offentlighed, så er det ikke omfattet af paragraffen, hvis det foregår i en lukket gruppe, siger Trine Baumbach.

- Men, der er bare et stort men: For hvad er så en lukket gruppe? Der findes jo folk i en lukket gruppe, som har 1.000 venner. Det anser man i reglen ikke som en lukket gruppe, fordi den kreds af mennesker er så stor, at den ikke er lukket.

Hvor mange, der skal være medlem af en gruppe, før den er stor nok til at kalde en offentlig gruppe, kan Trine Baumbach ikke sætte tal på.

Der er en forældelsesfrist på op til fem år i sager om racistiske kommentarer.

Et tæskehold på 1.000 mand

Vi må oprette et tæskehold på 1.000 mand, der kan rykke ud og holde orden … så vi kan være i sikkerhed.

Sådan skriver Paw Pedersen også i en lukket Facebook-gruppe.

Men må man godt opfordre til selvtægt i form af et tæskehold? Igen skal vi understrege, at Trine Baumbach ikke udtaler sig om den konkrete sag.

- Det kommer an på, hvordan ens opfordring er og i hvilken kontekst, siger Trine Baumbach.

- Det kan være en direkte opfordring til vold, og derved hvis nogen danner et tæskehold og går ud over tæver nogen, så kan man blive dømt for medvirken til vold. Det kræver, at opfordringen er så konkret, så man kan sige, at det var en opfordring til lige præcis det, der skete.

- Men hvis det er lidt bredere, så det er en opfordring til en forbrydelse, så har vi en paragraf 136, som siger, at den, der ikke kan dømmes for medvirken til vold og offentligt tilskynder til forbrydelse, straffes med bøde eller fængsel på fire år, siger Trine Baumbach og fortsætter:

- Der har vi nogle domme, hvor nogle har sagt, at en minister burde bombes, hvor man ikke har anset det som konkret nok til at kunne blive dømt for forsøg til medvirken, men hvor man har anset det for at overtræde de grænser, der gælder i et samfund. Så det er strafbart. 

Tip os Har du et godt tip?