Mandag fortalte MHI Vestas, at de skal ud og ansætte omkring 400 nye medarbejdere på deres vindmøllefabrikker i Nakskov og Lindø på Fyn.
Og det er ikke gået borgernes næse forbi.
På de to dage, der er gået, siden nyheden kom ud, har HR-afdelingen i MHI Vestas modtaget over 100 jobansøgninger. 65 af dem er rettet mod Nakskov, hvor der skal hyres godt 270 nye medarbejdere.
Der er folk, som næsten ikke kan lave andet end at besvare opkald lige for tiden
Det fortæller Stewart Mullin, der er kommunikationsdirektør i MHI Vestas, til TV ØST.
- Samtidig har vi også fået så mange opkald på telefonen, at der er folk, som næsten ikke kan lave andet end at besvare dem. Det vælter også ind med spørgsmål på vores sociale medier, især LinkedIn, siger han.
Opbakning i lokalsamfundet
Og det kommer faktisk lidt bag på den store vindmøllevirksomhed, at så mange mennesker allerede har sendt en ansøgning.
- Vi havde håbet på det, især fordi det er en kanon ting for lokalområdet på for eksempel Lolland-Falster. Men vi havde troet, at vi skulle have gang i en længere kampagne for at få skub i det. Vi er virkelig glade, siger Stewart Mullin.
Generelt har MHI Vestas fået stor opbakning til deres udvidelse af produktionen i lokalområdet omkring Nakskov og Lindø.
- Det er også almindelige borgere, som ikke lige har tænkt sig at søge jobbene, der er glade. De er glade, fordi flere job sætter gang i noget i samfundet. Det betyder meget for os med så stor opbakning, siger Stewart Mullin.
HR-afdelingen i MHI Vestas skal nu i gang med at læse ansøgningerne og kalde de egnede til samtale. Der er i øjeblikket ingen tidshorisont for, hvornår det vil ske.