Sound on/off

HISTORISKE MORD

Det mystiske dødsfald, som aldrig opklares: Endte sexdrama som uopklaret mord?

Et femkantsdrama udspillede sig i 1950 på Lolland. Sagen kom til offentlighedens lys, da den 45-årige Einer August Wolsing forsvandt.

Siden blev hans forsvinden forbundet med et jalousidrama, der måske endte med drab. Det hele kulminerede med et justitsmord, der aldrig er blevet anerkendt af folkeopinionen på Lolland.

Sound on/off

En død mand i en kanal

Einar Wolsing havde været væk i næsten to uger, da han blev fundet død i en kanal.

Liget lå på bredden af kanalen, halvt indsvøbt i et klæde. Det var helt oppustet og stærkt nedbrudt efter at have ligget i snart to uger i det plumrede, sommervarme vand.

Fru Rasmussen stod et øjeblik og kiggede på liget - så gik hun resolut indendørs, og ringede direkte til den lokale politimester: Hun havde fundet liget af den eftersøgte Einer August Wolsing.

Det var lørdag den 3. juni 1950 - og det var tørvejr. Maj var startet tørt - men slutningen af måneden havde givet meget regn, og sommeren endte med at være en af de mest regnfulde, man indtil da havde oplevet. Skulle man sikre sig hvide asparges, så skulle de stikkes, og skulle det ske i tørvejr, så skulle det være nu. Derfor var Fru Rasmussen gået i haven. Hun boede med sin mand ved pumpestationen i Kramnitse. Han var pumpemester på den store pumpestation. Den er i dag erstattet af en anden, men havde dengang som nu til opgave at afvande det store netværk af kanaler på den sydlige del af Lolland.

Da politiet og et hold Falckreddere ankom til stedet, kunne de konstatere, at liget lå halvt oppe på bredden af kanalen, få meter fra den store rist, der beskyttede de store maskiner i pumpestationen mod flydende vraggods. Liget var endt der i løbet af natten. Fredag havde pumpemesteren tjekket risten, og havde ikke set noget.

Falcks reddere havde stort besvær med at få liget bjærget – det var vanskeligt at arbejde på de stejle og mudrede skrænter i kanalen. Ligets nedbrudte tilstand gjorde heller ikke arbejdet lettere. Med stort besvær lykkedes det. Allerede på stien langs kanalen kunne en tilkaldt læge konstatere, at manden var død og havde været det længe. Han fandt samtidig beviser på, at der var tale om de jordiske rester af Einer August Wolsing.

En bårevogn bragte den afdøde til et kølerum på Nakskov Sygehus - og imens arbejdede efterforskere fra Rigspolitiets Rejsehold sammen med det lokale politi på stedet med at afhøre familien Rasmussen og lede efter spor i området.

Eftersøgt gennem to uger

Einer August Wolsing havde været væk i næsten to uger. Massive styrker fra hæren og Civilforsvaret havde været indsat i storstilede eftersøgninger på den forsvundne mand. Flåden havde ledt med helikopter, og lokale havde været ude at lede med hunde.

Dagen før, at man fandt den døde mand, havde politiet desuden foretaget husundersøgelser og endevendt haver hos personer, der var mistænkt for at have noget at gøre med Wolsings forsvinden.

Sagen blev fulgt intensivt af både de lokale aviser og af den landsdækkende presse, og hvert nyt efterforskningsskridt blev dækket flittigt. Ud over mystikken i sagen, så pegede meget nemlig på, at et jalousidrama kunne ligge til grund for mandens forsvinden.

At Einer August Wolsing var fundet netop i denne kanal gav god mening. Der var tale om en hovedkanal, der samler vandet fra flere store kanaler på det sydvestlige Lolland. Pumpen fjernede dagligt store mængder vand fra kanalen.

Derfor havde familien på forhånd galgenhumoristisk talt om muligheden for, at det ville være dem, der fandt den forsvundne mand.

I lommerne på den døde lå blandt andet hans tegnebog med mere end 900 kroner i kontanter - det var rigtig mange penge på den tid. Desuden havde han et ur på sig. Det viste 04:11. Var det dødstidspunktet på den nat, hvor han forsvandt, betød det, at der var adskillige timer, som man ikke kunne redegøre for.

Sound on/off

Den eksemplariske medhjælper

Det var første gang nogensinde, at Einar Wolsing ikke mødte til tiden på sit arbejde.

Einer August Wolsing var 45 år, da han forsvandt.

Siden han var 18 år havde han boet og tjent på sine onklers gård, Birkemosegård, der ligger mellem Holeby og Maribo.

Han var ikke nogen ung mand mere. Håret var vigende, og rynkerne begyndte at melde sig i ansigtet. Det var en mand, der var tæt bygget – og han var meget muskuløs som følge af det hårde, fysiske arbejde på gården.

Han var ugift, men havde ladet familien forstå, at han ikke manglede noget, og absolut ikke ønskede at indgå ægteskab med nogen.

Einer August Wolsing var kendt for at være slidsom, punktlig og omhyggelig – både i sit arbejde og i alt andet. Han var mådeholden og pålidelig. Derfor vakte det bekymring, da han lørdag den 20. maj om morgenen ikke mødte op på job. Det var første dag, siden han var startet på gården som 18-årig, at han ikke var mødt som aftalt.

I hans soveværelse på gården lå hans arbejdstøj parat, og støvlerne var foret med halm - lige til at stikke i. Samtidig manglede hans pæne tøj: En mørk jakke, en hvid skjorte og slips.

Einer August Wolsing havde været afsted dagen før sin forsvinden med de penge, som han skulle betale i skat på kommunekontoret i Holeby – men han var aldrig igen kommet hjem til gården.

Efter opkald til resten af familien og nogle timers søgen blev Einer August Wolsing lørdag formiddag meldt savnet hos politiet.

Sound on/off

Massiv eftersøgning

Allerede samme dag, hvor han ikke dukkede op på arbejde, blev han efterlyst i landsdækkende radio.

I starten tog ordensmagten Einer August Wolsings forsvinden ret roligt. Det var hverken første eller sidste gang, at nogen blev væk fredag aften, og ikke dukkede op igen lørdag morgen som aftalt. Det var årtier før mobiltelefonerne - og der kunne være mange forklaringer på, hvorfor man ikke havde hørt noget. Årsager som beruselse, et erotisk eventyr og måske sygdom kunne ikke udelukkes som forklaring, medhjælperens pålidelighed og historie til trods.

Bekymringen bredte sig dog, og allerede i de første dage begyndte den lokale presse at skrive om den mærkelige forsvinden.

Proceduren var, at politiet skulle tilkalde forstærkninger fra Rigspolitiets rejsehold, men man valgte til at starte med at se sagen som en almindelig forsvinden. Politiet og familien søgte i området med hunde. Samtidig besluttede politiet at afhøre de personer, som Einer Wolsing havde været sammen med i dagene op til sin forsvinden.

Ud over familie og kolleger drejede det sig om nogle venner, som han spillede bridge med.

Disse venner var ægteparret Anna og Oluf Jørgensen fra Holeby, samt en landmand ved navn Charles Clausen.

Selvom politiet tog situationen med relativ ro, så valgte man dog allerede på dagen for hans forsvinding at efterlyse ham i Pressens Radioavis i udsendelsen klokken 18.00. I tiden før TV var det regnet som en meget vigtig nyhedsudsendelse.

 

Sound on/off

Den sidste tur i biografen

Tre ud af fire ved bridgebordet ville i biografen. Og de tog pænt tøj på, før de tog afsted.

Einar Wolsing havde ikke en stor bekendtskabskreds, men var en nær ven af ægteparret Anna og Oluf Jørgensen. Her spillede de ofte bridge med Charles Clausen, der ligeledes var en god ven af ægteparret Jørgensen.

Der var en professionel relation mellem  Charles Clausen og Anna Jørgensen. Anna Jørgensen arbejdede som medhjælper på gården hos Clausen. Efter hans kone var død året forinden, havde hun nærmest fået rolle af en husholderske.

Dagen før Wolsings forsvinden fredag havde de alle fire sammen været i Cirkus Benneweis, og var efterfølgende taget hjem for at spille kort.

Her havde de aftalt dagen efter at tage i biografen for at se det danske kærlighedsdrama, “Barken Margrethe af Danmark” fra 1934 med Karin Nellemose i en hovedrolle. I filmen får en rivalisering om en skibsreders datter dramatiske konsekvenser i et spil om liv og død.

Charles havde ikke haft lyst til at tage med i biografen om fredagen, men de øvrige tre spillere ved bridgebordet tog afsted.

Derfor var Anna gået lidt tidligere end normalt fra arbejdet hos Charles Clausen for at blive klar til biografturen.

Også Einar Wolsing afsluttede arbejdet tidligt, før han skulle i biografen. Kollegerne på Birkemosegård oplevede, at han havde været lidt ved siden af sig selv, før han skulle afsted. Han havde blandt andet skiftet tøj to gange, før han var taget afsted på sin cykel.

Efter filmen var trioen gået hjem for at drikke kakao og en øl mere, end den de havde drukket før filmen. Da klokken passerede 23 om aftenen, forlod Einar Wolsing selskabet, fordi han “ville se dyner”.

Det blev sidste gang, at nogen med sikkerhed så ham i live.

Sound on/off

Obduktionen

Einar Wolsing var druknet - og bagefter flydt flere kilometer med strømmen.

Lægerne på Nakskov Sygehus var i første omgang ikke i tvivl.

Undersøgelser af lungerne viste med sikkerhed, at Einar Wolsing var druknet. Der var spor af kanal-vand helt ud i alveolerne, de alleryderste dele af lungerne.

Der kunne ikke ses nogen tegn på vold på Einar Wolsings døde krop. Og det faktum, at han blev fundet med både penge og smøger på sig, synes at udelukke et røveri eller et rovmord - noget som familien ellers mistænkte, fordi han havde så mange penge på sig.

At han lå i vandet kunne lige så godt skyldes et uheld - eller måske et selvmord. Man formodede, at Einar Wolsings bror tidligere havde taget sit liv med sovepiller. Depression og tungsind kunne altså være noget, der lå til familien.

Den nedbrudte krop gjorde dog den ydre inspektion usikker. Liget havde ligget længe i varmen, og kroppen var i meget dårlig forfatning. Også tøjet var begyndt at gå i stykker. Eksempelvis kunne lommen ikke holde til vægten af hans fyldepen, der var forsvundet.

Kort efter fandt man Einar Wolsings cykel ved den bro, der fører vejen Langelinje over Rødby Kanal, ikke langt fra Kramnitse. Politiet konkluderede derfor, at det var her, at han var druknet. Herefter var hans krop flydt med strømmen de 3,5 kilometer til pumpestationen.

Obduktionen blev foretaget af en tilkaldt ekspert fra Retsmedicinsk Institut i København, og det lokale politi blev hjulpet af trænede drabsefterforskere fra Rigspolitiets Rejsehold. De var kommet en hel uge tidligere, da pressen for alvor begyndte at stille kritiske spørgsmål om Einar Wolsings forsvinden.

Sound on/off

En kvinde med varmt blod

Om hvordan elskerinden skiftede én mand ud med en anden.

Charles Clausen råber i vrede og kaster en træsko i frustration. Han er helt ude af sig selv, og truer i arrigskab sin svigerfamilie med en le, som han svinger i luften.

Han var netop blevet taget på fersk gerning af svigerfamilien i at kysse og lidenskabeligt kramme en anden kvinde end sin hustru Caroline.

Vi er i efteråret 1948 i en lade på statshusmand Clausens gård.

Alle så chokerede på Charles - men ingen lettede presset eller lod sig skræmme.

Kort efter kølede han af, og både han og den 45-årige elskerinde Anna Jørgensen skrev under på en erklæring, hvor Charles erkendte at have været sin kone utro.

Det var et papir, der ville kunne bruges i en eventuel skilsmisse-sag, og som ville stille Caroline bedre, hvis sagen ikke gik let.

Dermed havde man nået en hidtidig kulmination på en affære, som havde stået på i flere år, og som var en dårligt skjult hemmelighed i lokalområdet: Anna Jørgensens relation til Charles Clausen var mere end blot professionel: De var elskere, selvom de begge havde været gift til anden side i en årrække. Deres forhold var indledt i 1944.

Snuppede elskere på fersk gerning

Charles Clausens kone Caroline Clausen var stærkt handicappet af gigt, og havde et svagt helbred. Hun havde dog øjne i hovedet, og var alvorligt træt af det erotiske forhold mellem hendes mand og Anna. Sammen med sin familie havde hun derfor planlagt at overraske de to sammen og sætte en stopper for udskejelserne.

Det var dog ikke enden på problemerne for Charles: Anna havde nemlig efter ydmygelsen med utroskabs-dokumentet besluttet at lade nok være nok. Forholdet var ikke sjovt længere, og hun besluttede at slå op. Da hun gav ham den besked, græd han, fortalte Anna Jørgensen senere i retten.

Anna var dog en kvinde med varmt blod - sådan sagde man i samtiden. Hun havde siden kastet sin kærlighed på Einer August Wolsing, der var 10 år yngre end Charles Clausen. Hun forsøgte at forføre ham, da han på et tidspunkt ville følge hende hjem på cykel. Her holdt de pause i en lille skov. I skoven gjorde hun tilnærmelser, der ikke kunne misforståes. Han afviste hende dog, og hændelsen i skoven endte ikke med sex - faktisk lykkedes det, trods flere forsøg, aldrig at forføre ham, sagde hun i retten.

Det må næsten have sat sig spor i deres forhold, at et så direkte forsøg på at få elskov var endt med afvisning. Einar gjorde dog tilsyneladende ikke mere ud af sagen. Han fortsatte med at komme hjemme ved Familien Jørgensen - og han sagde ikke noget til Oluf om hændelsen.

Oluf forklarede i hvert fald senere i retten, at han ikke kendte sin kones forhold til Charles eller hendes forsøg på at lokke Einar til sex. Sigende for sagen er det også, at oplysningen om hændelsen i skoven i første omgang ikke kom fra Anna - men fra Charles Clausen, der for en gangs skyld selv fortalte politiet noget.

Afhørt dag after dag

Politiet afhørte efter Einars forsvinden ivrigt både Anna, Oluf og Charles intensivt gennem daglange forhør - og det intime forhold mellem Anna og Charles stod hurtigt klart, ligesom hendes tilnærmelser til Einar også kom frem.

Sådan efterforskede politiet

Rigspolitiets Rejsehold var blevet tilkaldt til eftersøgningen. Med sig havde det et større korps af trænede politihunde.
Det fortæller Bent Isager-Nielsen, tidligere leder af Rejseholdet.
- Man fandt hurtigt ud af, at der lå mange hemmeligheder gemt i sagen. Derfor efterforskede politiet sagen med hjælp af en "vifteefterforskning". Det vil sige en åben efterforskning, hvor man efterforsker i mange forskellige retninger på en gang, siger han.

Alle måtte nøje redegøre for deres handlinger i dagene op til og efter Einars forsvinden.

Politiet hæftede sig ved, at Charles havde meget lidt lyst til at samarbejde med politiet om sagen. Han svarede godt nok på spørgsmål - men kun tvungent, og han gav ingen informationer fra sig af egen kraft. Eksempelvis var det Anna og familien til Caroline Clausen, der måtte fortælle om utroskabs-erklæringen.

Det nærede rygterne i lokalsamfundet. Rygter, der fik ekstra næring af en frygtelig hændelse: Charles’ kone var pludselig fundet druknet i sit badekar.

Sound on/off

En helt anden tid

Femkantsdramaet skabte sensation, fordi sex udenfor ægteskabet var totalt uhørt.

At sagen vakte så megen opmærksomhed skyldes, at den kredsede omkring et af de allerstørste tabuer i samtiden - nemlig forelskelser og sex udenfor ægteskabet.

Man hyldede kernefamilien, og kæmpede imod alle anslag imod den. Blot det, at en enkemand giftede sig igen, kunne skabe snak i de små samfund. Utroskab og seksuelle eksperimenter kunne udløse voldsom fordømmelse. Selvfølgelig var det relativt almindeligt, som i alle tider - men det skulle foregå diskret. Samtidig var det svært at holde skjult: Prævention var kondomer, og de kunne kun købes af mænd hos byens lokale barberer.

Sex udenfor ægteskabet var frem til 1866 strafbart - og værst for kvinden. Fik hun barn udenfor ægteskabet, så skulle hun frem til 1751 piskes offentligt, bundet til en kag på galgebakken. Frem til 1866 kunne det udløse op til otte års fængsel, hvis man fik børn udenfor ægteskabet. Dernæst skiftede opfattelsen af forbrydelsen dog - og man opfattede mere sex uden for ægteskabet som en karakterbrist og måske et tegn på sindssyge. Derefter blev sanktionerne nu tidsubestemte og flyttet over i hospitalsvæsenet.

Helt frem til 1961 blev kvinder, der blev opfattet som “seksuelt løsagtige” og “moralsk defekte”, anbragt på kvindehjemmet på Sprogø midt i Storebælt. Herfra var den eneste vej ud ofte en sterilisation. Det samme gjaldt “løsagtige” mænd, der blev anbragt på Læsø.

Forsøg på forførelse var skærpende

Alene det, at Anna offentligt indrømmede  - tvunget af omstændighederne eller ej - at hun ville forføre en anden mand end sin egen, var voldsomt opsigtsvækkende. At hun havde gjort det flere gange var en sensation, der faktisk kunne bringe hende i fare for at ende på Sprogø.

Det er i det lys, at man skal se rettens beslutning om at foretage afhøringen af Anna Jørgensen i retten bag lukkede døre - det vil sige uden adgang for journalister og tilskuere. Det var simpelthen et spørgsmål om at forsvare hendes ære i en tid med et meget skrapt moral-kodeks.

Det var en særlig skærpende omstændighed, at man tog initiativ til “seksuel løsagtighed”. Man mente, at det “moralske forfald” på denne måde kunne smitte, og det skabte problemer for mange mænd og kvinder, hvis sexliv lå udenfor den almindeligt accepterede norm.

Anna Jørgensen blev dog reddet af, at hun var i et ægteskab, som ikke var truet. Oluf Jørgensen var nemlig ikke indstillet på en skilsmisse.

Netop det faktum gjorde sagen endnu mere interessant på den lokale rygtebørs: Hvad vidste manden egentlig, og hvorfor var han ikke sur på sin hustru over sagen? Var Einar Jørgensen i virkeligheden mere en “husven” af parret end en bridgeven? Var forholdet det, vi i dag kalder et åbent forhold? Og hvad var der egentlig foregået til de fire personers bridgeaftener? Sladderen på egnen ville ingen ende tage.

I retten slap Oluf dog med at sige, at han intet havde kendt til konens utroskab. Trods intensive afhøringer hos politiet og pressens omtale af sagen lød han i vidneskranken ifølge samtidige retsreportager overrasket over oplysningen om konens utroskab.

Sound on/off

Tårnhøj promille og en skramlet cykel

Einer Wolsing havde en promille i blodet, der var så høj, at han umuligt selv kunne have cyklet ud til kanalen. Nogen må have hjulpet ham.

En analyse af blodet i Einar Wolsings døde krop vendte i efteråret 1950 op og ned på sagen, og stoppede snakken om selvmord.

Analysen kom senere end den oprindelige obduktion, og viste overraskende, at han havde haft en alkoholpromille på op til 3,0 i blodet, da han forsvandt.

Det var overraskende, da han ikke normalt drak sig fuld - og da han jo kun havde drukket et par øl, da han forlod Anna og Oluf i biografen i Holeby aftenen før sin forsvinden.

At få så høj en promille i blodet kan ikke forklares med øl, der har for lav en alkoholprocent. For at komme så højt op skal man have drukket spiritus - og det var ikke let at få i 1950, hvor spiritus stadig var underlagt streng rationering.

Samtidig væltede den høje alkoholpromille også politiets teorier om hvordan Einar kunne være kommet ud til Langelinjebroen på cykel - selvom man havde fundet hans cykelpumpe liggende på vejen på vej derud.

Einar Wolsings rute om natten var på mindst 11 og nok nærmere 12,5 kilometer af uoplyste markveje. Foto: Montage på baggrund af kort fra Google Maps

Fra biografen i Holeby til Langelinjebroen var der mindst 11 kilometer at cykle langs de små, uoplyste markveje på Lolland. Det var en fuldstændig urealistisk distance at kunne cykle med en promille på op mod 3,0 i blodet. Med så høj en promille er udfordringen at kunne stå på benene - og man er forlængst ude over den fase, hvor man selv kan tænke klart eller styre sin blære. Er man ikke hærdet alkoholiker, så svæver man på grænsen af bevidstløshed.

Nogen havde altså hjulpet den døddrukne Einar ud til broen, lød konklusionen fra politiets efterforskere. En teori, der blev understøttet af en række skrammer på cyklen. Langs skrammerne kunne ses spor af mørk lak fra en bil.

Pegede på Charles

Teorien var meget belastende for Charles Clausen. Biler var ikke almindelige på denne tid - men han havde en mørk bil i den rigtige farve, der i tiden efter Einars forsvinden var blevet ommalet bagpå for at komme af med nogle skrammer.

Han havde samtidig et større lager af spiritus i sit hjem - omkring 150 flasker. Denne opdagelse fik politiet til at handle resolut. De hyrede en blikkenslager til at lodde Einar Wolsings forseglede kiste op. I de sidste timer før begravelsen sikrede man nu hans fingeraftryk - de matchede aftryk på en række af flaskerne hos Charles.

Var Einar taget hjem til Charles, var blevet drukket godt og grundigt under bordet - og dernæst blevet kørt til Langelinjebroen og hjulpet i vandet af Charles?

Døden var ifølge denne teori indtrådt klokken 4:11 - tidspunktet, hvor Einars ur var stoppet. Flere ting kunne underbygge denne teori: Vidner havde set en mørk bil med slukkede lygter køre i området sent om aftenen med en cykel bagpå. Anna Jørgensen kunne forklare, at der dagen efter Einar Wolsings forsvinden i maj havde været mere opvask end normalt i Charles hjem. Samtidig forklarede et vidne, at han i Holeby havde hørt en mand spørge: “Er det dig, Einar”, da han passerede en have i byen. Han mente bestemt, at det var Charles, der havde spurgt - omend han i den senere retssag ikke turde sværge på det.

Mistanken var nu så massiv mod Charles, at han blev arresteret og varetægtsfængslet.

Politiet fandt samtidig en række tekniske spor på Charles bil, ud over den ommalede bagside. Det var en række mærker på nogle træpæle, som Charles kunne sætte bagpå bilen, så den kunne bære et større læs, end den egentlig var bygget til. Netop disse mærker var helt centrale i de efterfølgende retssager.

Politiet anså dog nu sagen for opklaret. Einar var blevet sat i en fælde af Charles, der syg af jalousi havde valgt at skaffe sin rival af vejen.

Sound on/off

Endnu et dødsfald undersøges

Mystiske omstændigheder ved Caroline Clausens død førte nu til en obduktion - et år efter hendes død.

Det var endnu nat, da kraftige projektører den 27. september 1950 klokken 04.00 blev tændt på Holeby Kirkegård.

Flere arbejdshold fra Falck startede nu det makabre arbejde med at genåbne en grav, der havde været forseglet i mere end et år.

Kisten blev åbnet, og det afsjælede legeme af Charles Clausens kone Caroline blev kørt til retsmedicinsk undersøgelse på Nakskov Sygehus.

Her blev flere organer fjernet fra den afdøde, ligesom jorden omkring liget blev undersøgt for en lang række giftstoffer.

Caroline Clausen var død i 1949 - ikke længe efter svigerfamiliens konfrontation af ægtemanden og Anna.

Gift i kroppen - men ikke nok

Charles Clausen havde fundet Caroline død i badekarret, da han kom hjem. Han løb straks ind til naboen for at få hjælp til at få hende op af vandet - og det var noget, der førte til megen snak i lokalsamfundet. Hvorfor havde han ikke startet med at hive proppen op af karret? Så havde han måske kunne starte livreddende førstehjælp hurtigere?

Caroline tog af og til varme bade for at lindre sine gigt-smerter - men hun kunne dårligt komme op i badekarret ved egen hjælp. Havde Charles i virkeligheden været hjemme, da hun var druknet - og var hun måske blevet forgiftet? Det var et af de spørgsmål, som obduktionen skulle svare på.

Da hun druknede blev der dog ikke stillet mange spørgsmål til dødsfaldet. Hun var i forvejen kendt som en kvinde med et skrøbeligt helbred, og på dødsattesten stod, at hun var død af drukning som følge af et ildebefindende i badekarret.

Efter undersøgelserne blev kvinden igen begravet på sin plads på kirkegården.

De retskemiske analyser var dog ikke entydige omkring dødsfaldet. En lang række undersøgelser for forskellige giftige stoffer slog ud i undersøgelserne. Det var dog ikke i så store mængder, at man med sikkerhed kunne fastslå, at stofferne var indført i kroppen i levende tilstand, og ikke var blevet dannet under den naturlige nedbrydning i jorden.

Anklageren i sagen valgte derfor at lade forholdet omkring et drab på Caroline Jørgensen falde.

Sound on/off

Dømt - og frifundet

Charles Clausen blev dømt for at have dræbt Einar Wolsing. Men sagen var ikke fair, fastslog en klageret. Sagen gik derfor om - og Charles blev frifundet.

Anklageren i sagen mente, at alt var klart - og retssagen blev indledt i lokalområdet. Med sig i retten havde anklageren også en mentalobservation på Charles Clausen, der pegede på, at han havde svært ved at styre sine aggressioner.

I retten nægtede Charles Clausen alt. Nej, han havde ikke slået Einar ihjel. Nej, han havde ikke set Einar siden den famøse torsdag aften, hvor de havde været i cirkus.

I retten blev det tekniske bevismateriale gennemgået - og Charles måtte råbe spørgsmålet “er det dig, Einar?”, så vidnet kunne vurdere, om det virkelig var ham. Det mente han nok, men turde ikke sværge på det.

Da nævningene i sagen trak sig tilbage, tog det kun et kvarter for dem at gennemgå de mange tekniske beviser. Efter kortere tid, end det tog at ryge en pibe tobak, var alle tilbage i salen med dommen: Skyldig. Han skulle ti år i fængsel. Da dommen blev læst op, rejste Charles Clausen sig op: “Jeg modtager ingen dom. Jeg er uskyldig”.

Der var dog ingen kære mor for Charles Clausen, der indledte sin afsoning i fængslet.

Den særlige klageret

Charles Clausen opgav ikke kampen. Hans advokat, den landskendte højesteretssagfører Ove Rasmussen, fortsatte kampen for at få Charles Clausen frikendt.

Han mente ikke, at Charles Clausen havde fået en fair retssag, fordi folkestemningen på Lolland så klart var imod hans klient.

Han fik derfor taget sagen op ved den særlige klageret, og fik samtidig lov til at indsamle ekstra bevismateriale i sagen.

Her fandt han både nye vidner, der hævdede at have set Einar Wolsing i live flere dage efter det formodede dødsfald - og han fandt samtidig en svensk ekspert, der skabte alvorlig tvivl om de tekniske beviser, der knyttede Einar Wolsings cykel sammen med Charles Clausens bil.

Den særlige klageret besluttede derfor at lade sagen gå om udenfor lokalområdet af hensyn til retssikkerheden.

Det var første gang nogensinde, at den beslutning blev taget.

Sagen starter igen

Sagen skulle nu køre i København. Her gjorde Ove Rasmussen meget ud af især den måde, som cyklen ifølge politiets oplysninger skulle være knyttet til bilen på. Mærkerne kunne kun være skabt, hvis stængerne var anbragt, så cyklen hang og dinglede. En mere korrekt montering af cyklen ville skabe andre mærker, sagde eksperter i retten.

Samtidig var jalousi-motivet ikke nok til at få ham dømt. Fingeraftryk kunne forklares på andre måder. Og det kunne ikke udelukkes, at Einar Wolsing havde taget sit eget liv eller var død ved en ulykke.

Nævningene var overbevist, og kunne efter længere tids vurdering af beviserne i sagen fastslå, at de ikke var stærke nok til at dømme Charles Clausen i sagen.

Hvad de juridiske dommere mente om bevisernes stilling, er aldrig blevet efterprøvet. Når nævningene kommer til en frifindelse, så kan de juridiske dommere nemlig ikke gribe ind og nå frem til en anden afgørelse.

Derfor blev sagen afsluttet her. Ingen er siden blevet sigtet i sagen.

Frifindelsen af Charles Clausen vakte enorm opsigt i samtiden.

Den landsdækkende presse beskrev indgående justitsmordet, og højesteretssagfører Ove Rasmussen fik meget stor taletid i pressen, hvor han mildt sagt ikke talte pænt om politiet eller lokalbefolkningen på Lolland.

Selvom Charles Clausen var blevet frikendt i retten, så anså folkeopinionen på Lolland ham dog aldrig for renset. Han var skyldig i mord - og på rygtebørsen blev han ud over Caroline Clausens og Einar Wolsings dødsfald også sat i forbindelse med flere andre personers død i området.

At han trods sin frifindelse stadig blev betragtet som morder var ikke noget, som nogen skjulte for ham på egnen. Charles Clausen følte sig forfulgt, og allerede inden sin varetægtsfængsling solgte han sit hus, og valgte sidenhen helt at flytte fra egnen. Han slog sig ned på Midtsjælland, hvor han levede resten af sit liv i ro. Her levede han blandt andet af en større lotterigevinst, som han vandt mens han sad varetægtsfængslet.

De nye ejere af hans tidligere bolig på Lolland valgte noget af det første at få fjernet husets gamle, elegante badekar, og få det udskiftet med et nyt. De var overbeviste om, at huset var et gerningssted. I dag er rummet slet ikke badeværelse mere, men fungerer som almindeligt kælderrum.

I årene efter retssagerne var der en voldsom udvikling i seksualmoralen - i høj grad hjulpet på vej af p-pillernes fremkomst. Samtidig blev restriktionerne for “seksuelle afvigere” gradvist lempet. I løbet af de kommende 20 år blev anstalterne på Læsø og Sprogø nedlagt, sædelighedspolitiet i København blev lukket - og børn udenfor ægteskabet blev ligestillet med børn født i ægteskabet.

Wolsingsagen har som uopklaret mordgåde spøgt lige siden. Selvom Charles Clausen blev frikendt, så er sagen blevet trukket frem og refereret af pressen i flere mordsager, hvor jalousi har spillet en rolle.

I 2012 dukkede sagen endnu engang op til overfladen. Denne gang i Maribo. Håndværkere skulle forsøge at skaffe endnu et soverum i Nakskov Arrest - men da de brød en gammel mur ned, så dukkede alle sagsakterne og de tekniske beviser fra Wolsing-sagen frem igen.

Lokalet var et loftrum tilknyttet politimesteren i Rødbys kontor - og et isoleringsarbejde havde gjort adgangen til rummet særdeles besværlig. Derfor var rummet til sidst gået i glemmebogen, og var en overraskelse, da håndværkerne fandt det. 

 Alle papirer og beviser opbevares nu på Politimuseet i København.

Sound on/off

Historiske Mord

Du kan blive endnu klogere på historien om Wolsing-sagen i dokumentaren om ham. Den kan du se i dette link: Se dokumentaren: Mysteriet om Wolsing

Du kan også se andre historiske mord-historier i vores tema. 

Denne webdoc er skrevet af Jakob Olling i 2018.

Den er produceret i forbindelse med udarbejdelse af TV ØST dokumentaren: Historiske mord – Mysteriet om Wolsing, produceret af Ingrid Østergård og Toke Sloth Grøndal.

Tak til de lokalhistoriske arkiver i Maribo og Rudbjerg for lån af materiale.