Det kribler og krabler i Slagelse: Projekt sætter fokus på børns interesse for naturen

En børnehave i Slagelse er med i det landsdækkende projekt Krible Krable, som sætter fokus på børns interesse for naturen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De fik jord under neglene i Slagelse i dag.

For børnehavebørnene fra Børnecenter Nord i Ringparken i Slagelse er med i det landsdækkende Krible Krable-projekt, som sætter fokus på de smås interesse for planter og dyr.

Og det er der en mening med, forklarer pædagog Helle Petersen.

- Jeg synes, vi skal lære børnene, hvordan vi omgås vores natur, hvordan vi bruger den og hvordan tingene går fra jord til bord, siger hun og fortsætter:

quote Jeg synes, det er vigtigt, de får en viden om krible krable-dyrene, som er nødvendige for, at vores natur kan fungere

Helle Petersen, pædagog

- Derfor synes jeg, det er vigtigt. Og jeg synes, det er vigtigt, de får en viden om krible krable-dyrene, som er nødvendige for, at vores natur kan fungere.

Børnene skaber egen have

Børnene er derfor ved at anlægge deres egen have, som kan tiltrække insekter og smådyr, som børnene kan studere.

Det er Naturvejlederforeningen og DR Ramasjang, der står bag projektet, som bliver støttet af Nordea Fonden.

Børnene her begynder i skole til sommer, men det betyder ikke at havearbejdet går til spilde.

- Vores næste før-skolegruppe, der kommer, skal arve den her have og kan så starte deres projekt op med planter, der allerede eksisterer og en have, der fungerer, hvor de så skal arbejde videre med den, siger Helle Petersen.

Hele 100 børnehaver landet over er med.


Nyhedsoverblik