Falck-skandale: - Det er naturligt at se på, om det skal have konsekvenser for Region Sjælland

Regionsrådsformanden i Region Sjælland vil kigge nærmere på kontrakten med Falck.

Region Sjælland overvejer nu at droppe samarbejdet med Falck.

Det sker efter afsløringen af Falcks ulovlige metoder over for den hollandske konkurrent Bios.

Falck står for ambulancedriften her i Region Sjælland - og kontrakten løber frem til 2024.

Ifølge regionsrådsformand Heino Knudsen (S) er det en sag, som han ser med stor alvor på.

- For Falck er vores meget tætte og store samarbejdspartner i Region Sjælland.

Region Sjællands kontrakt med Falck løber indtil 2024, men regionen har mulighed for at droppe eller forlænge kontrakten for 2021 og frem, lyder det i en rapport fra Danske Regioner.

Ingen dårlige sager med Falck

Regionsrådsformanden forklarer, at regionen ikke har haft nogle dårlige sager med Falck indtil videre.

- Vi har et rigtig godt samarbejde med Falck, og de leverer en rigtig god ydelse på vores præhospitale område, men vi har haft Atea-sagen, hvor vi undrer os over, at man kan levere dagen efter, man er blevet dømt i en sag, og så er det også naturligt, at man lige ser på, om det skal have nogle konsekvenser i Region Sjælland. Men det allervigtigste for mig er, at det er borgernes tryghed, der er det allervigtigste, og derfor kører vi også med det rigtig stærke ambulanceberedskab, vi har, i morgen, ligesom vi gjorde i går, siger Heino Knudsen.

Regionen vil lade kontrakten løbe ud, og derefter vil de foretage en vurdering af, hvorvidt Falck er den bedste leverandør af ambulancedriften, eller om regionen selv kan overtage driften.

- Men det, jeg har bedt om i første omgang er, at vi får en gennemgang af, hvilke kontraktlige forhold vi har med Falck og en status på det samarbejde, siger Heino Knudsen.

Administration skal give en opdatering på aftalen til næste møde i forretningsudvalget i slutningen af februar.

Minister vil stramme lovgivningen

Innovationsminister Sophie Løhde (V) vil nu have strammet lovgivningen, så det offentlige kan ophæve en kontrakt med en virksomhed, der er dømt for lovbrud. Det skriver DR Nyheder.

Ministeren mener samtidig, at dømte virksomheder skal kunne udelukkes fra offentlige udbud i længere tid, end de kan i dag.

- At man kan blive dømt og så bare fortsætte sit samarbejde inden for en kontrakt med en offentlig virksomhed, fuldstændig som om intet var hændt, det tror jeg, alle synes, er stødende, siger Sophie Løhde.

Konkurrencerådet politianmeldte Falck for at have misbrugt sin markedsposition til at presse ambulancekonkurrenten Bios fra Holland ud af det danske marked. Gennem spin, negativ omtale i pressen og en kampagne på sociale medier gjorde Falck det svært for den nye konkurrent, som i 2016 blev erklæret konkurs.

Hvis Falck straffes for brud på konkurrenceloven, kan virksomheden blive udelukket fra at deltage i udbud i fremtiden. Men danske regioner kan kun udelukke et selskab fra at byde i to år.

Opdatering

Der stod, at det var Heino Knudsen, der sagde, at kontrakten med Falck kunne opsiges om et år. Men det er en rapport fra Danske Regioner, der fastslår det.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App