Grønnegårdsanlægget er nu sat til salg.
14,5 millioner kroner skal man bøffe for at blive ejer af hele herligheden.
Men hvad er det egentligt for et sted, man kan købe? Det svarer Knud Erik Hansen på. Han er frivillig på Nykøbing Sjællands Psykiatriske Museum.
Han fortæller, at hospitalet stod færdigt i 1915.
- Der var et behov for at bygge et sindsygehospital mere her på Sjælland og øerne, fordi man havde ikke nok i Oringe, som lå i Vordingborg. Man var simpelthen nødt til det, siger Knud Erik Hansen.
Husede alle typer
Men hvem husede man så på hospitalet dengang?
- Det var alle typer. Det er bygget efter den engelske havestil, sådan så man kunne have forskellige diagnoser i de forskellige gule pavillioner, der ligger strødt rundt. Det var en ny måde at gøre det på, siger Knud Erik Hansen.
De seneste fire generationer af Knud Erik Hansens familie har arbejdet eller arbejder i parken nu. Og det er ikke atypisk for folk fra Nykøbing Sjælland.
- Det betød enormt meget for området, at vi fik det her hospital, siger Knud Erik Hansen.
Tog hjerner ud fra 1945-1982
I efterkrigstiden påbegyndte man også ny forskning. For i 1945 begyndte man at tage hjerner ud for at bruge dem til forskning. Der var blot et problem.
- Dengang var man ikke i stand til at se forskel på en rask og en syg hjerne. Man håbede selvfølgelig på, at eftertiden ville gøre, at man kunne blive så dygtige, at man kunne se forskel på det, fortæller Knud Erik Hansen.
- Man tog hjerner ud fra 1945 til 1982, og man fandt stadigvæk ikke ikke ud af at bruge de hjerner til noget. Det er først efter år 2000, at man har brugt hjernerne til forskning. Og det har været specielt ved depressioner, alzheimers og demens, at man har brugt dem.
Bare der kommer liv ind
Hospitalet har allerede holdt 100 års jubilæum. Det sidste af hospitalet blev flyttet i november 2015, og siden har det blandt andet fungeret som ungdomsinstitution, man har huset flygtninge og i dag er der stadig en bygning med socialpsykiatri.
Så hvem håber Knud Erik Hansen, der flytter ind i Grønnegården?
- Det er vigtigt, at der kommer til at ske noget. Bare der kommer noget liv og nogle mennesker ind, så det ikke står og forfalder, siger han.
- Vi ved jo ikke, om det er en køber, der køber hele Grønnegården i et hug eller om det bliver solgt enkeltvis. Jeg håber måske, at det bliver solgt i et hug til én, der har en idé med det.