Se begrundelserne: Derfor har juryen udvalgt naturområder til ny kanon

Her kan du se juryens begrundelse for at udvælge Røsnæs, Suserup Skov og Mandemarke Bakker og Møns Klint til den nye naturkanon.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I dag er tre naturområder i Region Sjælland blevet valgt ud til at være en del af Danmarks nye naturkanon.

Det er Røsnæs, Suserup Skov og Mandemarke Bakker og Møns Klint, der er kommet med i det fornemme selskab.

Stederne - tre i hver af landets fem regioner - er udvalgt gennem en proces i flere faser. Først fik danskerne og landets kommuner mulighed for at nominere deres yndlingsnatursted. Der kom 1.670 forslag fordelt på mere end 500 natursteder.

Klinteskoven Møns Klint
Læs også
Tre naturskønne områder i regionen udvalgt til særlig kanon
Klinteskoven Møns Klint
Læs også
Tre naturskønne områder i regionen udvalgt til særlig kanon

Derefter udvalgte juryen bestående af blandt andet journalist og forfatter Susanne Sayers, TV-vært Sebastian Klein og forsangeren i Magtens Korridorer, Johan Olsen, 30 af de mange forslag. Så kunne danskerne byde ind med deres egne historier fra de udvalgte steder, og nu har juryen så igen barberet gruppen ned til de endelige 15 natursteder.

Herunder kan du læse, hvorfor juryen har valgt lige netop de tre steder i Region Sjælland.

Røsnæs

 
  Foto: TV2 ØST

Røsnæs er et unikt naturområde præget af blomsterrige enge og overdrev samt høje kystskrænter. Stedet er dannet under istiden under en enorm iskappe, som har skubbet grus og sten med sig fra Norge og Sverige, hvorefter denne naturperle er blevet skubbet op som en tange, der nu ligger omkranset af hav.

Det yderste af Røsnæs rummer mange sjældne arter. Området er ikke dyrket, og de varme sydvendte skrænter og dynamikken i landskabet giver levemuligheder for mange forskellige planter og dyr.

Her kan man i forsommeren høre de sjældne klokkefrøer, se den nikkende kobjælde eller finde sjældne sommerfugle, som fx fransk bredpande, der på Røsnæs har sin største danske bestand. Hvis man har mod på det, kan man lede efter den nordlige fugleedderkop, der for det meste lever skjult i sit underjordiske spind.

Disse arter har sammen med mange andre fantastiske arter, fundet et levested på Røsnæs, som er en mangelvare i resten af Danmark. Røsnæs er på alle måder en uforglemmelig naturoplevelse.

Suserup Skov

 
  Foto: Mads Sabro (https://da.wikipedia.org/wiki/Fil:Suserup_Skov_-_panoramio_(9).jpg)

Suserup er noget af det tætteste, vi i Danmark kommer på urskov. Her har vokset skov i tusindvis af år, og de ældste træer i skoven her er cirka 400 år gamle. Skoven får stort set lov at passe sig selv, så her er en frodighed og en artsrigdom, som ikke kan findes i en dyrket skov. Når gamle og døende væltede træer får lov at blive liggende, skaber de nyt liv. Svampe, insekter og mikroorganismer begynder at nedbryde dem, og så kommer de fugle og små pattedyr, der lever af insekterne, eller som kan bruge de huller, der opstår, som bolig. Og efter dem følger alle de dyr, som lever af småfuglene og pattedyrene.

Her er ikke noget, der vokser i lige rækker – de mange træarter er kommet af sig selv og står hulter til bulter. Derfor er Suserup Skov også et vigtigt forskningsområde, men først og fremmest er det et fantastisk eksempel på, hvor spændende og betagende fyldt med liv, som skove i tempererede egne kan være. Færdsel på eget ansvar – og ikke kun på grund af risikoen for faldende grene. Her risikerer man at få svært ved at lade sig nøjes med en strengt kontrolleret dyrket skov igen.

Mandemarke Bakker og Møns Klint

 
  Foto: TV2 ØST

Høvblege ved Mandemarke Bakker er en del af Møns Klint og en naturoplevelse ud over det sædvanlige. Den kalkrige bund giver liv til en flora og fauna som er helt speciel. Når man træder ind i området, flakser der sommerfugle og andre nektarelskende insekter rundt i et sådan væld, at det minder om mere sydligere himmelstrøg.

Her har den sjældne sortplettet blåfugl sin eneste bestand i Danmark. Sammen med mange andre sjældne insekter og krybdyr, hvor mange er ganske varmekrævende, har den her perfekte leveforhold, da Høvblege ligger sydvendt og i læ. I hele området omkring Møns Klint finder man et tocifret antal af Danmarks sjældne orkideer.

Selve klinten, med de 70 millioner år gamle kridtaflejringer, leder tankerne tilbage til svundne tider. Her kan man fordybe sig med at lede efter fossiler fra dinosaurernes tid - kun forstyrret af insekternes summen og den allestedsnærværende fuglesang. Vandrefalken yngler flere steder langs klinten, og på de solbeskinnede skrænter finder man både hugorm, snog, stålorm og masser af firben. Man føler sig ydmyg og taknemmelig, efter en tur rundt Mandemarke Bakker og Møns Klint.

Kilde: Naturkanon.dk


Nyhedsoverblik