Derfor efterlyser politiet Hyundai i Emilie Meng-sag: Kan være gerningsmandens flugtbil

00:37

Nye overvågningsbilleder sender politiet på sporet af en hvid Hyundai i drabssagen om Emilie Meng fra Korsør. Læs interview med efterforskningslederen her.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har fået nye spor i jagten på Emilie Mengs drabsmand og efterlyser nu en Hyundai i30, der sidst blev set klokken 4.07 den 10. juli 2016 ved Korsør Station.

De nye spor er overvågningsbilleder, der tidligere har været så grynede, at de ikke kunne bruges. På videoen ses en lys personbil, som med stor sandsynlighed er en Hyundai i30 – fra mellem 2011 og 2016.

Der bliver fortsat ofret ganske betydelige ressourcer på at efterforske i håb om at finde frem til gerningsmanden

Søren Ravn-Nielsen, efterforskningsleder ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Billederne viser, at bilen kører fra parkeringspladsen og rundt om Korsør Station klokken 4.07 den 10. juli 2016, samme nat som Emilie Meng sidst blev set i live. Hun blev senere fundet dræbt i en sø nær Borup juleaftensdag sidste år.

Optagelserne har været forbi en ekspert i udlandet, og det har betydet, at kvaliteten nu er blevet væsentligt forbedret. Derfor har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi offentliggjort optagelserne i håbet om at finde frem til ejeren af bilen.

I den anledning har TV ØST talt med efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen. 

Læs også Politiet afslører nyt i sagen om Emilie Meng: Efterlyser lys personbil

Vanskeligere at få bilen identificeret

- Vi har gennemgået videooptagelser fra Korsør Station den 10. juli om morgenen, hvor Emilie forsvandt. I forbindelse med den gennemgang har vi kigget meget intenst på en videooptagelse af en bil, som kørte på den sydlige del af stationen klokken 04.07. Bilen kører rundt om bygningen på den sydlige side og kører ud på Storebæltsvej og forsvinder. Men den optagelse har været af så ringe kvalitet, at man faktisk slet ikke kunne se, hvilken bil type det var, fortæller Søren Ravn-Nielsen, efterforskningsleder ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til TV ØST.

Vi har stadig rigtig mange ting at undersøge, og så længe vi har det, foregår efterforskningen også på fuld kraft

Søren Ravn-Nielsen, efterforskningsleder ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

- Vi har været massivt ude for at efterlyse personer, der har været omkring stationen den 10. juli omkring klokken fire, og ingen, som har haft rådighed over sådan en bil, har meldt sig. Derfor har vi brugt tiden på, både via danske og udenlandske eksperter, at finde ud af, hvad det var for en type bil, fordi optagelserne var så dårlige. Nu har vi fået svar fra udenlandske eksperter om, at det angiveligt er en Hyundai i30, model 2011-2016, der er lys, ellers er det bil, der ligner den model meget. Det kan man ikke sige med sikkerhed. Men vi er meget interesserede i at høre fra folk, der har kendskab til den bil. Det kan være en fører, det kan være nogle passagerer, som har været med. Dels vil vi gerne vide, hvad de har lavet på det tidspunkt på Korsør Station. Det er vigtigt, fordi vi skal vide fuldstændig, hvilke personer der har færdes i området på gerningstidspunktet, og da man ikke har meldt sig endnu, prøver vi nu at få reaktioner fra folk, som har en viden om den her bil. Vi ved ikke, om det er en gerningsbil, eller om det er vidner, der i en eller anden anledning har været på stationen. Derfor er det meget vigtigt, at man henvender sig, siger han.

Kører ud på Storebæltsvej

Hvor mange biler findes der af denne her type i Danmark?

- Der findes rigtig mange af de modeller. Det er en almindelig kendt familiebil, som rigtig mange mennesker kører i. Det gør det selvfølgelig lidt vanskeligere at få den identificeret.

Jeg kan forstå, at overvågningskvaliteten er meget dårlig. Hvordan kan det være?

- Der bliver filmet gennem flere lag glas og på lang afstand, derfor er kvaliteten meget ringe. Men det er lykkedes at få verificeret, hvilken bil eller i hvert fald hvilken type det er.

Holdt bilen stille?

- Bilen kører formentlig fra en parkeringsplads, og så kører den rundt i kameravinklen og kører ud på Storebæltsvej. Men det er kun en meget lille sekvens, vi har. Derfor kan man ikke sige noget specifikt om, hvilken retning bilen forsvinder i.

Læs også Mysteriet om Emilie Meng - dag for dag

Sidste livstegn fra Emilie Meng

Hvornår er der sidste livstegn fra Emilie Meng?

- Det er lige omkring klokken 04.00, og der kan godt være et par minutter til den ene eller anden side, derfor er klokken 04.07 et meget centralt tidspunkt.

Kan I sætte de nye oplysninger sammen med andre led i jeres efterforskning. For eksempel mobiloplysninger?

- Det er for tidligt at sige noget om. Det er et meget trafikeret område. Dels fører motorvejen forbi Korsør, og der ved vi, at der har været en del mobiltrafik om morgenen. Men man kan ikke koble det til bilen på nuværende tidspunkt.

Er det gerningsmanden, der har været kørende i den, kan det godt betyde et gennembrud

Søren Ravn-Nielsen, efterforskningsleder ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Hvornår fandt I den her videosekvens interessant?

- Det har vi gjort fra starten.  

Hvornår gik I videre til udenlandske eksperter?

- Vi har arbejdet på det her siden den 10. juli sammen med en række andre ting, men sådan noget tager lang tid og skal igennem flere led. Derfor har vi først fået svar på det nu.

Optagelser skulle igennem flere instanser

Det er noget materiale, som I har haft siden den 10. juli. Hvorfor er der gået et år?

- Det skulle igennem flere instanser og flere led og blive kvalificeret på flere måder. Først nu har vi fået et resultat, som giver mening at gå ud med.

Hvad kan det her betyde for jeres efterforskning?

- Det kan i hvert fald medvirke til, at vi får et fuldstændig billede af, hvem der har været på stationen på det relevante tidspunkt. Og selvom det er en person eller måske flere, som ikke mener, at de kunne bidrage med noget, så er det vigtigt, at de henvender sig, for de kan sagtens ligge inde med noget viden, som har betydning for efterforskningen.

Kan vennerne til Emilie Meng huske denne her bil?

- Vi kan ikke sige så meget om den del. Men vi kan sige, at bilen er meget central, fordi vi ved, at den har været der, og vi ikke har talt med nogen personer, der har kendskab til den bil. Derfor er det meget vigtigt for os at tale med nogen, som kender til den eller har været i den bil.

Politiet søger stadig vidner

Har I andre spor i sagen?

- Vi går ud og kommenterer efterforskningen, men vi hører stadig gerne fra folk med konkret viden eller informationer. Det kan være ting, man har oplevet, eller personer, som har opført sig mærkeligt. Så hvis man ikke har kontaktet politiet, må man meget gerne gøre det.

Kan det her være gennembruddet, I mangler i sagen?

- Det kan man ikke afvise. Det afhænger af, hvilken rolle den bil spiller. Er det gerningsmanden, der har været kørende i den, kan det godt betyde et gennembrud. Hvis der er nogle personer, som har opholdt sig på Korsør Station i en helt anden anledning, og som ikke har noget med sagen at gøre, så er det ikke sikkert, det betyder et gennembrud. Men så betyder det, at vi får den eksakte viden om, hvilke personer der har været i området.

Det er en sag, der fortsat har meget høj prioritet hos os

Søren Ravn-Nielsen, efterforskningsleder ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Hvad ville det have gjort for din efterforskning, hvis du havde haft mere overvågningsmateriale?

- Det er svært at være helt konkret om, men der er ingen tvivl om, at jo mere materiale, man har, jo bedre er man stillet efterforskningsmæssigt. 

Læs også Borgertip strømmer ind efter nyt spor i Emilie Meng-sag

Bilen kan være udenlandsk

Kan du sige, om det var en dansk eller en udenlandsk nummerplade på bilen?

- Det kan vi ikke sige noget om, fordi den oprindelige optagelse, som vi har bygget det her på, er af så ringe kvalitet, at det ikke er muligt at sige noget konkret om. Vi kan bare sige, at der er tale om en lys bil.

I har været meget sparsomme med informationer det sidste halve år. Hvorfor?

- Der er en række efterforskningsmæssige tiltag, der bliver håndteret hele tiden, men når vi går ud med noget nyt, så skal det bringe noget nyt og bringe efterforskningen videre. Og det her er faktisk noget af det første og eneste, som vi har kunnet offentliggøre, i håb om at det kan hjælpe efterforskningen videre.

I efteråret sagde din chef Kim Kliver, politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at sagen har topprioritet. Hvor ligger sagen henne nu?

- Der bliver fortsat ofret ganske betydelige ressourcer på at efterforske i håb om at finde frem til gerningsmanden. Så det er en sag, der fortsat har meget høj prioritet hos os.

Hvornår stopper I efterforskningen?

- Vi har stadig rigtig mange ting at undersøge, og så længe vi har det, foregår efterforskningen også på fuld kraft.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App