Nyheder fra din hverdag

Demonstration mod polsk stilladsfirma

De røde faner var fundet frem, da vrede stilladsarbejdere tirsdag morgen demonstrerede i Kalundborg.

Stilladsarbejdere fra Vestsjælland demonstrerede for bedre løn og ordentlige arbejdsforhold ved Statoils raffinaderi i Kalundborg.

En strid om et polsk stilladsfirma og knaster i lønforhandlingerne med selskabet Bilfinger Industrier Denmark A/S, der arbejder for Statoil, udløste tirsdag morgen demonstration foran Statoils raffinaderi i Kalundborg.

- Vi er ikke så glade i øjeblikket. Vi er utilfredse med lønforhandlingerne, og selskabet netop har opsagt et vikarfirma med danske stilladsarbejdere, og har ladet polske arbejdere udføre konfliktramt arbejde. Det synes vi ikke om, siger Johnny Mikkelsen, der sidder i bestyrelsen for Stilladsklubben Vestsjælland, der har arrangeret demonstrationen.

Demonstrationen falder sammen med lønforhandlinger med ledelsen på Bilfinger Industrier Denmark A/S på raffinaderiets grund.

Her vil stilladsarbejderne have mere i løn.

Ifølge direktøren for Bilfinger Industrier Denmark A/S, Sorba Kidmose, blev konflikten tirsdag eftermiddag nedlagt. De to parter har indgået aftale med hinanden, som sikrer stilladsarbejderne en lønstigning på 6,5 procent. Til gengæld måtte de give sig på deres overtidstillæg, fortæller direktøren. 

Både stilladsarbejdere og Bilfinger Industrier Denmark skulle være tilfredse med aftalen. 

Rettelse: I en tidligere udgane af artiklen fremgik det, at forhandlingerne foregik mellem Statoil og stilladsarbejderne. Det er ikke tilfældet, og vi beklager misforståelsen.

Tip os Har du et godt tip?