Demente Inger Lise sad to dage i samme ble: Personalet havde ikke lov til at skifte hende

Personalet på Blomstergården må ikke tvinge beboerne til at blive skiftet, og det har resulteret i to dage uden bleskift.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sagen om den 84-årige, demente Inger Lise på plejecentret Blomstergården fortsætter.

De seneste dage har vi fortalt om familien Andersen, der gennem de sidste mange måneder har fundet deres demente mor og mormor gennemblødt af urin og med afføring på sengebetrækket. Ligesom to ansatte er blevet fyret for at tale grimt til hende. 

Efter TV ØST gik ind i sagen, har det rejst en række spørgsmål. Ét af spørgsmålene lyder blandt andet: Er det okay at bruge magt, når en dement ikke vil skiftes?

Telefonopkald afslører: to dage uden bleskift

I dag står familien Andersen frem med en optagelse fra et telefonopkald mellem en medarbejder på Blomstergården og datteren Kirsten. Medarbejderen ringer efter hjælp til bleskiftet, som demente Inger Lise har modsat sig efter personalets udsagn.

I opkaldet fortæller medarbejderen, hvordan der i notaterne står, at hun ikke er blevet skiftet med en ren ble i to dage:

 - Jeg kan dufte den der lidt stramme urinlugt, siger medarbejderen til datteren

Efterfølgende spørger medarbejderen, om Kirsten kan komme og hjælpe dem med at skifte hendes mor, da de har forsøgt mange gange.

 - Kirsten: Kan I ikke rulle hende fra side til side, altså bruge benene?

 - Medarbejder: Det kan vi godt, men hun bliver så rasende

Inger Lises udfarende reaktion på personalets arbejde er, ifølge medarbejderen, forklaringen på det manglende bleskift.

Magtanvendelse – en hårfin balance

Magtanvendelse er, når personalet gennemfører omsorgen med magt.

Som dement beboer i en plejebolig, er man underlagt Serviceloven, der udstiller retningslinjer for brugen af magt. Så vidt muligt skal medarbejderne undgå at bruge magt mod en dement borger.

Lovens paragraf 126 siger, at det er op til den pågældende kommunalbestyrelse om der må anvendes fysisk magt i form af at fastholde en person, når der er nærliggende risiko for, at personen udsætter sig selv eller andre for at lide væsentlig personskade, og forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet.

Det rejser spørgsmålet om man skal anvende magt for at undgå omsorgssvigt.

 - Det er en hårfin balance i forhold til, hvornår skal man gribe ind og hvornår skal man ikke gribe ind. Ligegyldig hvilken sygdom, man har, så har man selvbestemmelsesret, men når man er meget langt i sit demensforløb, så har man svært ved at varetage sin selvbestemmelsesret, forklarer Karen Tannebæk, uddannelsesleder på Nationalt Videnscenter for Demens.

Falliterklæring at ringe efter to dage

Datteren Kirsten er ked af, at personalet har ladet Inger Lise sidde i to dage. Hun mener det er meget sent at ringe efter de pårørende for at spørge om hjælp.

 - Når mor har været der så længe, så synes jeg det er lidt af en falliterklæring, at man ikke sætter ind på en måde og prøver at komme til mor, og at man ikke søger noget professionel hjælp dernede, siger hun

Hun mener i stedet, at personalet på Blomstergården skulle have taget en anden tilgang til at håndtere hendes mor:

 - Det er noget med at sørge for at guide hende og prøve nogle pædagogiske tilgange, fortæller Kirsten Andersen

Borgmester: Personalet har handlet rigtig

Ifølge Sorø kommunes borgmester, Gert Jørgensen, har personalet på Blomstergården handlet korrekt i den pågældende situation:

 - Jeg mener det er en konstruktiv tilgang, sålænge borgeren ikke er udsat for en sundhedsmæssig risiko, samtidig med, at vi vil gøre det bedste for at hjælpe den pågældende, uddyber borgmesteren

I samtalen beder Kirsten Andersen medarbejderen om at anvende magt, men det er imod reglerne fortsætter Gert Jørgensen:

 - Man kan ikke som pårørende anmode om, at plejepersonalet anvender fastholdelse eller magt. Magtanvendelsen skal altid være undtagelsen, forklarer borgmesteren.

 


Nyhedsoverblik