Det vi har sammen

Demens på skemaet: Elever har lært at hjælpe demente

02:52

På 10. Klassecentret Xclass I Slagelse har de temauge med fokus på at gøre en forskel. Og denne gang handler det om den tabubelagte sygdom demens. Derfor fik de en demenskonsulent fra kommunen til at klæde de unge bedre på til at tage hånd om demente.

Der var demens på skoleskemaet, da en 10.klasse på Xclass i Slagelse havde besøg af en demenskonsulent i dag.

I denne uge har en af 10. klasserne på Xclass i Slagelse temauge med fokus på at gøre en forskel.

Og denne gang handler det om den tabubelagte sygdom, demens. Derfor fik de demenskonsulent, Bente Nørgaard fra Slagelse Kommune til at klæde eleverne bedre på til at tage hånd om demente.

Eleverne skulle blandt andet høre om, hvordan man kan se og høre om en person er dement. Og ikke mindst hvordan man hjælper dem.

- Det er rigtig vigtigt at få fortalt dem, hvad de kan gøre i stedet for at vende ryggen til, siger Bente Nørgaard.

De unge møder demente i deres fritidsjob

Det er klasselæreren, Susie Lyngstrøm, der har inviteret Bente Nørgaard til at komme ud og holde foredrag.  Hun håber, at de kan få glæde af demensundervisningen.

-  Mange af eleverne er ansat i detailhandlen, og de støder også på folk med demens og pårørende, der er ude med deres demente ægtefæller. Der kan de måske være med til at hjælpe, så det hele ikke går i fisk, siger Susie Lyngstrøm.

Udfordrende demensopgave

Undervejs fik eleverne stillet en lille praktisk opgave. Ved kun at kigge i et spejl skulle de tegne en stjerne, mens billedet var vendt på hovedet.

Øvelsen giver et lille indblik i, hvordan en dement hjerne fungerer. Og øvelsen var svær for elev, Emilie Charlotte Holt at løse, så nu har hun en lidt bedre forståelse af sygdommen.

- Det må være svært for dem, der har demens. Det var meget udfordrende for mig. Så at have en verden, hvor man er dement må være rigtig svær, siger hun.

Godt at lære om demens

I løbet af ugen har eleverne også set en dokumentar om hjernen, besøgt et plejecenter og talt med deres bedsteforældre om demens.

Det har været en god oplevelse, hvis man spørger Benedicte Weller, der går i 10. klasse på Xclass.

- Ja, vi har mødt rigtig søde og lidt ældre mennesker og har fået større indblik i, hvad man kan gøre for at hjælpe folk, der har den sygdom, siger Benedicte Weller.

Ifølge Alzheimerforeningen lever mellem 70.000 og 85.000 danskere med en demenssygdom. Desuden lever 400.000 danskere med en dement person i familien.

Tip os Har du et godt tip?