Delfiner stopper arbejdet på Storebælt

00:49

Foto: Preben Rasmussen

En renovering af Storebæltsbroen er i gang, men de arbejdende folk har svært ved at koncentrere sig.

Henover sommeren er et par delfiner flere gange blevet spottet omkring Storebæltsbroen, og igen tirsdag formiddag kunne man opleve det fascinerende syn.

En flok arbejdere er i øjeblikket i gang med at renovere broen. To af dem er Preben Rasmussen, som har optaget videoen, og hans søn Marc Rasmussen.

- Vi har set delfinerne flere gange i løbet af sommeren. Det er lidt spøjst og sjovt, for det er jo ikke ligefrem en hverdagsting. Hver gang de svømmer forbi, går både malere og liftfolk i stå midt i arbejdet for at nyde synet, fortæller Marc Rasmussen fra Løve nær Slagelse, som selv arbejder med at styre nogle lifte under broen.

Hver gang de har set delfinerne, har der ifølge Marc Rasmussen været to voksne. Men kigger man godt efter på videoen, ser det ud som om, der nu også er en tredje lille babydelfin.

Marsvin svømmer med delfinerne

Ifølge biolog og ekspert Carl Kinze, som vi har vist videoen, er det dog næsten med sikkerhed et marsvin, der svømmer med delfinerne.

Han fortæller i øvrigt, at delfinerne er af arten øresvin, som er den mest velkendte og udbredte art.

- Tidligere var delfiner ikke noget, vi forbandt med danske farvande, men siden 90'erne er de blevet hyppigere, og vi har set dem flere steder i landet. Hvis der kommer vedvarende klimaforandringer, vil de blive endnu mere almindelige i Danmark, siger Carl Kinze.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App