Debat: Sindslidende er ofte overladt til sig selv

Derfor skal der være mere fokus på, at sagsbehandlerne har den nødvendige sygdomsforståelse, så sindslidende får den rette hjælp.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Af Iben Røstbjærg Kullberg (Liste H), Sorø Kommune

Det er ikke alle, der tænker på, at psykiske lidelser og psykiske sårbarhed er et handicap. Og at sindslidende har samme og lige rettigheder til at modtage støtte og hjælp i dagligdagen, så de kan leve et liv på lige fod med andre mennesker.

I Sorø Kommune halter det bagefter med sygdomsforståelse overfor psykiske lidelser, og hvilke kognitive vanskeligheder de psykiske lidelser giver den sindslidende i dagligdagen.

Jeg er faktisk meget sikker på, at hvis man spørger kommunens sagsbehandlere om, hvad for eksempel PTSD eller angst er for en størrelse, så kan de ikke svare på spørgsmålet.

Sygdomsforståelsen er meget vigtigt. Fordi uden den, så ved man heller ikke, hvilke behov der skal kompenseres for som følge af sygdom og handicap.

Den manglende sygdomsforståelse er medvirkende til, at mange mennesker med psykiske lidelser og psykisk sårbarhed ikke modtager den nødvendige støtte og kompenserende hjælp, de har behov for i dagligdagen. Men i stedet bliver overladt til dem selv.

Men sygdomsforståelse gælder ikke kun i forhold til de sindslidende. Det gælder for alle handicap.

Alle mennesker med et handicap har krav på, at den sagsbehandler, der behandler deres sag også har forståelse for og kendskab til borgerens handicap, og hvilke behov den handicappede har, og som er nødvendige at kompensere for.

Derfor skal der være mere fokus på, at sagsbehandlerne har den nødvendige sygdomsforståelse, så mennesker med psykiske lidelser og øvrige handicap modtager den nødvendige støtte og hjælpe. Og derved får muligheden for en dagligdag på lige fod med andre mennesker.

Fordi alle mennesker er værdifulde.

Debatindlægget er ikke udtryk for TV ØST’s holdning men udelukkende den pågældende debattørs. 

DELTAG I DEBATTEN

Send dit debatindlæg forsynet med navn, adresse, parti eller liste, eventuelt stilling, telefonnummer og foto til: debat@tveast.dk

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere.

Nyhedsoverblik