Det vi har sammen

Debat: Mobbeindsats vil være den bedste investering

Githa Nelander (DF), Næstved Kommune.

Antallet af unge, der mistrives, stiger, og ofte skyldes det mobning. Alt for mange lever et stille og ubemærket liv som mobbeoffer.

Af Githa Nelander (DF), Næstved Kommune

I Næstved Kommune oplever cirka 9,2 procent af eleverne at blive mobbet.

Børns Vilkår er inde på noget rigtigt, når man foreslår, at kommuner laver en overordnet mobbepolitik for hele skoleområdet.

Det var netop mit forslag, da vi havde den nationale mobbestrategi oppe i byrådet, men forslaget blev forbigået med tavshed af de øvrige byrådsmedlemmer.

Det er et kommunalt problem, som skal løses af kommunen og ikke af den enkelte skole, som i dag har hver sin mobbepolitik, der bliver støvet af, når problemet opstår.

Jeg har på nærmeste hold set, hvad mobning gør ved et barn eller ungt menneske. Det er for nogle ret så invaliderende og rækker ofte ind i voksenlivet og begrænser livskvaliteten - både for den ramte og resten af familien.

Ved en effektiv kommunal mobbeindsats sikrer vi, at vores børn og unge får et sikkert fundament for at kunne udvikle sig, så vi ikke som nu ser, at flere børn og unge havner i indsatser i de forskellige udvalg.

Antallet af unge, der mistrives, stiger, og ofte skyldes det mobning. Alt for mange lever et stille og ubemærket liv som mobbeoffer. De kommer til en hjælpeløs accept af deres rolle, hvilket kan begrænse dem i at påbegynde en uddannelse eller i det hele taget tænke på fremtiden.

Derfor har vi råd til en indsats mod mobning i Næstved Kommune.

En overordnet kommunal mobbeindsats vil være den bedste investering, vi kan foretage for vores børn og unge. Det er en investering i Næstved Koummunens fremtid.

Debatindlægget er ikke udtryk for TV ØST’s holdning men udelukkende den pågældende debattørs. 

DELTAG I DEBATTEN

Send dit debatindlæg forsynet med navn, adresse, parti eller liste, eventuelt stilling, telefonnummer og foto til: debat@tveast.dk

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere.

Tip os Har du et godt tip?