Det vi har sammen

Debat: Kontanthjælpsloftet skaber fattige børn

Lena Schroll (SF), Vordingborg Kommune. Foto: Privatfoto

I SF ønsker vi at rive kontanthjælpsloftet ned.

Af Lena Schroll (SF), Vordingborg Kommune

Vi har på arbejdsmarkedsområdet i Vordingborg Kommune oplevet en del kritik af sagsbehandlingen på det seneste. Der synes blandt det politiske flertal at herske den holdning, at borgere bare ikke skal have tilkendt førtidspension.

Dette er udtryk for at økonomi tænkes før mennesket, og det menneskesyn deler SF ikke.

Forvaltningen af loven skal varetages af de medarbejdere, der har de faglige kompetencer i tæt samarbejde med praktiserende speciallæger, som varetager den lægefaglige vurdering. Her er faggrænserne skarpt afgrænsede, og disse kompetencer er politikerne så absolut ikke i besiddelse af.

Til gengæld må politikerne sørge for, at der er de fornødne kompetencer til stede i medarbejdergruppen, at der er tilstrækkeligt ansatte sagsbehandlere, så den enkelte ikke drukner i komplekse sager, at sikre et anstændigt arbejdsmiljø for de ansatte, mindske sygefravær og sikre mulighed for faglig sparring.

I SF ønsker vi at rive kontanthjælpsloftet ned. Kontanthjælpsloftet skaber fattige børn, og i SF knokler vi for at bekæmpe fattigdom – ikke at bekæmpe de fattige! 

I SF ønsker vi at nedbryde silotænkningen og skabe tæt samarbejde på tværs af forvaltningerne, med familien som omdrejningspunkt. Hele familien er syg, hvis mor eller far er syg.

Derfor skal indsatsen for at hjælpe familier med komplekse problemstillinger som udgangspunkt ske i samarbejde imellem Arbejdsmarked og Børn - Unge- og Familieområdet.

Mange borgere med psykiatriske diagnoser samt misbrugsproblemer bør have en sagsbehandler, der har særlige kompetencer netop på dette område.

Man kan – og skal ikke som medarbejder kunne det hele, men have mulighed for at specialisere sig indenfor specifikke områder såsom psykiatri. Dette vil give langt bedre dialog og samarbejde mellem borgeren, sagsbehandleren, Psykiatrien på Oringe, Center for Rusmidler samt Socialpsykiatrien og langt bedre sagsbehandling.

Det kunne måske også mindske risiko for trusler og vold samt give en betydelig større faglig tilfredshed og bedre arbejdsmiljø for medarbejderne.

DELTAG I DEBATTEN

Send dit debatindlæg forsynet med navn, adresse, parti eller liste, eventuelt stilling, telefonnummer og foto til: debat@tveast.dk

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere.

Tip os Har du et godt tip?