Debat: Hold op med at diskutere skoledagens længde – snak om indholdet

Indholdet i skolerne skal være mere spændende og relevant.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Af Poul Arne Bødker (R), Slagelse Kommune

Skoledagens længde er et varmt emne i kommunalvalgkampen, hvor jeg i talrige kandidattest er blevet spurgt om min holdning. For mig handler det ikke om længden af skoledagen, men om indholdet.  

Formålet med skolereformen er at give skolerne mulighed for at lave en anderledes og varieret skoledag, hvor skolen åbnes for omverdenen, og børnene får tid til at møde og blive inspireret af mennesker udenfor skolen - for eksempel foreninger og organisationer, musikskoler, erhvervslivet og museer.

Virksomhederne i Slagelse Kommune har svært ved at skaffe kvalificerede medarbejdere, og samtidig får en stor del af kommunens unge aldrig en kompetencegivende uddannelse. Den åbne skole bringer børn og unge tættere på 'virkeligheden'.

Gennem virksomhedsbesøg, foredrag og konkrete cases kan de få lov til at arbejde med aktuelle problemstillinger, for eksempel markedsføring og salg, rensning af spildevand, innovation og nytænkning, brugen af enzymer i fødevarer, boligsalg og realkredit, affaldssortering, fødevareproduktion, vedvarende energi og brug af industrirobotter.

Gennem autentiske projekter får børnene styr på matematik, fysik, kemi, biologi og it, og samtidig får de en langt større forståelse for, hvad det kan anvendes til. 

I forrige uge var jeg på et virksomhedsbesøg hos Harboe i Skælskør, hvor direktør Bernd Griese inviterede til samarbejde med skolerne, så de unge ser hvilke muligheder, der er for uddannelse og job. Bryggeriet har rigtig gode faciliter til projekter om, hvordan naturlige ingredienser fra byg kan blive til en god forretning med salg til hele verden.

Vi skal derfor stille krav til skolerne om at udnytte skolereformens muligheder, så børnene får lov at prøve kræfter med verden udenfor. Det giver en helt anden energi og lyst til at uddanne sig langt bredere en det sker i dag, for eksempel gennem en erhvervsuddannelse.

Hold derfor op med at tale om skoledagens længde – men gør i stedet indholdet endnu mere spændende og relevant. 

Skolerne har brug for din stemme den 21. november. 

Debatindlægget er ikke udtryk for TV ØST’s holdning men udelukkende den pågældende debattørs.

DELTAG I DEBATTEN

Send dit debatindlæg forsynet med navn, adresse, parti eller liste, eventuelt stilling, telefonnummer og foto til: debat@tveast.dk

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere.

Nyhedsoverblik