Datter udsat for blotter: Mor satte Facebook-jagt i gang

03:25

En mor fra Nyråd ved Vordingborg har de seneste dage taget sagen i egen hånd. Torsdag blev hendes 10-årige datter og en veninde udsat for en blotter. Moderen satte en eftersøgning af blotteren i gang, og fredag blev den formodede blotter tilbageholdt af to taxachauffører. Spørgsmålet er, om moderen gik for vidt i sin iver efter at finde gerningsmanden.

Rikke Andersen delte billeder af en formodet gerningsmand på sin Facebook-profil.

1 af 2

Torsdag eftermiddag blev to ti-årige piger passet op af en blotter tre gange. Det fik moderen til at gå på jagt efter manden.

To ti-årige piger stod og solgte blommer ved Dagli' Brugsen i Nyråd, da en yngre mand blottede sig for dem. Pigerne hoppede straks på deres cykler, men manden fulgte efter dem. Herefter blottede han sig yderligere to gange, lyder det fra pigerne.

- Jeg er så ked af det på deres vegne. Det er jo noget, de vil være mærket for resten af livet, siger Rikke Andersen, der er mor til den ene.

Rikke Andersen valgte at dele billeder af den formodede gerningsmand på sin Facebook-profil fredag.

- Jeg havde ingen betænkeligheder ved at dele billederne. Vi har klokkeklare beviser på, at det er ham på videoovervågningen, og man kan se ham blotte sig. Pigerne har også identificeret ham, siger Rikke Andersen.

Overlad arbejdet til politiet

Men hos politiet er beskeden klar i sager som denne:   

- Overlad de billeder, man har, til politiet. Man risikerer faktisk ved at sprede billederne at gøre sig selv til gerningsmand. Hvis nogen har gjort noget kriminelt, så skal politiet nok orde det, lyder det fra politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Den formodede gerningsmand blev pågrebet af to taxachauffører på Vordingborg Station fredag aften, de genkendte ham på de billeder moderen havde lagt ud på sin Facebook side. Kort efter kom politiet og tog ham med på politistationen. Fordi politiet ikke har nok beviser i sagen, lod de den formodede gerningsmand gå igen. I starten af næste uge skal politiet som det første have afhørt de to ti-årige piger, før der sker mere i sagen.

Gøre uskyldig til gerningsmand  

Politiet gør det meget klart, at man skal passe på med at dele billeder på de sociale medier. Man kan ende med at gøre en uskyldig til gerningsmand. Politiet bad derfor også i aftes Rikke Andersen om at fjerne billederne af den formodede gerningsmand fra Facebook igen.

- Hvis man tager fejl, så bliver en person i den grad stigmatiseret, og det er ingen tjent med. Dem, der har begået en forbrydelse, skal nok blive stillet til ansvar, siger Kim Kliver.

Her et par dage efter hændelsen, fortryder Rikke Andersen ikke sine handlinger.

- Jeg ville gøre det samme igen, siger hun.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App