Det vi har sammen

Danmarks største børnefestival melder helt udsolgt i 2018

Der var godt gang i festen på Vilde Vulkaner i 2017. Sådan bliver det også i 2018. Foto: Vilde Vulkaner

Få dage efter årets Vilde Vulkaner i Vordingborg lukkede og slukkede, melder børnefestivalen, at alle pladser er fyldt i 2018.

Der gik blot 79 timer, fra der blev åbnet for tilmeldinger til Vilde Vulkaner 2018, til børnefestivalen kunne melde helt udsolgt.

Noget, som aldrig er set før i festivalens historie, fortæller leder Frank Villumsen til TV ØST.

- Vi har aldrig oplevet noget lignende. Det har oversteget alle forventninger. Vi har haft udsolgt de seneste fire år, men det var først omkring nytår, at vi nåede dertil. Sidste år havde vi udsolgt den 25. august. Så det er helt vildt det her, siger han.

Vi har aldrig oplevet noget lignende. Det har oversteget alle forventninger

Frank Villumsen, festivalleder, Vilde Vulkaner

Især kommer det bag på festivallederen, fordi vejrguderne bestemt ikke var med festivalen i år. Faktisk stod det ned i tykke stråler under det meste af festivalen.

- Jeg havde tænkt, at institutionerne nok lige skulle hjem at sunde sig, fordi det ikke var det bedste vejr i år. Mange var våde og kolde, men alligevel har vi haft enormt run på, siger Frank Villumsen.

- Vi kan også se, at der er flere nye institutioner, som ikke fik plads i år, som har siddet klar og tilmeldt sig.

Skulderklap til frivillige

For seks år siden lavede festivalens styregruppe et mål, som de holdt for sig selv. De ville gerne nå dertil, hvor de kunne sælge 10.000 billetter på 14 dage. Og det må man sige, at 11.000 billetter på 79 timer overstiger.

- Det er et kæmpe skulderklap til vores 1.500 frivillige. Det er så flot, siger festivallederen.

Det er et kæmpe skulderklap til vores 1.500 frivillige. Det er så flot

Frank Villumsen, festivalleder, Vilde Vulkaner

Han tror, at en del af Vilde Vulkaners succes kan forklares med, at arrangørerne har respekt for børnene.

- Det er en festival i børnehøjde med den gode oplevelse i centrum. Vi taler ikke ned til børnene, men fokuserer på at give dem rigtig gode opleveler, både rent musikmæssigt, men også med mange sjove, spændende og inspirerende aktiviteter, siger Frank Villumsen.

Vilde Vulkaner er Danmarks største børnefestival. Den første festival blev afholdt i 1995, hvor omkring 1.100 gæster fra SFO’er deltog.

I dag har festivalen 11.000 gæster fra institutioner med børn i alderen 7 til 14 år. 

Læs også Danmarks største børnefestival skudt i gang

Tip os Har du et godt tip?