Det vi har sammen

Danmarks Naturfredningsforening om salg af campingpladser: Pas på tivolisering

Danmarks Naturfredningsforening frygter, at områderne med campingpladser kan blive for kommercielle, når staten nu får mulighed for at sælge sine pladser til private. Foto: Colourbox

Regeringens beslutning om at sælge statens campingpladser træder i kraft i dag. Det vækker bekymring hos Danmarks Naturfredningsforening.

Campingfolket kan i de kommende år komme til at opleve forandringer på en række campingpladser. Folketinget har vedtaget en lov, der gør det muligt for staten at sælge de pladser, som den ejer. 

To af pladserne ligger i TV ØSTs område - der er tale om Sanddobberne Camping og Høve Strand Camping, der begge ligger i den nordlige del af regionen.

Hos Danmarks Naturfredningsforening falder beslutningen om at sælge campingpladserne ikke i god jord.

Salg af campingpladser kan gå ud over naturen

Nora Tam er formand for Odsherredafdelingen af Danmarks Naturfredningsforening:

Hvad er Danmarks Naturfredningsforening holdning til at staten vil sælge sine campingpladser?

- Jeg opfatter de her områder som vores fælles områder. Det er et problem at sælge dem til private, for der vil være et pres på hele tiden.

Et pres på hvordan?

- Det er dyrt at drive en campingplads. For at det kan løbe rundt, skal der komme en masse folk hele tiden og lægge penge. Derfor kan det være en privat ejer synes, det vil være godt med for eksempel en legeplads eller andre forlystelser i strandområdet, som vi ikke synes bør være der, fordi det er et naturområde.

Frygter dårligere adgang for offentligheden

Der er jo fortsat både en skovlov og en lov om at beskytte strandlinjen. Så hvis en ejer vil bygge nyt, skal der søges om dispensation. Så området er vel fortsat beskyttet?

- Ja, men der vil være et pres på hele tiden for at få lov til at lave det om. Det er lettere at opretholde områderne som de er, når det er offentlige områder. Det er mere besværligt, når det er private områder. Det fortæller vores erfaring os.

Hvad er det for en erfaring?

- Vi ser ofte i andre lande, at når først et område er blevet privat, så er der ikke langt til, at det bliver superprivat. Og så kan det blive svært for offentligheden at få adgang.

 

 

Tip os Har du et godt tip?