Han så en anelse bedrøvet ud, som han sad der på stolen i Nysted Bådelaugs klubhus. Manse.
Den sorte labrador var onsdag strandet på en stol, fordi vandmasserne var strømmet ind i lokalet. Til sidst var der så meget vand i rummet, at Manse ikke kunne komme derfra igen, som man kunne se i TV ØST’s livesending fra klubhuset onsdag aften.
Manse måtte til sidst bæres derfra, og han var dermed den eneste, der kom ud fra klubhuset med tørre fødder.
Snorkede hele natten
Og dagen derpå var Manse i fin form igen – i hvert fald, da TV ØST kom forbi for at følge op.
- Efter han kom hjem og fik varme i poterne og det hele, så gik det hele rigtig godt. Han snorkede hele natten og var frisk til i dag, fortæller hundeejeren Tommy Frederiksen, som også er næstformand i Nysted Bådelaug.
Torsdag gik den sorte labrador stille og rundt og gav en hjælpende pote i al oprydningsarbejdet efter oversvømmelserne.