Det vi har sammen

Dag for dag: Sådan stoppede politiet balladen i Haslev

Synligt politi har fået bugt med det meste uro i Haslev. Foto: TV ØST

Synligt politi, Natteravne og SSP på gaderne i Haslev har stoppet balladen i byen. Det er blevet mere trygt at færdes på gaderne i nattetimerne.

En massiv og samordnet indsats mellem politiet, foreninger og sociale myndigheder var den medicin, der skulle til for at stoppe længere tids ballade i Haslev.

Indsatsen blev startet, efter IT- konsulent Lars Rasmussen i september 2017 blev overfaldet på byens handelsstrøg  - et overfald der endte med flere brækkede tænder, et blåt øje og en psykisk ballast, som offeret stadig arbejder med at slippe for.

To unge mænd blev fredag dømt skyldige i overfaldet og blev idømt fængselsstraffe på mellem 6 måneder og et år. 

Der er faldet meget mere ro over byen

Brian Hansen, bagermester, Mesterbageren, Haslev

Efter overfaldet på Lars Rasmussen var der stor uro blandt borgerne i byen. Derfor blev der i oktober arrangeret et dialogmøde mellem både borgere, kommune, Natteravnene og politi.

- Vi havde ikke det samme indtryk af de ting, der foregik, som vi lige pludselig fik meldinger om. Udfordringen var lidt, at noget af det der foregik, var ikke noget man gik til politiet med, siger Allan Holm, vicepolitiinspektør ved Sydsjælland- og Lolland-Falsters Politi.

Mere tyngde fra politiet

Men efter dialogmødet var politiet ikke i tvivl om, at der skulle ske noget.

- Vi lagde noget tyngde de steder, hvor vi var bekendt med, at der var nogle særlige udfordringer. Vi fik noget viden om hvad det var for en persongruppe, der var særlig aktuel i forhold til det her. Vi fokuserede på vores indsats i Haslev. Meget af det handlede om, at vi havde brug for borgernes hjælp til at få information om, hvad problemstillingerne er, så vi kan reagere på det. Det lykkedes i samarbejde med både borgere, kommune og Natteravne, siger vicepolitiinspektøren.

Synlige SSP medarbejdere

Også SSP medarbejderne fra kommunen blev mere synlige på gaderne. Og det har virket.

SSP

SSP er et samarbejde mellem skole, socialforvaltningen og politiet. Samarbejdet har blandt andet til formål at forhindre, at unge havner i kriminalitet. I praksis udføres arbejdet af SSp-konsulenter ansat af kommunen.

- Jeg synes bestemt, det er blevet bedre. Der er mere ro i byen nu. I de perioder hvor vi og politiet er meget synlige, giver det både en præventiv effekt og at politiet kan handle med det samme, hvis de ser noget, der ikke er efter bogen, fortæller Christina Hansen, SSP konsulent i Faxe Kommune.

Bagermester Brian Hansen, der ejer Mesterbageren i Haslev, er enig i den vurdering. Han kom Lars Rasmussen til undsætning, da han blev overfaldet i september og har været ked af den megen uro i byen.

- Der er faldet meget ro over byen. Vi ser meget mere politi i byen, og der er slet ikke så meget uro som tidligere. Alle initiativer, der har været, har været gode, siger han.

Zoneforbud

Politiet indførte et zoneforbud omkring Jernbanegade. Og det kan være en del af årsagen til, at der ikke er så meget uro i byen længere.

- Og vi valgte at anvende zoneforbudet for at vise, at vi ikke tolererer, at man opfører sig, som man har lyst til og skaber utryghed for dem, der bare vil i byen og have en sjov aften, siger vicepolitiinspektør Allan Holm.

Der er blevet lagt mærke til, at der har været mere fokus på Haslev.

- Politiet kom og var synlige både nat og dag og de snakkede med de unge mennesker. Det, tror jeg, har betydet rigtig meget, siger bagermester Brian Hansen.

Læs også Lars blev overfaldet på åben gade i Haslev

Fortsat tryghed

Lige nu oplever både SSP, politi og borgere, at der er mere ro i byen. Og hele processen med dialogmøde i oktober og opsamling i februar i år, er med til at give håb om, at det kan fortsætte.

Vi skal have en opmærksomhed på, at det kan blusse op igen

Christina Hansen, SSP konsulent, Faxe Kommune

- Vi ved at politiets ressourcer er sparsomme. Og her hvor vi er inde i en bedre periode, skal vi have en opmærksomhed på, at det kan blusse op igen. Så vi er i løbende dialog med politiet omkring deres indsats og er opmærksomme på, at de får den viden, der skal til for at de kan lægge nogle patruljer hernede præventivt, siger SSP konsulent Christina Hansen.

Succes

- De tilbagemeldinger vi får er, at det har hjulpet. Det er en halt anden situation i dag end op til borgermødet i oktober. Dermed ikke sagt at der ikke kan opstå nogle ting og være episoder, men de tilbagemeldinger vi får, er slet ikke som det var. Så jeg vil selv betegne den indsats vi har lavet sammen med kommunen og natteravnene som en succes, slutter vicepolitiinspektør Allan Holm.

Tidslinje over anmeldelser og indsats i Haslev

21. september 2017 kl 06.10, Jernbanegade 31
To unge mænd overfaldt håndværker Lars Rasmussen med slag og spark på åben gade

21. september 2017 kl 06.10, Jernbanegade 31
Overfaldet og truet lokal bager i forbindelse med overfaldet på Lars Rasmussen samt overfaldet person, der forsøgte at gribe ind med slag, bid og spark

24. september 2017
Indehaveren af en lokal kro får vagter og ekstra overvågning

25. september 2017
Møde mellem politiet og kommunen og i den forbindelse vil Faxe Kommunes borgmester, Knud Erik Hansen (A), om Haslevs situation med Politidirektøren.

5. oktober 2017, dialogmøde mellem politi, SSP, borgere og politikere

21. oktober 2017 kl 06.05, Hjørnet af Frederiksgade og Jernbanegade 52
Revet sidespejle af bil og sparket mod varebil. Skader for mindst 26.000 kr

5.november 2017 kl 02.20, udfor værtshuset Bykroen på Jernbanegade 48
Unge drenge udsætter mand for røveri og truer sig til at få udleveret 4500 kroner.

Februar 2018, arbejdsgruppemøde
Førstemøde i arbejdsgruppen med SSP, Politi, Natteravnene, borgere, erhvervsdrivende og politikere

30. april 2018, Retten i Næstved
Fire unge fra Haslev på anklagebænken for uro, vold, trusler og hærværk i Haslev

4. maj 2018, Retten i Næstved
To unge dømt for overfaldet.

Tip os Har du et godt tip?