Dianalund
Lørdag den 7. april 2018
Natten efter sprængningen

Kenneth Wegge sov uroligt. Der var for mange tanker i hovedet, til at han for alvor kunne finde ro, og når hjernen endelig gav slip, og søvnen indtraf, var det kun med kortvarig succes.

På et tidspunkt satte han sig op. Hans mobiltelefon lyste op igen og igen, stadigt mere insisterende.

Der stod, at de havde i sinde at slå mine dyr ihjel. Både min hund og mine heste skulle slås ihjel, for det havde jeg fortjent, efter det jeg havde gjort.

Kenneth Wegge

På skærmen kunne han se, at han havde fået en besked. Han kendte ikke nummeret, men trykkede alligevel beskeden frem. Indholdet gjorde det ikke lettere at sove. Der stod, at nogen ville gøre ham ondt.

Det blev ikke bedre, da han om formiddagen tømte sin postkasse. Her lå der en håndskrevet besked med et rystende budskab.

- Der stod, at de havde i sinde at slå mine dyr ihjel. Både min hund og mine heste skulle slås ihjel, for det havde jeg fortjent, efter det jeg havde gjort.

Artiklen fortsætter under billederne...

 

Kenneth Wegge holder utrolig meget af sine dyr.

Fredag eftermiddag var Kenneth trådt ind i sit livs største krise. På samme måde som de bygninger, han selv så tit havde været med til at rive ned, havde han set sit drømmejob som sprængningsleder blive jævnet med jorden.

Under en opgave i Vordingborg reagerede en silo på havnen, som Kenneth Wegge og hans firma skulle stå for at fjerne, anderledes på sprængstoffet end planlagt. Siloen væltede den stikmodsatte vej, væk fra den forberedte stødpude og hen imod byens bibliotek og kulturarkade.

Ingen kom til skade, men bygningen fik betydelige materielle skader.

Artiklen fortsætter under billederne...

 

 

Sådan så det ud, efter siloen var væltet den forkerte vej.

Og nu lyste Kenneth Wegges telefon op med beskeder fra vrede mennesker, der mente, at han var inkompetent, at han burde miste sine tilladelser - og noget meget værre end det.

- Jeg fik nogle meget konkrete trusler på livet. Både min familie og venner blev der ønsket død og ødelæggelse over.

Jeg fik nogle meget konkrete trusler på livet. Både min familie og venner blev der ønsket død og ødelæggelse over.

Kenneth Wegge

 Kenneth Wegge var rystet, for truslerne i beskederne måtte komme fra nogen, der var ret tæt på ham. Det var i hvert fald nogen, der vidste, hvad hans nummer var, hvor han boede, og at han havde dyr på sin lille gård udenfor Dianalund.

- Det lagrer sig jo. Og jeg kom også til at tænke: Er det så alvorligt, det jeg har gjort? Jeg prøvede bare at udføre mit arbejde, og så blev jeg truet på livet. Det er sgu svært at forholde sig til, når man vågner op til sådan nogle beskeder. Det gør ondt, siger han.

Men det var ikke kun de truende beskeder, der holdt Kenneth Wegge vågen. I sit hoved afspillede han hele situationen igen og igen i håbet om at kunne svare på det altoverskyggende spørgsmål: Hvad gik galt?

 

Vordingborg
Torsdag den 5. april 2018
Aftenen før sprængningen

Der var ikke mere at forberede. Roen havde sænket sig hos Kenneth Wegge, der nu sad foran sin computer på hotellet i Vordingborg.

Han satte sig til at skrive et opslag på Facebook, som han altid gør, når en stor opgave venter. Med sine 53 meter og 9.000 ton var siloen en af de største opgaver i Kenneth Wegges karriere.

Følelsen af, at vi nu har gjort alt, hvad vi kan, og hvad der skal til, for at det skal blive en god sprængning, rammer mig nu, og nu er det bare at vente.

Da jeg stod og kiggede på de mennesker, der arbejdede, tænkte jeg: ”Det er lige præcis dét, jeg skal”.

Kenneth Wegge

Som Kenneth Wegge sad der, gav han sig selv rum til at reflektere over den forestående opgave. Det var jo lige det, han havde drømt om at lave hele sit liv.

Sprængningen i morgen er for mange en stor begivenhed, men for os er det en dag på job… og alligevel. Specielt er det altid at skulle gennemføre sådan en sprængning. Ting, jeg betragtede med stor beundring og fascination i hele min barndom.

Kenneth Wegge underdrev ikke, da han nedfældede de ord. Siden han var ganske lille – bare tre eller fire år gammel – havde han nemlig været fascineret af nedrivningsbranchen og store køretøjer. Han kom meget hos sin onkel, der havde to-tre tønder land, den lille purk kunne boltre sig på.

- Jeg husker det som værende en drøm altid, siger Kenneth Wegge.

00:57

Kenneth Wegge forældre, Kirsten og Bjarne Wegge, husker tydeligt, hvad deres søn drømte om som barn.

Luk video

Da han var cirka 13 år gammel, oplevede han sin første sprængning. En skorsten skulle væltes ved den gamle sukkerfabrik i Nakskov, og Kenneth Wegges far, Bjarne Wegge, tog sin søn under armen for at overvære det. Selv den dag i dag kan Kenneth Wegge huske, hvordan det lød, da der blev tudet i hornet, og de velkendte ord ”her sprænges” gjaldede.

- Da jeg stod og kiggede på de mennesker, der arbejdede, tænkte jeg: ”Det er lige præcis dét, jeg skal”. Der fik jeg sat billede på, hvad det var, jeg drømte om.

Artiklen fortsætter under billederne...

 

Kenneth Wegge begyndte tidligt at interessere sig for gravkøer, traktorer og sprængninger.

Den store sprængning nåede også avisernes spalter, og Kenneth Wegge klippede artiklen ud. Men dengang troede han ikke på, at drømmen rent faktisk kunne blive til virkelighed, og at han i april 2018 ville sidde foran sin computer på et hotelværelse i Vordingborg og reflektere over morgendagens store opgave. En sprængning, som han stod i spidsen for.

Jeg ved, at jeg har de bedste folk til at hjælpe, og alle dem, som er med på denne sag, har virkelig taget et stort og ubeskriveligt læs og støttet os, hvilket rører mig. Nu skal vi have noget søvn, før en travl og god fredag melder sig.

Denne artikel har Kenneth Wegge gemt.

 

Vordingborg
Onsdag den 4. april 2018
To dage før sprængningen

Den store silo på havnen i Vordingborg var ikke længere så massiv i sit udtryk. Den 53 meter høje bygning tog godt nok stadig det meste af udsigten til vandet, men otte meter oppe på konstruktionen var der store, gabende huller.

Hullerne var Kenneth Wegge og hans firma, Sprængningstjenestens, værk. De skulle fungere som en slags forben på siloen, som i dagene op til sprængningen sikrede, at konstruktionen stod oprejst. På selve dagen skulle eksplosiver blæse benene væk under siloen og jævne den med jorden.

Artiklen fortsætter under billederne...

 

Benene på siloen skulle sprænges væk for at få den til at vælte.

Kenneth Wegge og hans assistent, Michael Riis Becker, arbejdede hårdt på at få styr på hver enkelt lille detalje den dag. De havde egentlig været i gang med planlægningen i over et halvt år. De havde i samarbejde med en ingeniør kigget på kort og tegninger af bygningen, målt tykkelsen på siloens vægge og de fysiske rammer, de havde taget billeder og kigget på området og på, om der var andre bygninger eller højspændingsledninger, de skulle tage højde for. Hvordan skulle de svække konstellationen? Hvor meget sprængstof skulle der til?

Konstruktioner, der går ud af kurs, er som sådan ikke noget særligt i vores verden, men det er jo en fejl, at vi sprøjtede en bygning til.

Kenneth Wegge

Men en lille måned forinden havde de sprængt siloens trappetårn væk, og det var ikke gået helt som planlagt. Trappetårnet var væltet skævt ned i noget blød jord, og de containere, Kenneth Wegge og kompagni havde opstillet, skærmede ikke godt nok for de bagvedliggende boliger. Det gav smadrede ruder og store klatter jord på facaden af en tilstødende bygning.

- Det sprøjtede længere, end vi havde oplevet før. Konstruktioner, der går ud af kurs, er som sådan ikke noget særligt i vores verden, men det er jo en fejl, at vi sprøjtede en bygning til. Det blev vi nødt til at handle på.

00:15

Sådan så det ud, da trappetårnet blev sprængt væk.

Luk video

Derfor havde Kenneth Wegge i samarbejde med ingeniøren gennemgået sprængningen af siloen igen. De lagde sand ud for at undgå opsprøjt, de lavede højere volde, og de stablede flere containere end før foran boligerne. Og så havde Kenneth Wegge en ekstern konsulent til at se på, hvad siloen skulle lande i. Stødpuden.

- Vi kiggede på, hvordan vi skulle gøre, hvis siloen skiftede kurs. Konstruktioner er komplekse, for når vi først er i gang, så er der ingen vej tilbage. Siloen skulle falde, og der skulle være noget til at gribe den, fortæller han.

Konstruktioner er komplekse, for når vi først er i gang, så er der ingen vej tilbage. Siloen skulle falde, og der skulle være noget til at gribe den

Kenneth Wegge

Også sikkerheden for eventuelle fremmødte publikummer blev taget under lup. Kenneth Wegge følte et stort ansvar for, at de mennesker, der havde lyst til at se på, og dem på byggepladsen kom hele hjem til deres familier. Og at han selv gjorde det. Derfor udvidede de sikkerhedszonen.

Tilbage var nu blot at lave de sidste forberedelser. Med store boremaskiner borede Kenneth Wegge og Michael Riis Becker lange huller i siloens støtteben. 11 huller i hvert ben, 56 i alt. Det var her, sprængladningerne blev placeret helt tilbage i hullet. Derefter blev hullerne fyldt med grus for at forhindre, at trykket i hullet sivede ud. Og så kom der detonatorer på sprængstoffet.

Så nu skulle den store dag bare oprinde.

Sprængstoffet blev placeret i hullerne.

 

Vordingborg
Fredag den 6. april 2018
Sprængningsdagen

Den lå godt i maven på Kenneth Wegge. Silosprængningen. Han følte sig helt overbevist om, at alt ville gå som planlagt, for hvis han ikke havde følt sig sikker på det, ville han aldrig trykke på knappen.

Alligevel gennemgik Kenneth Wegge endnu engang sprængningsplanen minutiøst for at være sikker på, at sikkerheden var i orden. Sikkerhedszonen blev gennemgået tre gange.

Klokken 16 var det ved at være tid til at tude i hornet og få lagt siloen ned. Der var mødt flere hundrede mennesker op, og lokale medier havde linsen rettet mod dagens hovedattraktion.

Artiklen fortsætter under billederne...

 

Flere hundrede personer var mødt op for at se sprængningen.

Men de kom til at vente længere tid end planlagt, netop på grund af sikkerheden. Beboerne i de omkringliggende lejligheder var blevet evakueret, men en enkelt mand havde nægtet. Han ville ikke forlade sit hjem.

- Og så trykker man bare ikke på knappen. Der ville formentlig ikke ske noget ved, at han var derinde, men vi ventede alligevel. Det er proceduren. Der var ikke noget, vi skulle nå. Vi skulle ikke løbe nogen risiko, siger Kenneth Wegge.

Jeg glædede mig til at se faldet. Det er et helt fantastisk syn, når tingene lægger sig ned. Det glædede jeg mig til, kan jeg huske.

Kenneth Wegge

Til sidst lykkedes det politiet at overbevise naboen til sprængningen om at gå med, og så gav de Kenneth Wegge grønt lys. Han måtte trykke på knappen og sætte de store kræfter, der skulle gøre siloen til fortid, i gang.

- Jeg glædede mig til at se faldet. Det er et helt fantastisk syn, når tingene lægger sig ned. Det glædede jeg mig til, kan jeg huske. Og jeg var ikke nervøs, da hornet lød.

Kenneth Wegge tudede i hornet tre gange, sådan som reglerne foreskriver. Da stilheden havde sænket sig, brød han den igen med ordene ”her sprænges”, og hans tommelfinger fandt knappen på tændapparatet, der var forbundet til detonatorerne i sprængstoffet. Han trykkede.

01:21

Sådan reagerede Kenneth Wegge forældre, Kirsten og Bjarne, da siloen væltede den forkerte vej.

Luk video

Derefter stod tiden stille.

Først så det ellers ud til, at alt ville gå som planlagt. Trykket på knappen fik dynamitten til at sprænge, og i et enkelt splitsekund så det også ud til, at siloen ville vælte den rigtige vej. Men så rettede den sig op igen, og langsomt tiltede den i den modsatte retning.

- I de sekunder passerede alt revy. Alle mine tanker var på, hvad jeg havde gjort galt. Hvorfor gør den sådan der? Inderst inde vidste jeg godt, at den ikke ville ramme nogen, for alt var målt op, og jeg havde sørget for, at folk var væk. Men alt, jeg havde drømt om i hele mit liv, smuldrede i de sekunder. Det var sådan, jeg så det, siger Kenneth Wegge.

At vente på at få at vide, at alle var i god behold, var de grimmeste sekunder i mit liv.

Kenneth Wegge

Et hav af tanker maste sig vej gennem Kenneth Wegges hoved. Hele hans krop blev omsluttet af en følelse af afmagt. Han var helt forstenet. Han hørte sig selv råbe ned i sin walkietalkie, fordi han ville have bekræftet, at ingen personer var kommet noget til. Ingen svarede.

Pludselig gik det op for ham, at han havde glemt at trykke på den knap, der skulle sende hans melding ud på frekvensen. Ingen havde hørt ham råbe.

- At vente på at få at vide, at alle var i god behold, var de grimmeste sekunder i mit liv. Men da det gik op for mig, at jeg ikke havde trykket ordentligt på walkietalkien, var det, som om jeg vendte tilbage til virkeligheden. Jeg måtte handle, siger Kenneth Wegge.

Publikum var helt forstenede, og jeg stod i midten. Det var så grim en følelse, at det er svært at forklare.

Kenneth Wegge

Stilheden omkring ham var slående. Normalt bliver en vellykket sprængning efterfulgt af klapsalver og jubel fra tilskuerne, men Kenneth Wegge husker det, som om der var fuldstændig ro.

- Publikum var helt forstenede, og jeg stod i midten. Det var så grim en følelse, at det er svært at forklare. Det er stadig noget, der rører mig. De følelser vil altid sidde i mig, for jeg var på et stressniveau af en anden verden. Jeg har oplevet, at ting er faldet skævt, eller en kran, hvor ladningerne ikke virkede. Herregud, værre er det ikke. Men at stå med den her silo var så markant en anden følelse.

00:52

Efter den mislykkede sprængning talte Kenneth Wegge og hans makker med en psykolog. Det var svært at sætte ord på oplevelsen.

Luk video

Da Kenneth Wegge havde sundet sig lidt, slog hans professionalisme til. Han gik hen til kulturarkaden for at besigtige skaderne. Og så blev han afhørt af politiet, der startede en sag, som skulle afgøre, om der var foregået noget ulovligt.

- Det var så stort og komplekst og unaturligt, at der skulle eksperter til at vurdere det. Og vi ville gerne hjælpe med at opklare det, for hvis jeg havde en andel i det, så skulle jeg også have en lussing for det. Jeg står ved det, jeg laver. Jeg løber ikke fra ansvaret, siger Kenneth Wegge.

Mine forældre var der for at se sprængningen, og jeg kunne se afmagt i deres øjne bagefter. De var bekymrede.

Kenneth Wegge

Da brandvæsnet ankom til stedet, kom kollegaen Michael Riis Becker hen til Wegge og sagde til ham, at nu ville de tage over. De var i fuld gang med at sikre bygningen, så den ikke styrtede sammen. Der var ikke mere for Kenneth Wegge at gøre ved kulturarkaden.

- Der satte jeg mig lige ned for at puste ud, for den var led. Mine forældre var der for at se sprængningen, og jeg kunne se afmagt i deres øjne bagefter. De var bekymrede. Det var rigtig svært. Jeg vidste, at lige om lidt ville jeg blive spurgt, hvad der gik galt, og det vidste jeg ikke. Jeg kunne ikke svare på det.

 

Dianalund
Lørdag og søndag den 7. og 8. april 2018
Dagene efter sprængningen

Det var ikke meget søvn, Kenneth Wegge fik efter sprængningen, og det var både dødstruslerne mod hans dyr og de mange tanker i hovedet skyld i. Timerne efter den fejlslagne sprængning havde gjort ham ti år ældre. Pludselig føltes hans hjem fremmed for ham.

Derfor havde han også kun lyst til én ting, da han stod op lørdag morgen. Han ville til Vordingborg. Han var nødt til at være der, for lige nu var det der, han hørte hjemme. Hele vejen derned håbede han, at det bare var en ond drøm, og at siloen stod der endnu.

Men det gjorde den ikke.

Til gengæld var arbejdet i fuld gang dernede.

- Der var et super beredskab. De havde styr det, og søndag havde de dækket alle ting ind. Så var det, som om jeg godt kunne tage hjem og samle mig lidt om det.

Kommentarerne blev af mere og mere giftig karakter. Der var en, der ønskede, at mine tilladelser blev fjernet, eller at mine forsikringer blev så dyre, at jeg ikke kunne udøve det her erhverv.

Kenneth Wegge

Det var dog ikke, fordi han fik ro til at samle sig. Lokale og landsdækkende medier ville gerne have en kommentar, og videoerne fra silosprængningen havde fået mange kritiske røster til at skrive kommentarer om siloen og i særdeleshed Kenneth Wegges arbejde.

Dynamit Harry havde sikkert klaret opgaven bedre, var der en, der skrev.

Hvordan er det muligt at være så talentløs, skrev en anden.

Det viste sig åbenlyst at være et uprofessionelt og amatøragtigt arbejde der er udført, eller mangel derpå. FIASKO, lød det fra en tredje.

00:23

Kommentarerne væltede ind, efter siloen væltede den forkerte vej.

Luk video

- Allerede i timerne efter sprængningen kom der en masse kommentarer. Nogen syntes, det var vældigt morsomt, og det var det måske også, når ingen blev ramt. Men kommentarerne blev af mere og mere giftig karakter. Der var en, der ønskede, at mine tilladelser blev fjernet, eller at mine forsikringer blev så dyre, at jeg ikke kunne udøve det her erhverv. Det gjorde ondt, at jeg blev hængt ud, for jeg gør ikke noget for at skade nogen. Det ligger ikke i jobbeskrivelsen.

Det var mærkeligt at sidde at læse om sig selv på den måde. Man ønsker jo ikke at blive kendt for det, der går galt.

Kenneth Wegge

Samtidig var det ikke alene de danske medier, der skrev om den uheldige sprængningsleder. Nyheden spredte sig over flere kontinenter og blev blandt andet nævnt i New York Post, Washington Post, Reuters, BBC og endda et medie i Indien.

- Det var mærkeligt at sidde at læse om sig selv på den måde. Man ønsker jo ikke at blive kendt for det, der går galt. Man vil gerne huskes for det, der går godt. Havde den væltet rigtigt, havde jeg været verdens dygtigste sprængningsleder, men nu gik det den anden vej. Det lagrer sig, selvom jeg sagde til mig selv, at jeg ikke skulle læse det. Man skulle være temmelig kold og kynisk, hvis ikke det skulle lagre sig.

Artiklen fortsætter under billederne...

 

 

Nyheden om den fejlslagne sprængning nåede mange forskellige lande.

På det tidspunkt holdt Kenneth Wegge sig væk fra sit eget hjem, fordi han blev opsøgt af medierne der. Han tænkte hele tiden over, hvad det næste ville blive. Hvad var det, de mennesker jagtede? Hvorfor ville de have hans hoved på et fad?

- Jeg var i dyb krise, og så skulle jeg forholde mig til folks meget markante meninger. Det gjorde det endnu værre. Jeg følte mig som jaget vildt.

Når jeg kigger mig i spejlet, så tænker jeg ikke, at jeg sprang over, hvor gærdet var lavest, men jeg havde alligevel en skyldfølelse, for det var mit navn, der stod alle vegne.

Kenneth Wegge

Det blev Kenneth Wegges familie, venner og kollegaer, der bar ham igennem de første dage efter sprængningen. Især kollegaerne kunne bidrage med en form for krisehjælp, fordi mange af dem havde stået i lignende situationer.

- Man er jo ikke uddannet til at håndtere sådan noget her. Det var jo mig, der trykkede på knappen. Det var mig, der satte det i gang. Når jeg kigger mig i spejlet, så tænker jeg ikke, at jeg sprang over, hvor gærdet var lavest, men jeg havde alligevel en skyldfølelse, for det var mit navn, der stod alle vegne, og det var mig, der trykkede på knappen, siger Kenneth Wegge.

Men langsomt oplevede Kenneth Wegge, at ulykken blev pillet af plakaten, og de mange kommentarer forstummede. Langsomt vendte hverdagen tilbage.

 

Odense
Søndag den 6. maj 2018
En måned efter sprængningen

Kenneth Wegge var i Odense til sit første store job efter den mislykkede sprængning i Vordingborg. I løbet af måneden havde han haft nogle småopgaver, men det her var første gang, han skulle vælte noget. Og han havde stadig ikke fået svar fra politiet på, om det var hans skyld, at silosprængningen gik galt.

Jeg havde lige været i vælten med siloen. Det måtte bare ikke ske igen.

Kenneth Wegge

- Enhver opgave er vigtig for mig, men det var selvfølgelig ekstra vigtigt her, at tingene gik, som de skulle. Jeg havde lige været i vælten med siloen. Det måtte bare ikke ske igen.

I Odense var det en 25 meter høj murstensskorsten, der skulle jævnes med jorden. Sprængningen var særlig, blandt andet fordi der stod en bygning en halv meter fra den store skorsten, og fordi der var mange drivhuse i området. Mange glasruder, der kunne blive smadret, hvis tingene ikke gik, som det skulle.

Artiklen fortsætter under billederne...

 

Sprængningen var svær, blandt andet fordi der var en bygning en halv meter fra skorstenen.

Sammen med makkeren Michael Riis Becker gik Kenneth Wegge og gjorde de sidste forberedelser til sprængningen, der som altid var planlagt ned til mindste detalje. Med en stor motoriseret kapsav skar de hul i bunden af skorstenen og fjernede mursten, så den fik to ben.

Hver ben fik tre huller til sprængstoffer.

Den sidste måneds pres sad stadig i Kenneth Wegge. Episoden i Vordingborg havde givet ham meget at tænke over, for hvad skulle der ske med firmaet nu? En fejl nu kunne betyde enden på hans drengedrøm.

Alt var på spil ved den første store sprængning efter Vordingborg.

Det tog ellers lang tid, før Kenneth Wegge fandt ud af, at hans drengedrøm kunne blive til virkelighed. I mange år fortalte de, der kendte noget til faget, ham, at det ikke ville lykkes. Derfor tog han i stedet en uddannelse som maskinfører indenfor landbruget.

- Jeg troede jo, at den anden drøm var uopnåelig. Men jeg fandt nok hurtigt ud af, at min interesse alligevel ikke lå som maskinfører. Og jeg havde nok heller ikke flair for det, siger Kenneth Wegge.

00:44

Kenneth Wegge sætter en nål i et kort, hver gang han har sprængt noget et nyt sted.

Luk video

Derefter begyndte han at arbejde som nedriver, og så kom han med helt tæt på de folk, han så så meget op til: Sprængningseksperterne. Og på et tidspunkt var han med i hele processen, da en skorsten skulle lægges ned i Maribo.

- Jeg var med til at bore huller og lægge dynamit og hele processen. Det var første gang. Men jeg vidste jo ikke noget om det. På det tidspunkt havde jeg været på nogle sprængningskurser, men bare fordi du har kørekort, betyder det ikke, du er god til at køre bil. Det var ikke noget, jeg bare kastede mig ud i derfra. Det var store kræfter, jeg skulle lære at håndtere.

På det tidspunkt havde jeg været på nogle sprængningskurser, men bare fordi du har kørekort, betyder det ikke, du er god til at køre bil.

Kenneth Wegge

I 2008 valgte Kenneth Wegge at blive selvstændig, og i 2009 bestod han certifikatprøven hos Dansk Sprængteknisk Forening. Han var nu ejer af sprængningscertifikat nummer 155.

Siden havde han været med på flere tusinde sprængningsopgaver - cirka 275 om året - og skorstene som den, han nu skulle lægge ned i Odense, var ikke noget, han ikke havde prøvet før. Alligevel var den noget særligt, for vigtigheden af en vellykket sprængning lå tungt i ham.

- Selvom vi har haft skorstene magen til, så kunne den her jo godt finde på at opføre sig anderledes. De tanker havde jeg selvfølgelig i hovedet, siger Kenneth Wegge.

00:54

Sådan foregik det, da Kenneth Wegge trykkede på knappen.

Luk video

Men han var ikke nervøs, slog han fast, da en reporter fra TV 2 Fyn stillede spørgsmålet, der var på alles læber:

Der var en berømt silo i Vordingborg for ikke så længe siden, som kiksede en lille smule. Giver det dig lidt ekstra kriller i maven?

- Gjorde det det, så skulle jeg stoppe. Så nej, det gør det ikke. Men selvfølgelig ligger det i bagtankerne, svarede Kenneth.

Selvom vi har haft skorstene magen til, så kunne den her jo godt finde på at opføre sig anderledes. De tanker havde jeg selvfølgelig i hovedet.

Kenneth Wegge

Da alle tilskuere og arbejdere var flyttet på sikker afstand af skorstenen, tudede Kenneth Wegge i hornet. Tre gange som altid. Han skreg ”her sprænges”, trykkede på knappen og kunne se skorstenen falde langsomt. Lige præcis den vej, som den skulle.

Kenneth Wegge var tydeligt lettet og gav Michael Riis Becker et velfortjent knus.

- Sådan, gamle dreng. Vi kan sgu godt, sagde han.

00:33

Efter den vellykkede sprængning ringede Kenneth Wegge til sin mor.

Luk video

 

Dianalund
Fredag den 15. juni 2018
To en halv måned efter sprængningen

Der var kommet et brev i Kenneth Wegges indbakke på e-boks. Et brev fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Brevet.

Han klikkede det utålmodigt frem, for det var svaret, han havde ventet på hver eneste dag siden siloulykken. Var det hans skyld, at den væltede den forkerte vej?

Svaret var ganske kortfattet.

Efterforskningen bliver standset

Jeg har i dag besluttet at standse efterforskningen i sagen vedrørende sprængningen af en silo den 6. april 2018 i Vordingborg.

Begrundelsen for min afgørelse er, at der ikke er en rimelig formodning om, at der er begået noget strafbart.

Med venlig hilsen
Maria C. Jepsen,
Specialanklager

Politiets eksterne eksperter var altså nået frem til, at sprængningen var både planlagt og gennemført efter normal praksis. Lige efter Dansk Sprængteknisk Forenings henvisninger. Eksperten vurderede, at Kenneth Wegge og hans firma havde gjort, som de skulle.

- Der var ingen bemærkninger til sikkerhedsproceduren, og det er jo i virkeligheden det vigtigste for mig. At min sikkerhed var fuldstændig i top overfor andre mennesker, for mennesker er uerstattelige. Det gav lidt ro i sindet.

Sådan et stykke papir får ikke sat et punktum for det, for det her vil træde frem i resten af mit virke. Uanset om jeg har fået et skulderklap fra politiet eller ej.

Kenneth Wegge

- Jeg ville aldrig nogensinde kunne tilgive mig selv, hvis der havde ligget nogen nedenunder den silo. Så det var vigtigt for mig at få bekræftet, at jeg havde gjort det fuldstændig efter kunstens regler.

Alligevel kunne Kenneth Wegge ikke helt lukke sagen ned. I hvert fald ikke i sit hoved, hvor han stadig kunne mærke det chok, han fik, da siloen væltede den modsatte vej.

- Sådan et stykke papir får ikke sat et punktum for det, for det her vil træde frem i resten af mit virke. Uanset om jeg har fået et skulderklap fra politiet eller ej. Det var også derfor, jeg var så rystet bagefter. Det var utilsigtet, og det rystede mig meget, for det burde bare ikke kunne lade sig gøre. Men det gjorde det alligevel, siger han.

Men der var ikke andet for end at arbejde videre. Der var i hvert fald ingen tvivl om, at han havde styr på sit håndværk. Svaret fra politiet gav ham et lidt mere afslappet forhold til den fredag, hvor alt ellers styrtede sammen.

00:44

Et engelsk dokumentarhold ville gerne interviewe Kenneth Wegge. Han havde først overskud, da han vidste, han ikke havde begået nogen fejl.

Luk video

 

Brabrand
Fredag den 29. juni 2018
Knap tre måneder efter sprængningen

En stor opgave ventede i Brabrand ved Aarhus. Og en kompliceret en af slagsen. Kenneth Wegge og hans hold skulle lægge en stålskorsten på 65 meter ned. Det havde han kun prøvet én gang før – og den skorsten var kun 15 meter høj.

Skorstenen i Aarhus var samtidig 12 meter højere, end siloen i Vordingborg var.

Stålskorstenen var 65 meter høj og lå lige ved togbanen.

- At tage en stålskorsten er forbundet med nogle helt andre risici. Du har meget større sprængladninger på. Ved stålskorstene er der altså fart over feltet. Får man ikke dækket den ordentligt ind og neutraliseret ladningerne, så er der et meget større faremoment, siger Kenneth Wegge.

Netop faren ved at være sprængningsleder har han altid i baghovedet, men efter silosprængingen stod det alligevel mere klart for ham.

Når man står dernede og skal samle bukseben, sko og hjelme op, der bare er smurt ind i blod, så går det op for en, hvad det er, vi har med at gøre.

Kenneth Wegge

Også fordi der et år tidligere var sket en alvorlig ulykke på en byggeplads i Hellerup. Tre personer blev kvæstet under en eksplosion, og selvom Kenneth Wegge ikke havde noget med sprængningen at gøre, ringede han alligevel til ejeren af det firma, der stod for den. Han ville høre, om der var noget, han kunne hjælpe med, for i sprængningsbranchen holder man tæt sammen.

Ejeren ville gerne have, at Kenneth Wegge kom og hjalp med at rydde op.

- Når man står dernede og skal samle bukseben, sko og hjelme op, der bare er smurt ind i blod, så går det op for en, hvad det er, vi har med at gøre. To mistede øjne, og én kom til skade med nogle tarme og en finger, der røg. At stå og se elevator og trappe smurt ind i blod, det satte nogle tanker i gang. Jeg arbejder med noget, der er dødsensfarligt, siger sprængningslederen.

Her kan du se nyhedsindslaget fra TV2 Lorry efter ulykken i Hellerup:

01:29

Kort nyt

Luk video

- Der kunne jo indtræde nogle ting i Aarhus, som vi ikke vidste noget som helst om. Der kunne være nogle svækkelser i konstruktionen, som vi ikke kendte til. Jeg tænkte over, hvad jeg ville gøre, hvis den væltede bagover, fordi jeg nu havde prøvet, at det var sket. Jeg havde rent faktisk oplevet det.

Så det var – som altid – med stor respekt, at Kenneth Wegge gik til opgaven i Brabrand. Stålskorstenen skulle én gang for alle få ham tilbage på sporet efter ulykken i Vordingborg.

- Det er et psykisk pres på skuldrene at sprænge noget. Og det pres blev nok lige skærpet lidt ekstra ovenpå Vordingborg. Det er der ingen tvivl om.

Jeg tænkte over, hvad jeg ville gøre, hvis den væltede bagover, fordi jeg nu havde prøvet, at det var sket. Jeg havde rent faktisk oplevet det.

Kenneth Wegge

Skorstenen i Brabrand stod på en gammel slagterigrund med bygninger tæt på og for at komplicere opgaven yderligere, så stod den samtidig ganske få meter fra jernbanen. Jernbanen, hvor der hver eneste time passerede seks tog hver vej. Derfor var det desto mere vigtigt, at skorstenen landede lige på det planlagte sted.

Artiklen fortsætter under billederne...

 

Der blev målt ud og lavet huller i stålskorstenen, inden den skulle væltes.

Kenneth Wegge målte møjsommeligt ud ved skorstenen. Sikkerhedsafstand og størrelsen på de ben, der skulle blæses væk. Han lavede et neongult kryds på jorden med en spraydåse for at indikere, hvor skorstenen gerne skulle ende.

Ligesom ved murstensskorstenen og siloen i Vordingborg, blev der skåret store kiler i stålmaterialet, så der kun var få centimeter tilbage. En gravemaskine blev samtidig placeret med grabben opad skorstenen for at lægge trykket den rigtige vej. For at sikre, at skorstenen ikke lavede spilopper og væltede ud over jernbanen.

Til sidst var der kun tilbage at give politiet og Banedanmark besked. Så tudede hornene. Der sprængtes.

00:56

Sådan gik det til, da den store stålskorsten blev sprængt.

Luk video

Skorstenen landede lige, som den skulle. Helt perfekt.

- Det er jo min drengedrøm. Jeg tror, det må være ligesom at vinde en landskamp, når det går, som det skal. Vordingborg vil ende i en mappe oppe på kontoret, og jeg vil altid vide, hvad den indeholder. Men den vil aldrig få lov til at overskygge mere.

Vordingborg vil ende i en mappe oppe på kontoret, og jeg vil altid vide, hvad den indeholder. Men den vil aldrig få lov til at overskygge mere.

Kenneth Wegge

Fredag den 6. april 2018 trådte sprængningsleder Kenneth Wegge ind i sin største krise nogensinde. Tre måneder senere trådte han helt ud igen.

Det er stadig uvist, hvorfor siloen i Vordingborg væltede den forkerte vej, men Kenneth Wegge og hans team begik ikke nogen fejl, har en ekstern ekspert fastslået for politiet.

Se hele dokumentaren om Kenneth Wegge her:

36:58

Den 6. april 2018 gik noget helt galt på havnen i Vordingborg. En 9.000 tons tung silo skulle væltes ved hjælp af sprængstof. Men siloen væltede af uforklarlige grunde den gale vej og smadrede blandt andet byens nye bibliotek. Dokumentarfilmen Siloen er historien om sprængningslederen Kenneth Wegge, som gennemlever den værste krise i hans liv.

Luk video

Sådan gjorde vi:

Denne webdok er skrevet af Ida Laursen Brock på baggrund af en dokumentar produceret og tilrettelagt af Lasse Skovgaard Hansen på TV ØST.


Lasse Skovgaard Hansen har fulgt sprængningsleder Kenneth Wegge før, under og efter den fatale sprængning i Vordingborg i april.

 

Der skal lyde en stor tak til Kenneth Wegge, hans forældre, Kirsten og Bjarne Wegge, sprængningsassistent Michael Riis Becker og andre medvirkende.