Da Ringsted blev centrum for landets største politiaktion

02:42

Ringsted er i denne uge blevet centrum for spekulationer om snigmord, PET-agenter og iranske modstandsgrupper. Video: René Lind - Lind Foto

Situationen ved Storebælt. Foto: Michael Nordborg

1 af 2

Ringsted er havnet midt i orkanens øje, da den angiveligt huser en gruppe, som er årsag til, at politiet i fredags satte gang i en kæmpe politiaktion.

Alt er, som det plejer.

Det er medierne, der er gået i selvsving, lyder det fra borgere i Ringsted. 

Det er torsdag. Næsten en uge efter en af landets største politiaktioner lukkede broer, færger og tog på Sjælland. 

Støvregnen fyger ned fra det grå skydække, der har lagt sig over Ringsted by. En by, der pludselig er blevet omdrejningspunktet efter den store politiaktion, som satte en osteklokke ned over Sjælland. 

Ifølge DR Nyheder skyldtes den massive aktion fredag, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) var bekymret for sikkerheden for bestemte personer, som er tilknyttet en politisk gruppe af eksil-iranere i Danmark. 

Der var tre betjente, som ikke var i uniform, som spurgte efter overvågning

Nabo, Ringsted

Gruppen hedder ASMLA (Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahwaz), og de kæmper for, at det sydvestlige område i Iran omkring byen Ahvaz bliver en selvstændig stat. Og i Ringsted sender gruppen tv til andre iranere. 

Nogle gange ser man spøgelser

Tre duer sipper af en pyt, som støvregnen har formået at samle i en afkrog på torvet i Ringsted. Og pyt er måske netop dét, der er fortællingen fra Ringsted i efterdønningerne på politiaktionen. 

- Det er ikke noget, vi mærker noget til. Nogle gange ser man spøgelser over det hele, lyder det fra Jesper Beck Nielsen fra Ringsted. 

- Jeg har ikke mærket noget til det. Overhovedet ikke, siger Erik Madsen fra Ringsted.

Sjælland blev fredag lukket inde, fordi politiet jagtede en sort Volvo på svenske nummerplader. Dagen efter aktionen lød det fra Københavns Politi, at aktionen blev sat i gang, fordi PET frygtede, at bilen havde relation til en sag, som de havde arbejdet på i noget tid, hvor enkeltpersoner er truet på livet.

- Man måtte vurdere, at et angreb kunne være i gang, sagde chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov på et pressemøde lørdag.

De truede personer var bragt i sikkerhed.

- Dem passer vi godt på, lød det korte svar.

Civile betjente bad om overvågning

Bevæger man sig ned til stedet, hvor ASMLA holder til, trækker borgerne stadig på skuldrene. 

Pyt.  

- Der var tre betjente, som ikke var i uniform, som spurgte efter overvågning. Det var torsdag eller fredag.

Sådan lyder det fra en kvinde, som TV ØST møder. Hun arbejder i en forretning i nærheden af, hvor gruppen af eksil-iranere holder til i Ringsted. Men hun har ikke bemærket noget andet usædvanligt i området omkring den iranske gruppe. 

Artiklen fortsætter under billederne.

Situationen ved Storebælt i fredags under politiaktionen. Foto: René Lind - Lind Foto

Situationen ved Storebælt i fredags under politiaktionen. Foto: Michael Nordborg

Politiet har endnu ikke ønsket at fortælle, hvem de truede enkeltpersoner er. Men DR Nyheder mener at vide, at det er personer fra gruppen ASMLA. 

Det er dog stadig uvist, hvem der står bag den formodede trussel.

Den iranske gruppe i Danmark fik opmærksomhed den 22. september, efter et terrorangreb mod en militærparade i den iranske by Ahvaz. Efterfølgende lød det fra de iranske myndigheder, at personer fra den danske gruppe af ASMLA var involveret i terrorangrebet og derfor krævede, at de blev udleveret til Iran. Det skriver DR Nyheder.

Naboerne har intet bemærket

Trusler eller ej, så overskygger det ikke trygheden i Ringsted. 

Den er, som den hele tiden har været. Hverken mere eller mindre. En nabo til den iranske gruppe fortæller til TV ØST, at det ikke er noget, hun gider bruge sin tid på at tænke over. 

I en anden forretning, som ligger overfor, hvor gruppen holder til, fortæller en medarbejder, at hvis der havde været bare en smule aktivitet, så havde de set det. 

- Vi har ikke lagt mærke til, at der var flere mennesker end normalt. Det ville vi også have bemærket, hvis det havde været betjente i civilt tøj, lyder det. 

- Vi har før set aktivitet i området på grund af grupperingen. Men vi har ikke set noget i forbindelse med i fredags, understreger hun. 

Hendes kollega fortæller, at flere medier har spurgt, om de ved noget.

- Men vi har ikke bemærket noget, siger han.

De passer på os

Ved kongrescenteret i Ringsted står borgmesteren. Med sorte, kantede briller.

- I fredags oplever jeg ikke andet end andre, siger Henrik Hvidesten (V).

- Helikoptere hang over byen, men når alt er lukket ned, lægger man ikke mærke til det.

Da Henrik Hvidesten hørte, at Ringsted blev nævnt i nyhederne, fordi de angiveligt var centrum for balladen, ringede han straks til Midt- og Vestsjællands Politi.

Hvis der var noget at være bekymret for, så ville han vide det, fik han at vide. Men er der ikke noget at være bekymret for, når PET tilsyneladende render rundt i byen?

- De er der netop for at passe på os, siger borgmesteren.

TV ØST kender identiteten på naboerne, men har valgt at anonymisere personerne, så man ikke kan genkende lokationen på ASMLA, der muligvis stadig er under beskyttelse af PET.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App