For seks år siden trådte 40-årige Peter Arvedsen for første gang ind ad døren hos Café Ingeborg i Ringsted.
Han var modløs og deprimeret, fordi han i sit job som jord- og betonarbejder var faldet ned af en stige og havde ødelagt sin ryg, så han ikke længere kunne arbejde.
Det skriver Socialpædagogerne.
- Jeg kunne ikke se nogen mening med noget. Jeg sad derhjemme og spillede computer eller sad for mig selv. Jeg lavede ingenting, fortæller han til TV ØST.
- Jeg har savnet dig
Sammen med en jobkonsulent var Peter Arvedsen faldet over Café Ingeborg i jagten på noget, som han kunne give sig til. Caféen er en alternativ arbejdsplads for forskellige mennesker med alt fra Downs Syndrom, autisme, psykisk sårbarhed, demens og alt muligt andet.
Jeg kommer fra Hundige-Greve. Der har man en vis tone og måde at være på. Man har en facade på. Man smiler ikke
Jobkonsulenten og Peter Arvedsen ringede til caféen, og han fik mulighed for at komme til samtale hos dem om en praktikplads.
- Jeg kom derned og tænkte, at ingen ville have mig, siger Peter Arvedsen.
Men da han træder indad døren, kommer Bo Bang Jensen, der har Downs Syndrom, løbende i armene på ham.
- Han siger: ”Ej, hvor har jeg savnet dig”, og jeg har aldrig set ham før, siger den 40-årige tidligere jord- og betonarbejder.
Artiklen fortsætter under billedet...
Havde en facade på
Cafeén tog Peter Arvedsen ind, selvom der ikke var nogen tvivl om, at han kom fra et hårdkogt miljø.
Jeg så hans Adidas-hængerøv, lidt vuggende gang, uden hår på hovedet og mange tatoveringer, så jeg tænkte, at det ville blive interessant. Men han var samtidig et utrolig sympatisk menneske
- Jeg kommer fra Hundige-Greve. Der har man en vis tone og måde at være på. Man har en facade på. Man smiler ikke. Folk vil hellere gå udenom én, når man går rundt i grupper, siger han.
Og det lagde lederen af Café Ingeborg, Anne Woergaard Mikkelsen, mærke til med det samme.
- Jeg så hans Adidas-hængerøv, lidt vuggende gang, uden hår på hovedet og mange tatoveringer, så jeg tænkte, at det ville blive interessant. Men han var samtidig et utrolig sympatisk menneske, siger hun.
Mandagen efter det første møde med praktikstedet, starter Peter Arvedsen med at arbejde i køkkenet på caféen. Og igen kom Bo Bang Jensen løbende mod ham.
- Det er jeg ikke vant til sådan noget.
Artiklen fortsætter under videoen...
Ser Peter, som han er
Noget stort var under opsejling for Peter Arvedsen. Det mærkede han for alvor, da han efter en måneds tid på caféen blev syg og havde svært ved at komme tilbage, fordi han havde været væk.
- Men Anne (lederen, red.) ringede og fik mig overtalt til at komme igen. Og da vi havde morgengymnastik og morgenmøde, rejste Bo sig op og sagde, at han synes, vi skulle klappe alle sammen og sige velkommen tilbage til Peter. Jeg fik helt tårer i øjnene, siger Peter Arvedsen.
- Jeg havde brug for et sted, hvor jeg kunne være mig selv. Det har jeg aldrig været før. Jeg har altid haft en facade på. Det slipper man for her, for Bo og de andre ser dig slet ikke sådan. De ser bare Peter. Man kan være irriteret og have en lortedag, men når det første, man møder, er Bo, så ændrer hele dagen sig.
Jeg elsker bare at være sammen med Bo. Jeg er aldrig gået hjem fra arbejde, uden både at have grinet og smilt
Tager ikke antidepressiver mere
Før i tiden fik Peter Arvedsen både ADHD-medicin og antidepressiver, men det gør han ikke mere. Faktisk har han ikke taget det i tre år.
- Jeg elsker bare at være sammen med Bo. Jeg er aldrig gået hjem fra arbejde, uden både at have grinet og smilt. Man har sådan en livsglæde, når man går herfra, siger han.
Også Anne Woergaard Mikkelsen ser noget helt særligt i venskabet mellem Peter og Bo.
- Jeg synes, det allerbedste er, at Bo, som er et menneske ingen havde regnet med, på dén måde kunne komme til at betyde noget i et andet menneskes liv. Han bliver så banebrydende i Peters liv og hans vej tilbage til arbejdsmarkedet, siger hun og Peter Arvedsen slutter:
- Jeg tror bare, vi forstår hinanden.
Du kan læse hele historien om Peter Arvedsen og Bo Bang Jensen hos Socialpædagogerne her.