Det vi har sammen

Region Sjælland efter formodet forgiftningssag: Beredskabet ydede en vellykket indsats

To børn endte med at dø af det, der formodes at være en forgiftning.

En 112-redegørelse fra Region Sjælland viser, at sundhedsberedskabet overordnet ydede en vellykket indsats den torsdag, hvor to børn døde i Haslev.

Handlede akutberedskabet korrekt, da den congolesiske familie fra Haslev torsdag den 19. oktober var alvorligt syge af en formodet forgiftning? 

Svaret er ganske enkelt. Samlet set har sundhedsberedskabet ydet en vellykket indsats, skriver Region Sjælland i en 112-redegørelse, som netop er offentliggjort.

- Overordnet vurderes det, at alle implicerede har ydet en professionel indsats med et godt samarbejde på tværs af myndigheder og på tværs af enheder internt i Region Sjælland og regionens entreprenører, lyder det i rapporten. 

Rapporten omhandler kun torsdag den 19. oktober, hvor beredskabet blev sat ind.

Sådan forløb det

Læs også Sådan forløb sagen om familien, der mistænkes svampeforgiftede

Første alarmering kommer ifølge rapporten klokken 10.06. Den handler om den 15-årige pige, som har respirationsbesvær.

Efter seks minutter kommer en ambulance. Det blev vurderet som en normal hændelse, og derfor gjorde AMK-vagtcentralen ikke yderligere. 

Klokken 10.19 kontakter ambulancen vagtcentralen. Den 15-årige pige har nu hjertestop, og endnu et barn er ikke til at komme i kontakt med. 

Der kommer nu yderligere to ambulancer til adressen. 

- Situationen gav anledning til overvejelser om forgiftning, idet det hører til sjældenhederne, at to børn på samme lokation bliver så dårlige, med mindre der er ekstern påvirkning, der er årsag hertil. Politiet blev derfor alarmeret klokken 10.30 på grund af afvigelser af normalbilledet, står der i rapporten. 

Beredskab afmeldt halv fire

Efter første del af forløbet blev det klart, ifølge rapporten, at der ikke blev udpeget en ambulanceleder, som der ellers står i retningslinjerne. 

- Det, at den sundhedsfaglige visitator (SFV) ikke har direkte kontakt med ambulancepersonalet, når en normal beredskabshændelse udvikler sig til en større hændelse, kan være en udfordring, uanset at såvel SFV som Teknisk disponent (TKD) befinder sig på AMK-Vagtcentralen, skriver de. 

Klokken 10.56 får det andet barn hjertestop. Og fire minutter senere kører AMK-lægen mod adressen. 

Ifølge rapporten var det ikke muligt at få akutlægehelikopteren ud, da den ikke var tilgængelig. Yderligere to børn bliver dårlige, og det gør altså, at der bliver besluttet at aktivere sundhedsberedskabet.

Klokken 15.30 bliver beredskabet afmeldt.

Endelig konklusion

Læs også Far fra forgiftet familie: De forstod ikke, hvad jeg forsøgte at forklare

To patienter med hjertestop, to svært syge og syv ramt af symptomer gør, at det bliver besluttet at aktivere sundhedsberedskabet og sygehusberedskabet.

Ifølge rapporten burde sygehusene kunne modtage patienterne uden at aktivere beredskabet. Det blev dog også gjort, fordi man frygtede, at hele flygtningecenteret var ramt. Samtidig var der også både kusiner og fætre til stede på adressen.

- På grund af sproglige udfordringer var det langt hen i forløbet uklart, hvor mange der havde spist af svamperetten, der blev oplyst som mulig årsag til den formodede forgiftning; derfor var det uklart, hvor mange personer der var i risiko for at udvikle symptomer, står der i rapporten.

De syge børns tilstand eskalerede så hurtigt, at man mente, at der var risiko for at også de ikke-svært syge børns tilstande ville blive værre. 

Faderen: Hun var kold og afkræftet

Til TV ØST har faderen dog fortalt, at han ringede til deres sagsbehandler tre gange torsdag morgen. Han får en anden i røret. Men han vil tale med deres egen sagsbehandler. Hun kender dem, siger faderen til TV ØST.

Klokken er ni om morgenen. Faderen vil have, at sagsbehandleren skal ringe efter en ambulance, så hun kan forklare dem, hvor alvorligt det er. Det lykkedes ikke. 

Faderen fortæller, at han igen ringer til en ambulance. Der kommer kun en enkelt ambulance. Datteren på 15 år er kold og afkræftet. Redderne kigger på børnene og finder hurtigt ud af, at den er helt gal, siger faderen. 

Der kommer ambulance nummer to, indtil der til sidst er ambulancer til hele familien. 

Sagen kort

Torsdag den 19. oktober døde 15-årige Naomi og hendes yngre lillebror. De to børn havde bopæl i Haslev, hvor de boede med deres familie i Faxe Kommunes midlertidige flygtningeboliger i det nedlagte kollegium ved det gamle lærerseminarium.

Det viste sig senere, at familien allerede mandag var hos deres praktiserende læge. Tirsdag var den afdøde datter på Næstved Sygehus, og onsdag blev samme datter tilset af vagtlægen.

Alligevel lykkedes det ikke at opdage, hvor syge børnene var, eller hvad de fejlede, inden den 15-årig pige og den yngre bror torsdag afgik ved døden. 

Det er kun forløbet torsdag, derbliver debriefet i Region Sjællands rapport.

Tip os Har du et godt tip?