Cirkuselefanter på turné for måske sidste gang: - De kan ikke klare sig selv

02:23

Se indslaget: Det er ikke kun os mennesker, der sveder i varmen. Det gør dyrene også. På Enø kunne tre elefanter i går få deres årlige sommervask. Men det bliver formentlig sidste gang. En lovændring ser nu ud til at sætte en stopper for traditionen. Video: Rikke Stokholm - TV ØST

Cirkus Arenas elefanter er måske i gang med deres sidste turné nogensinde, fordi et forbud er på vej. Hvad der skal ske med dem bagefter er uvist.

Det plaskede med vand, da brandvæsnet i går gav Cirkus Arenas tre elefanter, Lara, Jenny og Djungla, et bad i Karrebæksminde.

Og det kan være sidste gang, at publikum kan opleve elefanterne nyde vandet i den sydsjællandske by.

Hvor det er henne, kan jeg ikke sige, men både Randers Regnskov og et refugium i Sydfrankrig er blevet nævnt

Klaus Jochumsen, direktør, Cirkus Arena

I marts aftalte regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet nemlig at forbyde vilde dyr i cirkusmanegen, og selvom de tre elefanter i Cirkus Arena var undtagelsen, så regner cirkusdirektør Klaus Jochumsen med, at i år bliver elefanternes sidste turné. Han regner med, at aftalen bliver vedtaget ved lov.

- Vi er ikke i tvivl om, at det bliver forbudt, siger han.

Dyreveldfærd skal være i orden

Men hvad skal der ske med elefanterne, når de ikke længere må underholde i cirkusmanegen?

Det er endnu uvist, siger Klaus Jochumsen.

- Det skal vi jo så finde ud af i fællesskab med Fødevareministeriet. For skal man bare sende dem til Syditalien, hvor de godt må optræde i cirkus, men hvor dyrevelfærden er ringere end i Danmark? Så er det bedre at beholde dem her, siger han.

De er født og opvokset i cirkus. De har aldrig kendt til livet ude på savannen

Klaus Jochumsen, direktør, Cirkus Arena

- Vi skal finde et sted, som dyrevelfærdsmæssigt svarer til de forventninger, som både Folketinget og vi har. Hvor det er henne, kan jeg ikke sige, men både Randers Regnskov og et refugium i Sydfrankrig er blevet nævnt.

Hører ikke hjemme på savannen

Men én ting er i hvert fald helt sikker, hvis man spørger cirkusdirektøren: Elefanterne skal ikke sendes ud på den afrikanske savanne, selvom det måske kan lyde oplagt.

- De er født og opvokset i cirkus. De har aldrig kendt til livet ude på savannen, de er opvokset med to generationer i ryggen i et cirkus eller i en zoologisk have. Så man vil ikke kunne sende dem ud på savannen, for de kan ikke klare sig selv, siger Klaus Jochumsen og uddyber:

- De vil ikke kunne finde føde selv, for de får alt serveret her. Man skal ikke tro, at elefanter er ren romantik. Hvis de bliver sat ud på savannen, så vil de spadsere flere kilometer og kommer måske til et vandhul, der udtørret. Det sker ikke herinde, hvor de får alt serveret.

Han understreger samtidig, at elefanterne har det godt i Cirkus Arena.

Der er også én ansat per elefant, og det tror jeg overgår selv den bedste normering i en dansk børnehave

Klaus Jochumsen, direktør, Cirkus Arena

- Når folk tror, at de står indenfor i en vogn hele dagen, så er det løgn. Vi gør alt, hvad vi kan, for at vores dyr har det så godt som overhovedet muligt. Der er foderplaner og dyrelægekontrol og alt muligt andet. Der er også én ansat per elefant, og det tror jeg overgår selv den bedste normering i en dansk børnehave, siger Klaus Jochumsen.

Bildyt gjorde elefant stresset

Cirkuselefanternes ve og vel kom til debat, efter elefanten Djungla fra Cirkus Arena gik amok på en parkeret bil i Karrebæksminde i 2015.

Dengang fik elefanterne bad i fjorden, og da de gik Græshoppebroen, dyttede en bilist af dyrene. Det gjorde Djungla så stresset, at hun stak sine stødtænder gennem en siderude på en helt ny Skoda, som hun løftede og efterfølgende trampede på.

Ingen personer kom til skade, men episoden fik flere dyreværnsorganisationer til at demonstrere foran indgangen til Cirkus Arena. 

00:46

Sådan her så det ud, da en elefant angreb en bil i Karrebæksminde i 2015.

Luk video

Hvis det omdiskuterede forbud bliver vedtaget, så håber Cirkus Arena, at de får en form for økonomisk kompensation for at skille sig af med elefanterne. I hvert fald hvis Fødevareministeriet vil have indflydelse på, hvor elefanterne skal bo fremover, siger cirkusdirektøren.

- Vi har brugt rigtig mange penge på dyrene, på anlæg, på biler og på vores vinterkvarter i Slagelse. Vi har investeret rigtig mange penge, og der må vi altså kræve, at vi får nogen af dem tilbage. 

Læs også Elefanter bader i Karrebæksminde - muligvis for sidste gang

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App