Chanel fra Lolland er Danmarks bedste ko

Den lysebrune jerseyko Chanel fra Stakkehavegaard på Lolland blev i weekend udråbt til den bedste af sin slags ved dyrskuet i Herning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De kan noget helt særligt på den lollandske malkekvægsgård Stakkehavegaard i Kettinge.

I weekenden havde kæresteparret Anne-Dorthe Buck og Andreas Døssing, der driver gården sammen, deres lysebrune jerseyko på den store konkurrencescene på dyreskuet i Herning.

Og her udråbte dommerne jerseykoen som den bedste af sin slags.

-Det betyder sindssyg meget at vinde sådan en konkurrence, siger Anne-Dorthe Buck til TV ØST og tilføjer:

-Der ligger æren og håneretten i at vinde. Men der er også glæde ved at vide, at vi har den bedste ko.

Leder efter den perfekte tyr

Anne-Dorthe Buck forklarer, at parret arbejder benhårdt for at skabe den perfekte ko. De leder konstant efter den perfekte tyr til at avle på, ligesom de afprøver diverse foderprodukter, der kan få køerne til at fremstå på den bedste måde.

Vinderkoen Chanel blev rent faktisk hentet hjem fra Canada som et befrugtet æg og derefter født i lollandske rammer. Og det stopper ikke her.

For med sæd fra den canadiske tyr Tequila fødte Chanel datteren Chloe, der tilmed vandt årets bedste kalv ved dyreskuet. Så det ligger i generne.  

quote Det er vores hobby. Vi render ikke til fodbold hver lørdag, vi prøver at skabe den flotteste ko

Anne-Dorthe Buck

-Det er vores hobby. Vi render ikke til fodbold hver lørdag, vi prøver at skabe den flotteste ko, fortæller Anne-Dorthe Buck.

Titlen ved weekendens dyreskue betød også, at Chanel kom med i finalen, hvor de allerbedste malkekøer blev vurderet på tværs af racer. Her fik koen fra Anne-Dorthe Buck og Andreas Døssings besætning en fjerdeplads blandt de otte deltagere.


Nyhedsoverblik