Center for e-sport kan være på vej til Slagelse: - Det vil gøre kulturen endnu stærkere

02:41

E-sporten i regionen rykker igen. Denne gang formentlig ind på stadion i Slagelse. Gamerne mangler nemlig et sted, hvor de kan være sammen - og hos Sørbymagle Idrætsforening - der iøvrigt har landets største e-sport afdeling - er ambitionerne store.

Et kommende center for e-sport i Slagelse kan være på vej. Formanden for Sørby Esport krydser fingre.

I Slagelse glæder formanden for Sørby Esport sig.

- En klog mand sagde engang: ”the sky’s the limit”, og jeg tror, vi sammen med Slagelse Kommune kan gøre det det her rigtig stort, siger Mark Kristensen.

Et kommende center for byens e-sport er formentlig på vej til lokalerne på byens stadion. Området skal ikke længere kun være for dem, som dyrker de gammeldags, aktive sportsgrene. Nu bliver der også plads til gamerne fra Danmarks største e-sportsforening.

Vi håber, vi kan uddanne de unge, at vi kan vise dem, hvad der er så fedt ved at være en del af det danske foreningsliv

Mark Kristensen, formand for Sørby Esport 

- Det her vil gøre vores kultur endnu stærkere. Det vil gøre, at vi sætter os lige i hjertet af Danmark i Slagelse. Og det vil gøre, at vi bare på rigtig mange fronter er foran i forhold til e-sport, siger Mark Kristensen.

Præmie på 1,6 millioner

E-sporten, der handler om at dyste i computerspil, vokser hastigt i vores landsdel. 14 etablerede foreninger er der i regionen, men endnu flere er på vej, ifølge DGI.

Sørby Esport kom til i 2016 og rummer i dag 300 medlemmer. Over 500 står endda på venteliste. 

Læs også Unge udvikler computerspil: Vi elsker at være nørder

En ting er at spille computerspil – noget andet er den præmiesum, der venter vindere, hvis de bliver rigtig dygtige. Sidste år blev der afholdt en stor turnering i Royal Arena i København. Her var præmien 1,6 millioner kroner til vinderne.

- Jeg drømmer om, at vi får sat et nyt banebrydende lokale, e-sportlokale, center, samlingssted for mange unge, siger Mark Kristensen.

Skal diskuteres tirsdag

Tidligere på året fik den lokale e-sportsforening 150.000 kroner til udvikling fra Slagelse Kommune - nu vil de også skyde penge i et nyt e-sportscenter. 

- Jamen det er for det første, fordi de har været dygtige til at få fat på de unge, det er en meget stor forening, den har vokset sig hurtigt stor. Og så tror jeg, det er vigtigt, at vi politisk har øje for, at verden forandrer sig, og at de unge vil noget andet, end da jeg voksede op, siger Jørgen Andersen (S), der er formand for kultur- og fritidsudvalget i Slagelse Kommune.

Læs også Sørby Esport tiltrækker en masse computerspillere

Indtil videre er det lagt op til økonomisk støtte fra Slagelse Kommune til det nye e-sportscenter de første tre år - foreningen har slet ikke haft et officielt samlingssted endnu - derfor glæder de sig til at komme i gang.

- Vi håber, vi kan uddanne de unge, at vi kan vise dem, hvad der er så fedt ved at være en del af det danske foreningsliv, og så håber vi absolut, at vi inkluderer flere af dem, der sidder derhjemme, siger Mark Kristensen.

Det nye e-sports-center er på dagsordenen, når Kultur og Fritidsudvalget mødes tirsdag.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App