CBS vil have talenter fra Slagelse gennem nyt samarbejde

Handelsgymnasiet ZBC i Slagelse indgår et nyt samarbejde med Copenhagen Business School, som håber på at få de dygtigste studerende fra byen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når de unge i Slagelse fremover begynder på handelsgymnasiet, kan de godt regne med, at Copenhagen Business School (CBS) holder et vågent øje med dem.

quote På den måde kan vi forhåbentlig få fat i de dygtigste studerende, som vitterligt vil CBS, og kan få deres fulde potentiale udløst gennem en uddannelse på CBS

Alex Klinge, lektor, Copenhagen Business School

For et nyt samarbejde mellem handelsgymnasiet i Slagelse ZBC og CBS sørger for, at eleverne i handelsgymnasiet bliver mere opmærksomme på, hvad de kan læse på Copenhagen Business School.

- Vi har igennem nogle år arbejdet på at få et tæt samarbejde om – I virkeligheden kan man kalde det talentudvikling. Således at vi får kontakt til de dygtige elever fra gymnasiet, som så, hvis de overvejer at komme ind på CBS, får en forsmag på, hvad CBS handler om, siger Alex Klinge, lektor på CBS, Department of Management, Society and Communication.

De dygtigste studerende der vil det

Og det håber Copenhagen Business School, vil betyde, at de får cremen af de unge handelsskoleelever fra Slagelse ind på CBS.

- På den måde kan vi forhåbentlig få fat i de dygtigste studerende, som vitterligt vil CBS, og kan få deres fulde potentiale udløst gennem en uddannelse på CBS, siger Alex Klinge.

Det er ikke kun handelsgymnasiet ZBC og Copenhagen Business School, der får glæde af samarbejdsaftalen.

For aftalen inddrager også Slagelses erhvervsliv, hvor de studerende fra Copenhagen Business School kan indgå praktikaftaler med byens erhvervsdrivende. 

Kan vende hjem igen

Samtidig får de unge handelsgymnasieelever et klarere indtryk af den røde tråd i uddannelsessystemet, så de forhåbentlig målretter deres uddannelse. Det forklarer ZBC Slagelses rektor.

- Vi vil gerne styrke den røde tråd gennem uddannelsessystemet – fra grundskolen til ungdomsuddannelser til videregående uddannelser. Og det vi så gør særligt med det her er, at vi får erhvervslivet med, så vi både har en rød tråd gennem uddannelsessystemet, men også gennem erhvervslivet her i Slagelse, siger Niels-Erik Hybholt.

På Copenhagen Business School kan man også se en idé i, at støtte de unge i at vende hjem til Slagelse, når jobbet efter den videregående uddannelse skal i hus.

- Forhåbentlig så bliver de en del af det CBS-miljø, hvor de bliver dygtige studerende, ambitiøse, får udløst deres potentiale og får en kandidatgrad, og så hvis alt går vel, jamen så vil de jo komme videre ud i erhvervslivet – gerne her tilbage igen til Slagelse, og bidrage til samfundet på den måde. Så det er et kredsløb, vi forsøger at styrke ved at gå i samarbejde, siger Alex Klinge.

Samarbejdet bliver underskrevet i dag, fredag, hvor både direktøren for Slagelse Erhvervscenter og Slagelses borgmester vil være til stede.

180206_zbc_master.transfer.jpg
Læs også
ZBC i Slagelse vil styrke skole og erhvervsliv med nyt samarbejde
180206_zbc_master.transfer.jpg
Læs også
ZBC i Slagelse vil styrke skole og erhvervsliv med nyt samarbejde

Nyhedsoverblik