Casper er nu kåret som verdens næstbedste guitarist

02:48

Se indslaget om Casper Esmann fra Korsør, inden han skulle deltage i konkurrencen om at blive verdens bedste akustiske guitarist.

Casper Esmann deltog i weekenden i en prestigefyldt konkurrence i London, hvor han dystede om at blive verdens bedste guitarist.

Selv om han ikke stak af med førstepladsen, så gik det supergodt, som Casper Esmann siger.

I weekenden var han nemlig i London, hvor han deltog i konkurrencen Guitarist of the Year 2018. Han var blandt de tre finalister, som konkurrerede om at blive kåret som den bedste akustiske guitarist i verden.

Casper Esmann blev nummer to, men det var et tæt løb om førstepladsen.

Bare det at være i top tre, så føler man allerede, at man har vundet

Casper Esmann, guitarist

- Vi lå med et hår mellem os, siger Casper Esmann til TV ØST.

- Dommerne sagde, at de næsten ligeså godt kunne have smidt navnene i en hat, og så trukket lod imellem os, så tæt lå vi.

Fik det største bifald

Sølvmedaljen til Casper Esmann fra Korsør føles heller ikke som et nederlag.

- Bare det at være i top tre, så føler man allerede, at man har vundet, siger han.

Han fik også den største reaktion fra publikum, og det i sig selv, var en sejr nok for Casper Esmann.

- Det er det, der betyder allermest for mig, siger Casper Esmann.

- Det var for mig næsten en større sejr. Det var det største bifald, piften og hujen.

Interessen stiger

Selv om det var tæt løb mellem ham og den russiske guitarist Alexandr Misko, som løb med førstepladsen, er der ikke ondt blod mellem de to.

- Jeg har kæmpe respekt for Alexandr (Misko, red.). Vi er ufatteligt gode venner, og det er vi stadigvæk, siger Casper Esmann.

Og konkurrencen har allerede sat sit præg på Casper Esmanns fremtidige karriere med guitaren. Han kan nemlig allerede nu se, at tallene på diverse platforme stiger. De sociale medier, folk, som køber hans musik og antallet af afspilninger på musiktjenesten Spotify.  

- Jeg får også lidt flere koncerttilbud, end jeg plejer at gøre, siger Casper Esmann.

- Interessen virker større generelt. Og det var også det, jeg håbede at få ud af det.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App