Casper er blandt verdens bedste guitarister: Nu skal han til verdensmesterskab

Casper Esmann er udvalgt blandt guitarister fra hele verden i en prestigefyldt konkurrence. Nu er de tre tilbage, der skal mødes i finalen på lørdag i London.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Casper Esmann har trænet sit guitarspil i 11 år.  Og nu er han med i en prestigefyldt konkurrence blandt de allerbedste akustiske guitarister i London.

Konkurrencen afvikles på lørdag – og vejen dertil har været utraditionel. Den er nemlig foregået uden egentlig undervisning, hvor han lukkede sig inde på sit drengeværelse og trænede sit guitarspil.

quote Jeg drømmer om at leve af min musik, helt sikkert.

Casper Esmann

- Jeg startede som 14 årig med at spille guitar fordi jeg hørte en guitarist der hed Tommy Emmanuel og jeg blev fuldstændig blæst omkuld, så dagen efter måtte jeg ud og købe en guitar - han er forresten en af dommerne til konkurrencen på lørdag, så der er lidt nerver på, siger Casper Esmann til TV ØST.

Har spillet i flere generationer

At spille musik kommer ikke fra fremmede – hele familien helt tilbage fra oldeforældrene har spillet musik - nogle også professionelt – og IT-supporteren fra Slagelse med job i København håber, at konkurrencen kan blive en mulighed for at leve af sin musik.

- Jeg drømmer om at leve af min musik, helt sikkert. Jeg drømmer om at vågne op hver morgen med set smil på læben fordi jeg skal stå op til noget jeg elsker, siger Casper Esmann.

Konkurrencen hedder Guitarist of the Year 2018, og afvikles i London lørdag den 29. september.  Der konkurreres i tre discipliner - elguitar, akustisk guitar og en kategori for børn. Flere tusind stillede op til konkurrencen – og nu er der kun tre tilbage i den akustiske kategori.

Selv deltager han med sangen D-Day, som han selv har skrevet.

Du kan læse mere om og følge konkurrencen her:

MusicRadars facebook side: https://www.facebook.com/musicradar/

MusicRadars hjemmeside: https://www.musicradar.com/

 


Nyhedsoverblik