Det vi har sammen

Byrådsmedlem fra Enhedslisten: Det er en katastrofe

Enhedslisten mener ikke, at besparelserne skulle være fundet ved afskedigelser, men i stedet ved en hævet skat og ved at annullere sportsby-projektet.

- Jeg synes, det er en katastrofe. 

Så kontant beskriver Leif Juhl (Ø), byrådsmedlem for Enhedslisten, de afskedigelser, der i dag blev gennemført i Holbæk Kommune.

I alt 300 stillinger nedlægges, og ud af dem bliver de 100 fundet gennem fyringer. Resten af stillingerne bliver fundet ved naturlig afgang og ved, at ledige stillinger ikke bliver besat.

- Der var ikke råd til at bygge sportsbyen

Leif Juhl mener, at den beslutning er helt forkert og peger på, at besparelserne på over 200 millioner kroner kunne være fundet på andre måder.

- Jeg synes, vi skulle have hævet skatten med en procent. Det havde givet 111 millioner, og så havde vi ikke behøvet afskedige alle de mennesker.

Han peger samtidig på, at kommunen kunne have tjent en god del af de penge, der skal findes i næste års budget ved at kigge i sportsbyens retning. Den nyopførte sportsby blev for nylig officielt indviet.

- Jeg mener ikke, at der var råd til at bygge sportsbyen. Pengene skal jo komme et eller andet sted fra. Besparelserne i juni og næste år ville være en god del af vejen til at blive dækket ind, hvis man ser på prisen af sportsbyen. Den koster omkring 165 millioner kroner.

- Det er desværre konsekvensen

Borgmester Søren Kjærsgaard (Venstre) ærgrer sig over, at 100 af kommunens medarbejdere i dag måtte få en fyreseddel i forbindelse med besparelserne.

- Det er aldrig rart at nå dertil at skulle sige farvel til gode folk. Men det er desværre konsekvensen af, at vi igennem det sidste halvandets års tid har brugt for mange penge. Og de initiativer, vi har sat i gang med omstillinger og effektiviseringer, kun har bragt os et stykke af vejen. Vi har måttet erkende, at gennemføre de nødvendige besparelser og nedlægge stillinger, siger han.

Selvom kommunen havde fået tilladelse til at hæve skatten, så besluttede et flertal i byrådet i september, at det ikke var sådan, at besparelserne skulle findes.

Det er også et flertal i byrådet, som i sin tid vedtog byggeriet af den nye Holbæk Sportsby, og borgmesteren har hele tiden understreget, at pengene dertil kommer fra en anden kasse.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App