Det vi har sammen

Byrådet har talt: Ingen friskole så længe skolebestyrelsen ikke er med

Emrah Tuncer fra Radikale Venster understreger, at der ikke er nogen i byrådet, som ønsker, at skolen skal lukke.

Der kan ikke blive tale om at ændre Stestrup Skole ved Holbæk fra folkeskole til friskole, så længe skolebestyrelsen ikke bakker op, lyder det fra byrådet.

Det var et enigt byråd, som onsdag aften besluttede, at Stestrup Skole syd for Holbæk ikke kan laves om til en friskole. 

Det var en forældregruppe, som for at undgå at skolen skulle lukke, ønskede at lave folkeskolen om til en friskole.

Men ifølge byrådsmedlem Lars Dinesen fra Socialdemokratiet, så er det ikke muligt, så længe skolebestyrelsen ikke bakker op om forslaget.

Hvis en skolebestyrelse vil nedlægge en skole, så tager vi det op

Lars Dinesen (S), byrådsmedlem, Holbæk Kommune

- Vi har en skolebestyrelse, og hvis en skolebestyrelse vil nedlægge en skole, så tager vi det op. Men det her er en forældresammenslutning, som ansøger, fordi de er nervøse for, at skolen lukker, siger Lars Dinesen.

- Men skolen er ikke lukningstruet. Derfor har et enigt byråd valgt at lukke sagen. Det er jo ikke til at sige, hvad der sker på kommende byrådsmøder, men for nu er sagen lukket. 

Læs også Enigt byråd siger nej til at lade forældre gøre skole til friskole

Anerkender forældrenes frygt

Også Radikale Venstre stemte nej. Byrådsmedlem Emrah Tuncer forklarer, at de anerkender forældrenes frygt for, at deres børns skole lukkes. Men ligesom Lars Dinesen pointerer, så er der rent formelt tale om en forkert proces. 

Det er rigtig vigtigt at melde ud, at der ikke er nogen, der mener, at skolen skal lukkes

Emrah Tuncer (RV), byrådsmedlem, Holbæk Kommune

- Skolebestyrelsen er ikke med. Her er det en bekymret forældregruppe, der har ansøgt. Derfor er den formelle proces ikke opfyldt. Det bliver svært at styre, hvis vi skulle tage noget op, hver gang en forældregruppe er utilfreds, siger Emrah Tuncer. 

Emrah Tuncer understreger dog, at der ikke er nogen i byrådet, som ønsker, at skolen skal lukke. 

- Jeg synes, det er rigtig vigtigt at melde ud, at der ikke er nogen, der mener, at skolen skal lukkes, siger Emrah Tuncer. 

Læs også Usikkerhed om fremtiden for Stestrup Skole

Tip os Har du et godt tip?