Det vi har sammen

Byerne med egne viceværter: - Det er en fantastisk ordning

By-vicevært i Nykøbing Falster, Dennis Scharge, sætter en ære i at holde sin by ren og pæn. Foto: TV ØST

Guldborgsund Kommune har ansat by-viceværter i Nykøbing Falster, Marielyst, Nysted og Sakskøbing. En så god en idé, at andre kommuner vil kopiere den.

Hans titel minder om noget, man i forvejen kender - og så alligevel ikke.

For Dennis Scharge er by-vicevært i Nykøbing Falster. Med andre ord, er han ansat af Guldborgsund Kommune til at holde sin by ren og pæn.

Noget, han sætter en ære i.

- Det er dejligt at stå op om morgenen og vide, man skal ud at gøre en forskel i bybilledet, siger by-viceværten, der har haft jobbet i et år. 

Det er dejligt at stå op om morgenen og vide, man skal ud at gøre en forskel i bybilledet

Dennis Scharge, by-vicevært

En mangelvare

Og byens borgere er glade for deres vicevært. 

- Jeg synes, det er rigtig dejligt. Vi trænger tit til at få gjort rent, fordi folk ikke selv er flinke til at samle op, siger Ellen Gade.

Og opbakningen fra borgerne kan Dennis Scharge godt mærke.

- Jeg tror ikke, jeg har fået en negativ kommentar overhovedet, siden jeg startede. Det er rigtig dejligt - det kan jo kun gøre en glad, at folk sætter pris på det, man laver, siger han. 

Andre vil kopiere ideen

Også erhvervs- og citychef André Andersen er begejstret for ordningen.

Læs også Dan har fejet Stege ren i 25 år: Jeg kan godt lide, der er rent og pænt

- Jeg synes, det er en fantastisk ordning. Det giver en god oplevelse i byen - vores by fremstår mere ren og pæn. Og det er dejligt, siger citychefen. 

Indtil nu har der været by-viceværter i Nykøbing Falster og Marielyst, og her fra begyndelsen af april følger både Nysted og Sakskøbing efter. 

Guldborgsund Kommune er stolt af sine by-viceværter.

Ifølge formanden for Teknik & Miljø, Peter Bring-Larsen (Guldborgsundlisten) er ideen så god, at andre kommuner nu ringer og vil kopiere den.

- Og det skal de være velkomne til, siger Peter Bring-Larsen til TV ØST. 

Tip os Har du et godt tip?