Bronze ved OL i biologi

Emilie Bache fra Næstved har været i Vietnam for at repræsentere Danmark. Ikke som atlet, men som ekspert i biologi.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det fleste er nok ikke klar over, at Danmark har et landshold i Biologi. Men det har vi altså.

I år har 19-årige Emilie Bache fra Næstved, sammen med tre mænd, repræsentere de rød-hvide farver ved OL i biologi. Det skete i Hanoi i Vietnam.

Selvom de tog afsted i et hold, så konkurrerede de individuelt.

Og Emilie Bache var så klog, at hun kom hjem med ekstra bagage; en bronzemedalje.

- Jeg havde overhovedet ikke regnet med det. Jeg troede simpelthen ikke på det. Det var sindssygt svært. Men da jeg kom op på scenen gik det op for mig, og jeg var lige ved at græde, fordi jeg var så stolt af mig selv, siger Emilie Bache.

Emilie fik kun lidt over halvdelen af svarene rigtige – men det var altså nok til en bronzemedalje.

- Det viser jo bare noget om, hvor højt niveauet var, siger hun.

Guldmodtageren kom fra Singapore og svarede rigtigt på 95 procent af spørgsmålene om biologi. De var blandet andet oppe i biokemi og botanik.

3 kilo tung bog

Ligesom en sportsmand, så skal der trænes for at kunne præstere sit bedste. Emilie og hendes holdkammerater havde fået en bog om biologi på 1.400 sider, og den har Emilie tygget igennem inden Vietnam. Og sådan en vejer altså tre kilo, hvis du skulle være i tvivl.

- Jeg har læst et par timer om dagen for at komme igennem den. Ved siden af læsningen havde jeg jo også gymnasiet at tænke på. Så det har været en smule hårdt, siger hun.

Prøverne i Hanoi var både teoretiske og praktiske. I alt var der seks prøver, og på kampdagene var Emilies hjerne i gang fra klokken 5.30 til 19.00.

Sabbatår

Emilie Bache er nyudklækket student fra Næstved Gymnasium. Her fik hun et gennemsnit på 12,1, og det må hun så gange op, hvis hun starter på et studie inden for to år. Så Emilie lander altså på et gennemsnit på 13,1. Så mon ikke hun nok, skal komme ind på sit drømmestudie.  

Selvom Emilie er superstudent, så vil hun lade bøgerne ligge det næste års tid.

- Jeg vil ikke skynde mig. Lige nu har jeg brug for at lave noget andet, og jeg har brug for at komme ud og opleve noget.

Hun håber på at finde et job, så hun kan spare lidt penge sammen til en rejse, og så vil hun ellers tage rygsækken på og rejse ud i verden.

Lige nu ved Emilie ikke, hvad hun gerne vil studere, når hun skal søge ind til næste sommer.

- Jeg er ikke helt sikkert, men det bliver helt sikkert noget med biologi. Måske læge eller molekylærbiologi. 


Nyhedsoverblik