Bred budgetaftale i hus: Holbæks skoler får millionløft

Borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) underskriver som den første den brede budgetaftale. Foto: Holbæk Kommune

Holbæks borgmester, Christina Krzyrosiak Hansen (S), fik samlet næsten hele kommunalbestyrelsen bag sit første budget.

Der bliver flere penge til skoler, ældre og cykelstier i Holbæk.

Det står klart, efter borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) præsenterede budgetaftalen i dag fredag, hvor hun samtidig mødte masser af ros.

Det betyder meget for mig, at vi med det her budget satser på folkeskolen. I alt for mange år har den måtte spare. Jeg er klar over, at det har gjort ondt

Christina Krzyrosiak Hansen (S), borgmester

Kun Liberal Alliance står udenfor aftalen, som de otte partier bag valgte at præsentere ved et møde for elever og presse på Katrinedalskolens afdeling i Tuse. Og det var ikke tilfældigt, understregede borgmesteren.

- Nu er det sådan, at vi lander et budget, der faktisk kommer vores skoler til gode, så lige præcis derfor er vi på en skole i dag, sagde Christina Krzyrosiak Hansen (S).

Færre elever og mere forberedelse

I budget-aftalen bliver folkeskolen styrket med 21 millioner kroner om året. Pengene skal blandt andet bruges til at sænke lærernes timetal med en time om ugen, så de får bedre tid til at forberede sig. 

Partierne er også enige om, at der skal være færre elever i de enkelte klasser. Fremover må der maksimalt være 27 elever i en klasse.

- Det betyder meget for mig, at vi med det her budget satser på folkeskolen. I alt for mange år har den måtte spare. Jeg er klar over, at det har gjort ondt. Med de 21 millioner kroner, vi nu tilfører ekstra hvert år, så går vi den rigtige vej. Men vi er slet ikke i mål endnu, sagde Christina Krzyrosiak Hansen (S).

De radikales Emrah Tuncer advarede mod at skrue forventninger for højt op på skolerne trods de mange ekstra millioner kroner.

- Mange af millionerne skal bruges til at dække de huller, der er. Der er egentlig ikke mange penge til nye tiltag. Og vi havde gerne set, at der var blevet afsat endnu flere penge til at rette op på skolerne, sagde han.

Midler til stigende antal ældre

Der er også blevet råd til en række forbedringer til de ældre. Der blive brugt 2,5 millioner årligt, så de ældre kan få gjort rent hver 14 dag i stedet for hver tredje uge. Der bliver sat penge af til at gøre plejecentrene med hjemlige og hyggelige. Og så bliver budgettet tilpasset til det stigende antal ældre.

- Vi har fået lagt demografimidler ind. Det betyder, at når der kommer flere ældre, hvilket der heldigvis gør, så kommer der også flere penge til ældreplejen. I rigtig mange andre kommuner prøver man at klare det for de samme penge. Det betyder, at personalet må løbe hurtigere. Det gør vi ikke her i Holbæk Kommune, fastslog Jeppe Jakobsen (DF).

Partierne er også enige om, at der skal bygges et nyt plejecenter i Holbæk by. Der er sat 25 millioner af til projektet i 2020 og 2021.

Miljøet prioriteret i aftale

Der skal også investeres i nye cykelstier. Pengene skal komme fra salg kommunale ejendomme og arealer. Politikerne regner med at bruge 12,5 millioner de kommende par år. Men beløbet kan stige til 23,5 millioner i budgetperioden, der strækker sig til 2022. Forventningsfulde cyklister skal dog nok ikke regne med, at der bliver rullet ny asfalt ud før i 2020.

De kommunale arealer i Holbæk bliver fri for gift. Kommunen skal omlægge til pesticidfri bekæmpelse af ukrudt. Det kommer til at koste en halv million om året. Det var Karen Thestrup Clausen (EL) yderst tilfreds med:

- Enhedslisten er allermest glad for, at vi nu kommer i gang med at sikre vores miljø og vores fremtidige drikkevand. Der er pesticid i alt for mange drikkevandsboringer, og det bliver vi nødt til at gøre noget ved. Derfor har vi nu i denne budgetaftale aftalt, at der ikke må bruges giftstoffer på de kommunale arealer, sagde hun.

Der blev ikke råd til skattelettelser i budgetaftalen. Det fik Liberal Alliance til at stå udenfor som det eneste parti.  De konservative havde også skattelettelse på deres ønskeliste, men valgte altså at gå med i det brede forlig.

- Vi ville gerne have sat skatten ned. Men vi har lavet en aftale om, at hvis ellers økonomien  holder næste år, så vil vi søge at sænke skatten inden udgangen af byrådsperioden 2021. Det satser vi på, sagde Michael Suhr (K).

Tak til borgmesteren

Otte ud af de ni partier i kommunalbestyrelsen er med i budgetaftalen. Det udløste ros til Christina Krzyrosiak Hansen (S), at det var lykkedes hende at samle 29 ud af 31 politikere bag sit første budget som borgmester:

- Vi synes, det er dejligt at opleve, at vi nu har en borgmester, som inviterer os med ind i processen fra start af. Det skal hun have ros for, sagde Karen Thestrup Clausen (EL).

Jeppe Jakobsen (DF) var også tilfreds med borgmesterens arbejde:

- Jeg vil gerne takke borgmesteren. Da jeg den første januar overtog en af pladserne i byrådssalen, var jeg lidt nervøs for, at den hårde valgkamp, vi havde været igennem, ville resultere i, at vi ikke kunne arbejde sammen. Men sådan har det heldigvis ikke været, sagde han.

Og den konservative Michael Suhr var inde på samme linje:

- Vi har fået en ny borgmester, der har satset på åbenhed, på at få alle med. Der er kommet en ordentlighed ind i processen. Det er rigtig godt, at det er blevet sådan, sagde Michael Suhr (K).

 

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App