Brandvæsnet gør status på tør sommer: Fire gange så mange naturbrande

Det tørre og varme vejr har givet travlhed på brandstationerne som aldrig før.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Her i vores område har der været 364 mark- og naturbrande fra maj til og med juni.

Det er næsten fire gange så mange som normalt. På en almindelig sommer er der i gennemsnit 94 brande. Det viser nye tal fra Beredskabsstyrelsen.

- Jeg har aldrig oplevet noget, der bare minder om det i de 34 år, jeg har været i brandvæsnet, det er helt usædvanligt, siger Erik Andersen, der er brandchef i Midt- og Sydsjællands Brand og Redning.

Flest brande i Næstved

Mest travlt har brandfolkene i Næstved haft. Her har der været 57 brande. Det er næsten seks gange så mange som normalt.

- Vi har kørt fra den ene brand til den anden, og sådan er det fortsat hele dagen, og vi har været nødt til at trække på ressourcer fra alle de ni brandstationer i vores område, forklarer brandchefen.

Her er fire råd til at undgå, at der opstår brand i naturen:

  • Overhold det lokale afbrændingsforbud
  • Smid ikke tændstikker, cigaretter eller lignende i naturen
  • Undlad at parkere bilen i højt græs - katalysatoren kan antænde græsset
  • Hjælp med at udbrede budskabet
Kilde: Beredskabsstyrelsen

 Tallene viser, at det især er i juli måned, brandmændene har haft travlt.

- Det er mængden af brande, der gør det ekstraordinært, der har ikke været nogle særlig store brande, det har simpelthen været mængden, siger Erik Andersen og tilføjer, at de på brandstationen længe har håbet på, at vejret ville ændre sig.

- Vi har bedt efter regn længe, men det har ikke hjulpet endnu. Vi kunne rigtig godt tænke os, der snart kommer en ordentlig vasker, så det kunne vende tilbage til sådan, som det plejer at være.

Antallet af brande har toppet

Men selv om det varme og tørre vejr ser ud til at fortsætte, så tror brandchefen, at antallet af mark- og naturbrande har toppet.

- Bønderne er ved at være færdige med at høste nu, så de brande, der er forårsaget af landbrugsmaskiner, der er det værste nok ovre nu.

 


Nyhedsoverblik