Det vi har sammen

Brandstations skæbne vakler: Stevns Kommune tager en timeout

Efter Køge Kommune har forladt Østsjællands Beredskab, har man afventet at se Stevns’ næste skridt. Men nu har kommunen taget en pause.

Hvad gør Stevns nu?

Det er spørgsmålet, efter Køge Kommune tidligere i marts valgte at forlade Østsjællands Beredskab, det fælleskommunale beredskab.

Men ved onsdagens byrådsmøde blev politikerne i Stevns Kommune enige om at tage sig en pause. Dermed har Stevns Kommune endnu ikke taget stilling til, hvad den ønsker at gøre. Det skriver Beredskabsinfo.

For Østsjællands Beredskab skal spare fem millioner kroner og det kan få konsekvenser for brandstationen i Hårlev. 

Læs også Køge træder ud af Østsjællands Beredskab: Hvad gør Stevns nu?

- Når antallet af samarbejdende kommuner ændrer sig, kommer det til at betyde noget for den økonomi, beredskabet har til rådighed, og dermed for den service, beredskabet kan tilbyde i form af f.eks. responstider i den risikobaserede dimensionering, siger borgmester Anette Mortensen (V) til mediet.

Derfor vakler Hårlev

Brandstationen i Hårlev er lukningstruet, fordi regeringen i 2015 besluttede sig for sammen med Dansk Folkeparti, Venstre og Kommunernes Landsforening at indgå en aftale om at effektivisere beredskabet.

Det betød blandt andet, at man året efter lagde de kommunale brandberedskaber sammen fra 87 til 24.

Men det betød til gengæld også, at man skulle spare 45 millioner kroner på landsplan for at effektivisere.

Tip os Har du et godt tip?