Voldsom brand: Mor og 4-årig søn omkommet

Brandvæsenet og politiet er massivt tilstede i Mørkøv, hvor to personer er fundet døde i en brand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En række brandbiler og mindst tre politikøretøjer var fredag eftermiddag indsat i forbindelse med en brand i en lejlighed.

To personer - en 31-årig mor og hendes 4-årige søn er fundet livløse i lejligheden efter branden. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse. 

På den baggrund har politiet tilkaldt assistance fra National Kriminalteknisk Center til at undersøge brandstedet i et forsøg på at finde årsagen til brandens opståen, skriver de i pressemeddelelsen.

Men ifølge kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, Charlotte Tornquist, er der dog ikke noget, der umiddelbart tyder på, at der er foregået noget kriminelt.

- Vi efterforsker naturligvis bredt, men der er ikke noget, der tyder på, at der skulle være en kriminel handling bag, siger Charlotte Tornquist til TV ØST.

De pårørende er ifølge politiet underrettet i sagen. Der var ikke flere personer tilstede i lejligheden ved branden.

Artiklen fortsætter under billedet.

Kriminalteknikere er tilkaldt til stedet for at finde brandårsagen.
Kriminalteknikere er tilkaldt til stedet for at finde brandårsagen. Foto: René Lind - Lind Foto

Medførte spærring af vej

Meldingen fik politiet klokken 14.32 og den lød på voldsom ildebrand på første sal i en lejlighed på Hovedgaden i Mørkøv.

Branden er slukket, men politiets og redningsberedskabets arbejde på stedet medførte en spærring af krydset Holbækvej-Hovedgaden-Ringstedvej i Mørkøv, og derfor måtte Movia omlagt bustrafikken. Den spærring blev, ifølge politiet, ophævet igen først på aftenen.

Ifølge TV ØST's oplysninger er der tale om en brand i en bygning, hvor der er en butik i stueetagen, og hvor der er beboelse på 1. salen. 

Indsatsleder Jan Bruun fra Vestsjællands Brandvæsen har tidligere fredag oplyst til Ritzau, at branden startede i en blomsterforretning i stueetagen og bredte sig til en lejlighed på 1. sal. Men ifølge politiet er det for tidligt at sige noget om, hvor og hvordan branden er startet.

- Det kan vi ikke sige noget om endnu. Det er for tidligt at sige noget om, og det er noget af det, som vi stadig arbejder på at få klarlagt, siger Charlotte Tornquist til TV ØST. 

 

 
  Foto: René Lind - Lind Foto

 

 


Nyhedsoverblik