Brand i fiskebutik formentlig opstået på grund af tørken

En fiskebutik på Skælskør Havn gik tidligt søndag morgen i brand. Til alt held opdagede en fisker branden og alarmerede brandvæsnet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var et rent held, at en fisker var tidligt oppe søndag morgen og på vej ud på fisketur i Skælskør Havn.

For samtidig var der opstået brand i fiskebutikken Skælskør Fiskehus klokken 03.56, og der var ingen andre end fiskeren på havnen.

Fiskeren så røgen fra stedet og alarmerede brandvæsnet og politiet, og brandfolkene kunne slukke branden, inden den nåede at brede sig til hele huset.

- Ilden fik fat i den ene side af huset og tagkonstruktionen. Så det er ikke brændt helt ned, siger Bo Geo Petersen, vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

Ingen personer kom noget til ved branden. Det er endnu uvist, hvordan branden er opstået, men politiet har en formodning om, at det er på grund af tørken.

- Branden er formentlig startet i en blomsterkumme uden for huset, og så har branden bredt sig op ad væggen. Nok fordi der er så tørt der, siger Bo Geo Petersen.

 
  Foto: Privatfoto - Finn Børglum Hansen

 


Nyhedsoverblik