Regeringens store trafikplan glemmer vores kommuner: Borgmestre undrer sig

11 sjællandske kommuner står uden for regerings udspil om kollektiv trafik. Det møder stor kritik fra flere borgmestre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg synes, at det er to skridt frem og tre tilbage.

Sådan siger borgmester i Faxe Kommune Ole Vive (V), om regerings trafikudspil, der blev fremsat i januar. Her foreslås det, at man nedlægger Metroselskabet, Movia og de andre kollektive trafikselskaber og samler dem i én organisation i hovedstaden, også kaldet Hovedstadens Offentlige Transport (HOT).

Det betyder at Sjælland vil blive delt i to, for 11 kommuner på Sjælland, Lolland og Falster er nemlig ikke tænkt med i samarbejdet.

- Nu havde vi jo fået et fælles transportselskab for hele Sjælland i Movia, og nu vil man pludselig til at bryde det op med alle mulige trakasserier, det giver. Det synes jeg, ikke giver mening, siger Ole Vive.

De 11 kommuner skal i stedet dækkes af et nyt, selvstændigt trafikselskab.

Artiklen fortsætter under grafikken 

11 kommuner skal ikke være med i hovedstaden

I alt er 34 kommuner med i regeringens udspil, der har til formål at skabe mere sammenhæng i den offentlige transport. Det er primært kommunerne omkring København og Nordsjælland, der er blevet inkluderet, men også Stevns kommune, som den eneste kommune fra det gamle Storstrøms- og Vestsjællands amter.

Til trods for, at Stevns Kommune har fået en plads i Hovedstadens Offentlige Transport, er borgmesteren i Stevns Kommune meget skeptisk.

- Hovedproblemet for mig er, at man ikke tænker hele Sjælland som en helhed, men man vælger at dele det op. Selve det at kigge på infrastrukturen er en rigtig god ide, for det er det, vi har store udfordringer med, men at man ikke kigger på hele Sjælland, det ærgrer mig, siger Anette Mortensen (V), borgmester i Stevns Kommune.

Regeringen bør kigge på planen igen og tænke Sjælland som et hele, mener Stevns-borgmester Anette Mortensen (V).
Regeringen bør kigge på planen igen og tænke Sjælland som et hele, mener Stevns-borgmester Anette Mortensen (V). Foto: Frederik Thorup - TV ØST

Samme holdning har man i Faxe Kommune, der ikke med i de 34 kommuner.

- Vi er jo et samlet arbejdsmarked på Sjælland. Vi har jo masser, der pendler til hovedstadsområdet. Vi har jo også en del fra hovedstadsområdet, der pendler til Sjælland. Vi skal tænke det som en helhed, og det gør vi allerede, når vi snakker arbejdsmarked og erhverv. Hvorfor skal vi så ikke gøre det indenfor transport, spørger Ole Vive.

quote Hvis man udelukkende skal dele ud efter befolkningstallet, så bliver servicen for dem, der bor på landet, meget dårligere.

Ole Vive (V), borgmester i Faxe Kommune

Det er dog ikke den eneste bekymring hos borgmesteren, også økonomien er der debat om. I udspillet er der lagt op til, at de penge, regionerne i dag bruger på regional bustrafik, vil blive fordelt til kommunerne efter antallet af indbyggere, men det ser Ole Vive som en dårlig ide.

- Man skal jo huske på, at her ude i landkommunerne, der bor vi færre, men vi har rigtig mange kilometer, som busserne skal køre. Hvis man udelukkende skal dele ud efter befolkningstallet, så bliver servicen for dem, der bor på landet, meget dårligere, siger han.

Ole Vive, borgmester i Faxe Kommune, frygter for den offentlige transport i landkommunerne.
Ole Vive, borgmester i Faxe Kommune, frygter for den offentlige transport i landkommunerne. Foto: Frederik Thorup - TV ØST

Øvrige kommuner skal danne eget selskab

For de 11 kommuner på Sjælland samt Lolland og Falster er det tiltænkt, at de skal danne deres eget selskab udenfor det i hovedstaden. Detaljerne omkring det har dog indtil videre været få, og det har skabt mange spørgsmål hos borgmestrene. I Stevns og Faxe kommuner er det især angående Østbanen.

- Vi har jo Østbanen, der er vores lokale bane, og den deler vi med Stevns Kommune. Stevns Kommune er med i hovedstadens trafikselskab, og vi er udenfor. Hvad med ejerskabet, og hvad med driften af det hele? Det er rigtig mange uopklarede spørgsmål, og det fortæller det her oplæg intet om, siger Ole Vive.

quote Det er jo ikke fordi, at vi har busser på hvert gadehjørne i forvejen, så vi frygter, det bliver endnu dårligere fremover.

Ole Vive (V), borgmester i Faxe Kommune

Ole Vive frygter derfor, at den nye struktur vil få store konsekvenser.

- Vi frygter jo generelt, at dem der bo her, vil få en dårligere service, end den de har i dag. Det er jo ikke, fordi vi har busser på hvert gadehjørne i forvejen, så vi frygter, det bliver endnu dårligere fremover, siger Ole Vive.

Faxe og Stevns kommuner appellerer derfor til transportministeren, og mener man skal kigge på planen igen.

- Jeg kunne godt tænke mig, man kiggede på det en gang til og så, om man ikke kunne tænke hele Sjælland som et hele i forhold til infrastrukturen, så vi får løftet samlet en gang for alle, siger Anette Mortensen.

Trafikudspillet bliver i øjeblikket politisk behandlet.


Nyhedsoverblik